13. 10. 2014

Brug hovedet: "Hvis de havde sparket på mål, havde de scoret"

Da Mathias Rosenørn og resten af Skive-mandskabet tog mod Vendsyssel den 19. september, pådrog den 21-årige målmand sig en hjernerystelse. Rosenørn var helt rundt på gulvet.

Da Skive IK den 19. september hjemme tog i mod Vendsyssel FF, foretog Skives cheftræner, Jakob Michelsen, en udskiftning i pausen, der fik flere til at rynke en smule på næsen. Han pillede nemlig førstevalget på målmandsposten, Mathias Rosenørn, ud. Det var ikke fordi, Rosenørn havde spillet dårligt. Han havde derimod slået hovedet.

Skaden skete allerede efter seks minutters spil. Rosenrøn kom stormende ud af sit mål for at afværge en chance og fik i den forbindelse et knæ i hovedet.

- Han prøvede at gå forbi mig. Da jeg gik ned for at skubbe til bolden, fik jeg et knæ i hovedet.

- Jeg var helt ved siden af mig selv. Jeg blev ramt lige under næsen som en rigtig uppercut. Det brændte i ansigtet, og jeg var helt rundt på gulvet. Jeg fløj op, men registrerede slet ikke, at de havde scoret, uddyber Mathias om det hændelige sammenstød.

Men Vendsyssel scorede ikke desto mindre. Det var Michael Byskov, der gjorde det til 0-1 efter seks minutter. Gudskelov for Mathias Rosenørn og holdkammeraterne havde Vendsyssel ikke en eneste afslutning mod mål resten af første halvleg. De afslutninger havde den 21-årige målmand ganske enkelt ikke taget.

- Jeg spillede resten af første halvleg færdig. Hvis de havde sparket på mål, havde de scoret. Jeg var helt ved siden af mig selv. Men det gjorde de heldigvis ikke, som målmanden forklarer.

Ud fra en sportslig betragtning er Skive-truppen nok glade for, at Vendsyssel ikke sparkede på mål. Men hvis man har fokus på Mathias Rosenørn og hans helbred, havde det måske været for det bedste. Så kan det nemlig tænkes, at hjernerystelsen, som Mathias havde pådraget sig, var blevet opdaget lidt før. Nu blev den først opdaget og taget hånd om i pausen.

- Da jeg gik til pause, var jeg helt forvirret. Jeg havde det dårligt og havde kvalme. Og så sagde vores fysioterapeut stop, selvom min træner i kampens hede mente, at jeg godt kunne spille videre. Først blev jeg lagt ned i omklædningsrummet for at slappe af, men jeg fik det bare værre. Derfor ringede sportschefen efter en ambulance, så jeg kunne blive tilset af en læge.

Det blev Mathias, og diagnosen var klar. Han havde pådraget sig en hjernerystelse, og det betød, at der måtte ro på.

- Jeg havde det frygteligt om natten. De næste to dage lå jeg bare derhjemme og kiggede ind i en væg. Intet tv, ingen radio og ingen bøger. Der skulle ro på, fortæller han.

Og pausen faldt ikke i god jord hos den ambitiøse målmand.

- Som ung spiller vil man gerne bevise noget. Du bliver nødt til at vise noget. Man kan godt føle et pres, som nok i virkeligheden ikke er der. Man tænker nok ikke over, hvilke konsekvenser det kan få, for man er god til at glemme, når man er ung. ”Det sker nok ikke for mig”, tænker man.

At det ikke har fået større konsekvenser for Mathias, kan dog synes en smule heldigt. Det er nemlig tredje gang, at han pådrager sig en hjernerystelse. Indtil nu er han sluppet uden varige mén, men det kun lige så godt have været stik modsat. Og det skræmmer Skive-spilleren.

- Man tænker ikke lige over konsekvenserne, når man ikke kender til skrækhistorierne. Men det giver stof til eftertanke, når man hører, hvordan det er gået de andre. Også at jeg er sluppet så billigt, som jeg er. Så hvis det sker igen, vil jeg være ekstra opmærksom, efter jeg har fået mere information om, hvor galt det kan gå. Derfor er det vigtigt, at der komme mere opmærksomhed på hjernerystelser.

Ifølge Mathias Rosenørn er opmærksomhed dog ikke nok. Han mener, at der bør være en læge til stede ved alle kampe.

- Der burde være en læge til stede til 1. divisionskampe, som kan tage til stilling til sådan en type skade. Det er jo ikke holdbart, at det er en fysioterapeut, som tilfældet var det for mig, der skal tage stilling til den slags ting. Så det er godt, at der kommer et øget fokus på problemet. Det kan gå ud over resten af ens liv, fastslår han afsluttende.Da Skive IK den 19. september hjemme tog i mod Vendsyssel FF, foretog Skives cheftræner, Jakob Michelsen, en udskiftning i pausen, der fik flere til at rynke en smule på næsen. Han pillede nemlig førstevalget på målmandsposten, Mathias Rosenørn, ud. Det var ikke fordi, Rosenørn havde spillet dårligt. Han havde derimod slået hovedet.

Tilbage