31. 10. 2014

Brug hovedet: De 5 trin har været meget brugbare

I en hovedstødsduel slog Avedøre IFs Toke Svendsen og Hvidovre IFs Ole Dau hovederne sammen. Begge faldt til jorden, og begge med en hjernerystelse til følge.

Foto: Ole Mik, Hvidovre Avis

- Fem minutter inde i 2. halvleg kom der en lang bold, som jeg ville heade væk, men i forsøget på det, stødte jeg i stedet hovedet sammen med modspillerens. Vi faldt begge til jorden, og jeg kunne høre, at nogle råbte, at ham den anden blødte, fortæller Toke.

Dermed fik starten på 2. halvleg i kampen mellem Avedøre IF og Hvidovre IF den 10. oktober en dramatisk start, da begge spillere måtte bæres ud med båre. Umiddelbart så det værst ud med Ole Dau, men det viste sig hurtigt, at Toke også var medtaget.

- Jeg følte egentlig, at jeg ikke havde det så slemt, men jeg kunne godt mærke, at det havde været et hårdt slag. Men da jeg rejste mig op, blev jeg meget svimmel, og jeg kunne ikke stå på benene. Så jeg måtte lægge mig ned igen og vente på, at der også kom en båre til mig.

- I den tid, hvor jeg ventede på en ambulance, blev jeg lagt ind i et mørkt rum, da jeg følte en form for lysfølsomhed, uddyber Toke.

Når Toke tænker tilbage på episoden, har han kun ros tilovers for hvordan, den blev håndteret.

- Jeg synes, at hele proceduren foregik meget fint og professionelt, og især det, at jeg blev båret ind i et mørkt rum, mens jeg ventede på ambulancen.

På skadestuen blev Toke tilset af en læge og vejledt i, hvordan hjernerystelsen det første stykke tid skulle behandles.

- Efter et kvarters tid blev jeg hentet af ambulancen, hvor jeg blev kørt på skadestuen. På skadestuen fik jeg med det samme målt mit blodtryk og mine øjne blev tjekket, hvorefter jeg ventede i omkring halvanden time, på at en læge kom ind til mig. Lægen tilså mig, og hun forklarede, hvad jeg burde gøre, og hvad jeg ikke burde gøre. Derudover fik jeg en seddel med hjem, der uddybede det.

Informationen, Toke fik på skadestuen, var på det tidspunkt passende, men han har siden fundet ud af, at han godt kunne have brugt lidt mere information om, hvordan man vender tilbage til fysisk aktivitet. Derfor har de fem trin, som Center for Hjerneskade anbefaler som guideline, også været meget anvendelige.

Fortrøstningsfuld

At Toke endnu ikke er at finde på Avedøre IF-holdet, stresser ikke forsvarsspilleren, der også kun har mødt stor opbakning fra klubben.

- Klubben har været meget forstående. Både klubben og jeg har været meget fokuseret på, at det skulle tage den tid, det nu ville tage, så mit hoved kunne få ordentlig ro.

Men Toke sporer bestemt fremgang efter hjernerystelsen, der skete for snart tre uger siden, og netop de fem trin fra Center for Hjerneskade har været et vigtigt redskab i bestræbelserne på at komme tilbage på fodboldbanen.

- Det har hjulpet at læse de fem trin for, hvordan man skal komme tilbage igen efter en hjernerystelse. Det er blevet mere håndgribeligt for mig med dem at gå ud fra.

- Det går bestemt bedre, og det er rigtig dejligt at mærke. Jeg er helt sikkert fortrøstningsfuld, og jeg glæder mig til, at jeg kan spille fodbold igen, afslutter en optimistisk Toke Svendsen.

Læs mere

Brug hovedet: Hvad er en hjernerystelse?

Brug hovedet: Her er symptomerne på en hjernerystelse 

Brug hovedet: En hjernerystelse kræver ro

Tilbage