29. 10. 2014

Brug hovedet: Anføreren, der må se til fra sidelinjen

Når Hvidovre IF-mandskabet for tiden løber på banen, er det uden den normale anfører, Christopher Østberg, i front. Christopher må derimod se til fra sidelinjen, for en hjernerystelse driller stadigvæk den unge midtbanespiller.

I en kamp mod BSV i 2. division Øst den 4. oktober stillede Christopher Østberg sig i muren til et frispark, som han har gjort så mange gange før. Men denne gang fik det et anderledes udfald. Christopher registrerede først, at han havde fået bolden i hovedet, da han lå i græsset. Slaget fra bolden gjorde, at Christopher slog nakken kraftig bagover, og det resulterede i en hjernerystelse.

- Vores fysioterapeut kom ind og så til mig, men jeg følte egentlig godt, at jeg kunne spille videre, selvom jeg godt kunne mærke, at det havde været en hård bold. Så jeg spillede de sidste fem minutter af 1. halvleg.

Men da Christopher kom ud til pause og fik pulsen ned, viste det sig at være værre end først antaget.

- De sidste fem minutter af 1. halvleg kunne jeg ikke rigtig huske, da jeg kom ud til pause, og vores fysioterapeut var meget bekymret for mig, men jeg mente selv, at jeg godt kunne spille videre. Men i pausen, hvor adrenalinen og pulsen faldt, begyndte jeg at få det dårligere, og allerede i starten af 2. halvleg kunne jeg mærke, at den var gal. Jeg kunne ikke koncentrere mig, og jeg følte mig rundtosset, så jeg lod mig selv udskifte.

For nogle kommer symptomerne på en hjernerystelse meget hurtigt, men for Christopher udviklede de sig langsommere. Først dagen efter, fik han det dårligt.

- Symptomerne kom dagen efter. Jeg kunne ikke se fjernsyn eller kigge ind i en computerskærm uden at få det dårligt. Og jeg fik ondt i hovedet, når jeg skulle koncentrere mig. Derfor begyndte jeg at ane, at jeg havde pådraget mig en hjernerystelse.

Møder stor forståelse

At en hjernerystelse er en frustrerende skade, kan Christopher nikke genkendende til. Men for ham har det været betryggende, at hjernerystelsen ikke er blevet negligeret.

- En hjernerystelse er svær at forholde sig til i forhold til andre skader. Sidste år var jeg ude med en skade i ca. et halvt år, men der kunne jeg jo mærke, for hvert skridt jeg tog, at jeg havde ondt. Det kan jeg ikke med denne hjernerystelse, derfor føles det bare hele tiden som at komme hjem efter en virkelig lang dag, og hovedet er træt.

- Men jeg har mødt stor forståelse og seriøsitet fra vores fysioterapeut og træner. De har alle behandlet hjernerystelser før, så de har været meget hjælpsomme, og jeg har følt mig meget tryg, tilføjer Christopher.

På holdet har han mødt forskellige tilgange til hjernerystelsen, men det mener Christopher, at der er en særlig grund til – om man har haft en hjernerystelse før eller ej.

- Det er meget forskelligt, hvordan mine holdkammerater har taklet min hjernerystelse. De, der har haft en hjernerystelse, eller har haft en tæt på livet, siger til mig, at jeg skal tage det meget seriøst, og at jeg skal passe på mig selv. Men de, der ikke har prøvet at have en hjernerystelse, tager det ikke lige så seriøst, de joker mere med det og griner af det blå øje, jeg fik. Men det er nok fordi, de ikke er klar over, hvilke konsekvenser en hjernerystelse kan medføre.

En uvildig dommer skal træffe beslutningen

- Nu hvor jeg selv har været i situationen, må jeg erkende, at det er umuligt at tage en rationel beslutning i kampens hede, når adrenalinen pumper og pulsen er høj. Derfor er det meget vigtigt, at når en spiller slår hovedet, skal beslutningen tages udefra, om hvorvidt man er i stand til at fortsætte eller ej. Så kan det godt være, man kommer til at tage nogle ud, der ikke har en hjernerystelse, men det er bedre at tage for mange ud end for lidt

At der nu er kommet et større fokus på hjernerystelser, er, ifølge Christopher, vigtigt.

- Det er nok en skade, som folk før i tiden ikke har taget særlig seriøs. Men man har nok heller ikke været bevidst om de konsekvenser, som en hjernerystelse kan have på lang sigt, i lige så høj grad, som man er nu. Så det er godt, at der kommer fokus på hjernerystelser.

Udsigten, til at Christopher igen kan snøre fodboldstøvlerne, er desværre stadigvæk lidt uvist, men Christopher er godt klar over, hvad det eneste rigtige er at gøre.

- Jeg snakkede med vores fysioterapeut om, at jeg kunne spille kamp sidste lørdag, men det blev udskudt, fordi jeg stadigvæk havde det dårligt. Så var planen, at jeg skulle spille i fredags – men det kunne jeg desværre heller ikke.

- Det er super frustrerende, at jeg ikke kan spille, og at det hele tiden bliver udskudt. Men der er jo ikke andet at gøre end at slappe af og tage den med ro, afslutter Christopher.

Tilbage