17. 12. 2014

Christian Poulsen: Jeg er ikke et svin på en fodboldbane

Kritikken er haglet ned over Christian Poulsen, efter at han stødte sin albue i på brystet på Emiliano Marcondes. Selvom han erkender, at han har noget, der skal bearbejdes, afviser han ikke, at det vil ske igen.

AF LARS B. CHRISTENSEN

Denne artikel er fra Indersiden 14-4. Læs artiklen som pdf her.

Christian, er du et svin på en fodboldbane?
- Jeg går til den i kampene, ja, men jeg synes ikke, at jeg er et svin på banen. At spille til grænsen og bruge de nødvendige midler er dét, jeg får min løn for. Men jeg kan selvfølgelig ikke løbe fra, at jeg i to tilfælde har optrådt på en måde, som får folk til at sætte spørgsmålstegn ved min dømmekraft og min måde at spille fodbold på.

Du tænker på knytnæven i maven på Marcus Rosenberg i landskampen mod Sverige i 2007 og albuen i brystet på Nordsjællands Emiliano Marcondes
- Præcis, og det er to episoder, jeg ikke er særligt stolt af. Men - og det skal ikke lyde som et forsøg på at afdramatisere de to episoder - at jeg taber hovedet og slår en modstander er ikke et retvisende billede af mig som person og mit spil. Efter Sveriges-kampen var jeg ligeså chokeret som alle andre over, hvad jeg havde gjort. Efter kampen brugte jeg lang tid på at granske mig selv, jeg blev usikker på mit spil, og der gik en rum tid, inden jeg følte, jeg igen kunne spille frit. Mit albuestød mod Emiliano fortæller mig, at det ikke var en enlig svale, og at jeg stadig har noget, der skal bearbejdes.

Hvad er din egen forklaring på, at det kunne ske igen?
- Godt spørgsmål. Det er også noget, jeg har spurgt mig selv om mange gange. Faktisk troede, at den side af mig var forsvundet. At jeg havde lagt det bag mig. Især efter mine år i Ajax, hvor jeg stort set ikke modtog ét eneste kort. Den nemme forklaring er, at jeg var overtændt. Men hvis jeg skal grave lidt dybere, så hang det sammen med, at jeg følte et stort behov for at vise mig frem igen og gøre en forskel. Bevise overfor mig selv og mine omgivelser, at ”jeg var der”. At min gejst og stærke vilje til sejr ville forplante sig til mine holdkammerater ovenpå nederlaget på 0-4 til Club Brugge i Parken. Jeg ville alt for meget på én gang, tror jeg, og resultatet var, at jeg ikke kunne styre mig.

Hvordan har du det med det i dag?
- I dagene efter kampen mod Nordsjælland havde jeg det rigtigt skidt. Jeg følte, at jeg havde svigtet mine holdkammerater og klubbens fans, og at jeg overfor hele Danmark skulle stå til regnskab for, hvad jeg havde gjort. At jeg var blevet sat i den offentlige skammekrog. I dag har jeg fået det hele mere på afstand. Jeg tænker positivt og fremadrettet, som jeg altid har gjort, og jeg glæder mig til at vise den rigtige Christian Poulsen frem.

Kan det ske igen?
- Det håber jeg ikke. Jeg vil i hvert fald gøre mit bedste for ikke at havne i samme situation igen. Det er ikke noget, jeg vil huskes for. At kunne begå sig på topplan har for mig handlet meget om at finde det rette spændingsniveau. Jeg er ikke typen, der kan klare den på rutinen alene. For at kunne præstere mit yderste er jeg nødt til at gejle mig selv op. Finde noget vildskab frem.

Ser fodboldverdenen med mildere øjne på din udvisning end resten af samfundet?
- Ja, det synes jeg. Dermed ikke sagt, at jeg ikke forstår og anerkender den kritik, jeg har fået. Den er helt berettiget. Hvad jeg gjorde, var utroligt dumt. Du må ikke slå et andet menneske. Basta. I fodboldverdenen gælder der dog ofte andre regler. Da jeg med Schalke tabte til AC Milan i Champions League, blev jeg af daværende Milan-træner Carlo Ancelotti og den samlede italienske sportspresse svinet til for min måde at dække Kaka op på. Jeg var en skamplet på fodbolden, lød det. Nogle uger senere blev jeg ringet op af selvsamme Milan, der nu gerne ville skrive kontrakt med mig.

Christian, i manges øjne er du ikke den store fodboldspiller. Du laver ikke mål, du laver ikke smarte ting på banen, du løber ikke særligt stærkt, du er ingen Laudrup. Men du har i mine øjne noget andet, som kun de færreste fodboldspillere har: En stær vilje og en formidabel evne til at læse spillet.
- Set udefra er jeg nok ikke den store fodboldspiller, selvom jeg nu nok vil mene, at jeg er temmelig god som pasningsspiller. Men du har da ret i, at det ikke er mine tekniske færdigheder på banen, der er årsagen til, at jeg er kommet så langt fodboldmæssigt. Men derimod min vilje til sejr og hårdt arbejde samt evnen til at sætte mig op til en kamp og troen på, at, jeg nok skal klare det. Uden den ”motor” ville jeg være en ganske ordinær spiller. Og, ja, hvis man ikke er den store fodboldspiller, så må man i stedet udvikle nogle andre færdigheder. At være god til at læse spillet er afgjort en af mine spidskompetencer. Også selvom mine kritikere vil mene, at jeg er bedre til at tabe hovedet…

Tilbage