08. 10. 2014

Brug hovedet: 'Det skal løbes væk, Karlsen'

Den tidligere professionelle fodboldspiller Morten Karlsen har pådraget sig flere hjernerystelser. Han opfordrer aktørerne på begge sider af kridtstregerne til at behandle hjernerystelser med den påkrævede seriøsitet. For det er en alvorlig skade.

Morten Karlsen ved om nogen, hvad det vil sige at pådrage sig en hjernerystelse. Det har han nemlig prøvet op til flere gange. For den 35-årige pensionerede fodboldspiller, der nu er cheftræner for FC Nordsjællands U19-hold, var især den første hjernerystelse en voldsom oplevelse. Det kunne måske være undgået, hvis skaden ikke var blevet negligeret i så høj grad, som den gjorde. 

- Vi spillede i Brøndby, da jeg fik en albue i hovedet i forbindelse med en høj bold ved sidelinjen. Jeg faldt til jorden, men rejste mig og spillede videre. Jeg havde det dårligt resten af aftenen, og det blev til resten af ugen. Derfor trænede jeg heller ikke hele ugen, selvom vores læge sagde, at jeg godt kunne.

Alligevel spillede Morten Karlsen runden efter. Det var en stor kamp, han ønskede at spille og stolede på holdets læge.  

- Lægen sagde, at jeg kunne spille, og vi skulle møde FCK i Parken. Så jeg spillede, selvom jeg ikke havde trænet med hele ugen. Det gik godt for mig, og jeg ville gerne holde fast i min plads. I pausen havde jeg det som om, at jeg var ved at besvime. Igen sagde lægen, at jeg kunne spille videre. Jeg skulle bare ud og løbe lidt, som han sagde.

- Da jeg kom hjem om aftenen, havde jeg det vanvittigt dårligt. Derfor sagde jeg selv stop. Jeg ville ikke spille mere, før jeg havde det bedre. Jeg var ude i tre måneder, uddyber Karlsen.

Den nuværende U19-træner oplevede flere af de klassiske symptomer på en hjernerystelse, såsom synsbesvær, kvalme, træthed og hovedpine. Han husker den første hjernerystelse, som den værste. Måske fordi, at der ikke blev taget godt nok hånd om den.

- Efter den første, der klart var den værste, lå jeg derhjemme i to måneder med en maske på, som skulle begrænse mængden af lys. Jeg måtte ingenting. Ikke se tv, høre radio eller læse. Jeg var konstant udmattet, og familien kunne dårligt nok komme i kontakt med mig, beskriver han.

Hjelm på i Fakta
Det var første gang, Morten Karlsen pådrog sig en hjernerystelse. Men, som sagt, langt fra den sidste. Faktisk har han i alt pådraget sig fire hjernerystelser i løbet af sin aktive karriere. De to efterfølgende var henholdsvis forårsaget af et spark i panden og endnu en albue på siden af hovedet, der hver især holdte Karlsen ude et par måneder.

Under behandlingen af den tredje hjernerystelse udviklede det, der startede som en joke, sig til, at den nu pensionerede midtbanespiller begyndte at spille med hjelm.

- ”Jeg skal da spille med hjelm ligesom Petr Čech”, sagde jeg til min i øvrigt dygtige behandler på Frederiksberg Hospital efter den tredje hjernerystelse. Og det synes hun, var en god idé, hvis det kunne hjælpe mig, husker Karlsen.

Og for en periode forblev han fri for hovedskader. Men så blev han, som han selv udtrykker det, en smule for smart.

- På et tidspunkt begyndte jeg at træne uden hjelmen. Og selvfølgelig var jeg en del af et sammenstød med vores keeper. Han ville bokser til bolden, men ramte mit hoved. Dér fik jeg endnu en hjernerystelse.

- Til sidst begyndte jeg at tage hjelmen på ud at handle, joker han.

Lægestabens beslutning
Som Morten Karlsen giver udtryk for, føler han sig dårligt rådgivet af sin tidligere læge, der, ifølge ham, negligerede skaden. Den håndtering af en hjernerystelse er der ingen chance for, at hans U19-spillere bliver udsat for. Snarere tværtimod.

- Vi har lige haft en spiller, der var ude med en hjernerystelse. Han blev holdt ude, indtil han var symptomfri, fortæller Karlsen og fortsætter:

- Jeg tager selvfølgelig ingen chancer, når det kommer til hjernerystelser. For det er ikke noget, der skal tages chance med på noget niveau eller på noget hold, fastslår han.

Karlsen, der nu både har stået på den ene og den anden side af kridtstregerne, ved, hvor svært det kan være for en spiller at sige fra.

- Som spiller kan du have mange interesser i klemme. Du vil gerne spille for din plads, for bonusserne, for nye kontrakt eller noget andet. Der er mange ting, og som spiller har du ikke nødvendigvis overblikket over, hvilke konsekvenser det kan have på lang sigt. Du lever i nuet. Det gjorde jeg også selv.

 - Jeg kan huske, at jeg selv tænkte, ”det er jo bare en hjernerystelse”, da det skete for mig. Jeg tog det ikke så alvorligt. Men det skal man. Det er noget, der skal tages meget alvorligt endda, tilføjer han.

Med spillernes mange interesser og skadens alvor in mente mener Morten Karlsen også, at beslutningen bør tages af aktørerne uden for kridtstregerne.

- I min bog bør det være lægestaben, der skulle forestille at have styr på tingene, som tager beslutningen. For i kampens hede er spillerne ikke i en position, hvor de er i stand til at træffe den beslutning.

- Tag nogle dage på sidelinjen. Brug cyklen i stedet og mærk godt efter i kroppen. Hvis symptomerne fortsætter, så tag et par ekstra dage. En hjernerystelse kan være altødelæggende, slutter han.Morten Karlsen ved om nogen, hvad det vil sige at pådrage sig en hjernerystelse. Det har han nemlig prøvet op til flere gange. For den 35-årige pensionerede fodboldspiller, der nu er cheftræner for FC Nordsjællands U19-hold, var især den første hjernerystelse en voldsom oplevelse. Det kunne måske være undgået, hvis skaden ikke var blevet negligeret i så høj grad, som den gjorde. 

- Vi spillede i Brøndby, da jeg fik en albue i hovedet i forbindelse med en høj bold ved sidelinjen. Jeg faldt til jorden, men rejste mig og spillede videre. Jeg havde det dårligt resten af aftenen, og det blev til resten af ugen. Derfor trænede jeg heller ikke hele ugen, selvom vores læge sagde, at jeg godt kunne.

Alligevel spillede Morten Karlsen runden efter. Det var en stor kamp, han ønskede at spille og stolede på holdets læge.  

- Lægen sagde, at jeg kunne spille, og vi skulle møde FCK i Parken. Så jeg spillede, selvom jeg ikke havde trænet med hele ugen. Det gik godt for mig, og jeg ville gerne holde fast i min plads. I pausen havde jeg det som om, at jeg var ved at besvime. Igen sagde lægen, at jeg kunne spille videre. Jeg skulle bare ud og løbe lidt, som han sagde.

- Da jeg kom hjem om aftenen, havde jeg det vanvittigt dårligt. Derfor sagde jeg selv stop. Jeg ville ikke spille mere, før jeg havde det bedre. Jeg var ude i tre måneder, uddyber Karlsen.

Den nuværende U19-træner oplevede flere af de klassiske symptomer på en hjernerystelse, såsom synsbesvær, kvalme, træthed og hovedpine. Han husker den første hjernerystelse, som den værste. Måske fordi, at der ikke blev taget godt nok hånd om den.

- Efter den første, der klart var den værste, lå jeg derhjemme i to måneder med en maske på, som skulle begrænse mængden af lys. Jeg måtte ingenting. Ikke se tv, høre radio eller læse. Jeg var konstant udmattet, og familien kunne dårligt nok komme i kontakt med mig, beskriver han.

Tilbage