22. 05. 2014

Ulrik Laursen har fundet sig til rette

Ulrik Laursen følte sig fejlcastet som menneske i Celtic. Efter at have indstillet sin fodboldkarriere fik han hjælp af Study4player og har nu fundet sig godt til rette i livet som fysioterapeut på en klinik i Odense.

Det er snart fire år siden, at Ulrik Laursen stoppede et år før, kontrakten løb ud med FC København. Dengang frasagde han sig det sidste års løn. En beslutning, han ikke har fortrudt nu, hvor han er kommet igennem uddannelsen som fysioterapeut.
 
- Jeg kunne sagtens være blevet for pengenes skyld. Men det var det ikke værd. Jeg ville gerne i gang med et almindeligt liv, og derfor var det den mindste del at skulle ofre et års løn. Min agent Allan Reese frasagde sig også det, han havde til gode, hvilket virkeligt var flot af ham. For mig betød det rigtig meget at komme videre med livet, fortæller Ulrik Laursen.
 
- Celtic var et opholdssted for egoister. Jeg havde rigtig svært ved at fungere i det miljø. Her passede hver mand sig selv, vi havde intet spændende at snakke med hinanden om. Det handlede kun om fodbold og om, at folk ville beskytte deres egoer. Det var for indholdsløst for mig og blev for hårdt i længden. Nogle gange kunne man måske se mig gå rundt med et smil på læben, men det var ikke fordi, jeg trivedes og syntes, at alt var helt fantastisk. Jeg smilede og tænkte for mig selv, at det var et tomt liv, mange af spillerne havde. Jeg smilede for at komme igennem dagene. Faren ved sådan et miljø er, at man selv bliver påvirket af det og ryger ind i loopet. Heldigvis havde jeg en kone og nogle kammerater, der sagde det til mig, når de kunne mærke, at jeg pludselig begyndte at snakke på en anden måde og i den dur. De var gode til at holde mig nede på jorden. Jeg følte mig fejlcastet som menneske i det miljø, for jeg var ikke gearet til det, fortæller Ulrik Laursen.
 
Derfor var det en kærkommen chance, der bød sig, da han fik muligheden for at komme hjem til dansk fodbold igen. I både OB og efterfølgende FCK var han med til at skabe en kultur, hvor man skulle vinde, men samtidig kunne have det godt som menneske i et fællesskab i stedet for en stor gruppe af egoister.
 
- Det var en befrielse at komme hjem. Og jeg nød de sidste år af min karriere. I virkeligheden var jeg vel allerbedst, da jeg havde meldt ud, at jeg stoppede. Til sidst nød jeg bare fodbolden og slappede helt af, siger Ulrik Laursen.
 
Efter fodboldkarrieren fik han hjælp af Spillerforeningens via Study4player til at få gang i fysioterapistudiet. Og han er netop blevet færdig med studiet og arbejder i dag på en klinik i Odense.
 
- Jeg har altid som fodboldspiller tilbragt meget tid i fysioterapeutrummet. Det var der, kaffemaskinen og de gode historier var. Og fysioterapeuterne kunne man snakke med om andet end fodbold. Det er fascinerende at være ude i den virkelige verden og blive udfordret og mærke, at folk har brug for dig og er afhængige af dig. Jeg er meget glad for, at jeg kom i gang med uddannelsen, og jeg kan kun opfordre andre fodboldspillere til at lægge penge til side og gå i gang hurtigst muligt efter karrierestoppet, understreger Ulrik Laursen.

Artiklen er et uddrag fra den oprindelige artikel, som blev bragt i Indersiden 1/14.Det er snart fire år siden, at Ulrik Laursen stoppede et år før, kontrakten løb ud med FC København. Dengang frasagde han sig det sidste års løn. En beslutning, han ikke har fortrudt nu, hvor han er kommet igennem uddannelsen som fysioterapeut.
 
- Jeg kunne sagtens være blevet for pengenes skyld. Men det var det ikke værd. Jeg ville gerne i gang med et almindeligt liv, og derfor var det den mindste del at skulle ofre et års løn. Min agent Allan Reese frasagde sig også det, han havde til gode, hvilket virkeligt var flot af ham. For mig betød det rigtig meget at komme videre med livet, fortæller Ulrik Laursen.
 
- Celtic var et opholdssted for egoister. Jeg havde rigtig svært ved at fungere i det miljø. Her passede hver mand sig selv, vi havde intet spændende at snakke med hinanden om. Det handlede kun om fodbold og om, at folk ville beskytte deres egoer. Det var for indholdsløst for mig og blev for hårdt i længden. Nogle gange kunne man måske se mig gå rundt med et smil på læben, men det var ikke fordi, jeg trivedes og syntes, at alt var helt fantastisk. Jeg smilede og tænkte for mig selv, at det var et tomt liv, mange af spillerne havde. Jeg smilede for at komme igennem dagene. Faren ved sådan et miljø er, at man selv bliver påvirket af det og ryger ind i loopet. Heldigvis havde jeg en kone og nogle kammerater, der sagde det til mig, når de kunne mærke, at jeg pludselig begyndte at snakke på en anden måde og i den dur. De var gode til at holde mig nede på jorden. Jeg følte mig fejlcastet som menneske i det miljø, for jeg var ikke gearet til det, fortæller Ulrik Laursen.
 
Derfor var det en kærkommen chance, der bød sig, da han fik muligheden for at komme hjem til dansk fodbold igen. I både OB og efterfølgende FCK var han med til at skabe en kultur, hvor man skulle vinde, men samtidig kunne have det godt som menneske i et fællesskab i stedet for en stor gruppe af egoister.
 
- Det var en befrielse at komme hjem. Og jeg nød de sidste år af min karriere. I virkeligheden var jeg vel allerbedst, da jeg havde meldt ud, at jeg stoppede. Til sidst nød jeg bare fodbolden og slappede helt af, siger Ulrik Laursen.
 
Efter fodboldkarrieren fik han hjælp af Spillerforeningens via Study4player til at få gang i fysioterapistudiet. Og han er netop blevet færdig med studiet og arbejder i dag på en klinik i Odense.
 
- Jeg har altid som fodboldspiller tilbragt meget tid i fysioterapeutrummet. Det var der, kaffemaskinen og de gode historier var. Og fysioterapeuterne kunne man snakke med om andet end fodbold. Det er fascinerende at være ude i den virkelige verden og blive udfordret og mærke, at folk har brug for dig og er afhængige af dig. Jeg er meget glad for, at jeg kom i gang med uddannelsen, og jeg kan kun opfordre andre fodboldspillere til at lægge penge til side og gå i gang hurtigst muligt efter karrierestoppet, understreger Ulrik Laursen.

Artiklen er et uddrag fra den oprindelige artikel, som blev bragt i Indersiden 1/14.

Tilbage