17. 10. 2014

Brug hovedet: Atle Håland så aldrig banen igen

Da Atle Roar Håland var på træningslejr i Portugal med resten af AGF-truppen i starten af år 2013, pådrog den norske forsvarsspiller sig en skade, som satte en brat stopper for karrieren.

Atle Roar Håland er 37 år. Af samme årsag kommer det næppe som et chok, at den tidligere midtstopper tilhører kategorien af pensionerede fodboldspillere. Som tilfældet er det for så mange spillere i den alder, sagde kroppen stop. Men i modsætningen til mange af kollegerne, var det ikke bentøjet, der sagde fra. For Atle var det hovedet. 

- Min skade skete, da vi var på træningslejr i Portugal. På et tidspunkt fik jeg en albue i hovedet, der betød, at jeg brækkede næsen. Samtidig fik jeg også en kraftig hjernerystelse som konsekvens af det slag, men det var jeg ikke klar over på det tidspunkt, fortæller Atle, der trænede videre selv om han mærkede, noget var galt.

- Jeg var lige kommet tilbage efter lang skade. Der var kamp om pladserne på holdet, og det var min chance for at komme tilbage. Der var pres på mig. Så selvom jeg mærkede, at noget var, som det ikke skulle være, så trænede jeg videre den dag, så godt jeg nu kunne.

Efter at være blevet tilset af en læge, der anbefalede en operation af den brækkede næse, forlod Atle træningslejren for at lade sig operere i Danmark. Efter operationen oplevede Atle en række symptomer, som syntes en smule mærkelige for ham. Han vidste ikke, hvorfor kroppen reagerede, som den gjorde.

- Da jeg kom tilbage til Danmark efter træningslejren og den efterfølgende operation, var jeg meget i tvivl om, hvorfor jeg havde det sådan, som jeg nu havde det. Var det fordi, jeg var blevet opereret, eller hvad var der galt? 

På daværende tidspunkt vidste Atle endnu ikke, at han havde pådraget sig en hjernerystelse. Så for ham reagerede kroppen meget mærkeligt. 

- Mit hoved var ikke klar. Der var et eller andet, der var galt. Noget, der ikke var, som det skulle være. Jeg oplevede kraftig hovedpine, jeg blev følelsesløs i fingre og ben, oplevede ekstrem træthed men kunne alligevel ikke sove. Og når jeg endelig faldt i søvn, havde jeg bare lyst til at sove videre, når jeg vågnede. Og videre. Og videre. Jeg mistede også tålmodigheden og fik svært ved at koncentrere mig, fortæller den tidligere både OB- og AGF-spiller.

At der var tale om en hjernerystelse, blev han og den medicinske stab dog med tiden klar over. Og så startede et langt genoptræningsforløb, der desværre for Atle ikke gik hans vej. Det endte med, at de mange symptomer fik ham til at indstille karrieren.

- Fra februar, hvor skaden skete, og indtil maj måned forsøgte vi en masse forskellige ting. Jeg blev scannet, var ved neurolog, fik taget blodprøver og så videre. Vi forsøgte os også med alternative træningsmetoder, men lige lidt hjalp det. Derfor tog jeg beslutningen om at indstille min karriere, for jeg kunne ikke spille mere. Kroppen fungerede bare ikke på samme måde. Og så bliver man bange. Jeg skulle i hvert fald ikke risikere mere. 

- Siden den dag i Portugal, hvor skaden skete, har jeg ikke deltaget i eller fuldført nogen form ’normal’ fodboldtræning. Jeg kom aldrig på fodboldbanen igen, tilføjer han.

Men ét er det fodboldmæssige aspekt, der altså satte en stopper for karrieren. Noget andet er det familiære. For som tilfældet oftest er det med hjernerystelser, så rækker konsekvenserne langt ud over det sportslige.

- Neurologen, der behandlede mig, sagde, ”du skal nok blive frisk, men det kan tage 10 år, før du er tilbage i den samme forfatning.” Det er svært at få at vide. Jeg er far til tre og har dermed også en del af se til derhjemme. Så det er hårdt at få at vide, at jeg måske skal være i den her tilstand mange år endnu. Jeg mener, jeg vil jo gerne kunne fungere i en normal hverdag og ikke mindst i en familie. Kunne fungere som far.

- Det er skræmmende, at du kan blive ramt af et slag, som kan få så store konsekvenser for dig, selvom du er forsigtig, supplerer Atle, der nu er tilknyttet det norske fodboldforbund, NFF.

Derfor opfordrer Atle også andre elitesportsudøvere til at passe på sig selv og til at være gode nok til at sige fra. Men han mener også, at ansvaret ikke udelukkende ligger hos spillerne.

- Spillerne skal blive bedre til at sige fra. Men som spiller er man pumpet med adrenalin og tænker ikke så langt. Så der skal være andre, der kan træffe beslutningen for spilleren. Derfor skal magten ligge hos den medicinske stab. Det er dem, der er de professionelle. Hvis de siger stop, skal det respekteres. Både af træner og af spiller. Det handler om resten af livet, slutter han. Atle Roar Håland er 37 år. Af samme årsag kommer det næppe som et chok, at den tidligere midtstopper tilhører kategorien af pensionerede fodboldspillere. Som tilfældet er det for så mange spillere i den alder, sagde kroppen stop. Men i modsætningen til mange af kollegerne, var det ikke bentøjet, der sagde fra. For Atle var det hovedet. 

Tilbage