16. 07. 2015

Auto C Park: Som Old Trafford og Centre Court

I aften tager Randers FC imod IF Elfsborg hjemme på Auto C Park. Kvalifikationskampen til Europa League danner ramme om indvielsen af Auto C Parks nye græstæppe, som blev sået for præcis seks uger siden.

Foto © Randers FC

Når spillerne fra Randers FC i aften løber på banen på Auto C Park i Randers, er alt ikke som det plejer. Ikke alene byder kronjyderne på europæisk fodbold, men spillerne skal også indvie det nye græstæppe, der blevet sået for nøjagtigt seks uger siden.

Årsagen til, at randrusianerne har sået nyt græs, er simpel. For selvom banen af Superligaens anfører blev kåret til sidste sæsons femtebedste bane, var der ifølge Linette Andersen behov for nyt græs.

- Specielt i ydresæsonerne – i de tidlige og de sene kampe – led græstæppet rigtig meget. Det vil sige, at det havde svært ved at leve op til de forventninger, der er. Problemet er, at der i løbet af en årrække er kommet en opblomstring af ukrudtsgræsser. Ukrudtsgræsser har enormt dårlige rødder, og går derfor ud for os i ydresæsonerne. Det giver en hullet og ujævn bane, der har svært ved at komme sig igen.

- Vores faglige vurdering sagde os, at banen var ved at være så slidt, at vi var nødt til at gøre noget drastisk. Og den snak har vi haft løbende det seneste års tid med Randers FC. Og Randers FC gav os ret langt hen ad vejen, for de kunne også godt se problemstillingerne i de sene kampe, forklarer Linette Andersen, der ansat i Randers Kommune.

Netop Randers Kommune har ansvaret for Auto C Park. Det betyder, at Randers Kommune ejer banen på Auto C Park, mens Randers FC blot lejer sig ind. Sådan er rollefordelingen i de fleste klubber og altså også i Randers. Af samme årsag er det ”100 % kommunen, der står bag den nye bane”, der dog ”ikke kunne gøre det uden Randers FC”, som Linette Andersen beskriver det.

Som Centre Court og Old Trafford
Faktisk handlede beslutningen i lige så høj grad om økonomi, som den handlede om en bedre bane, fortæller Linette.

- På et tidspunkt bruger vi uforholdsvis mange penge på at reparere de her skader frem for at tage beslutningen om simpelthen at få fjernet det ukrudtsgræs og få noget nyt, vitalt græs ind. Det er det, der har været baggrunden for vores beslutning.

Ikke desto mindre skal Randers FC for fremtiden spille på et fremragende underlag. Det skal de i hvert fald, hvis man skal tro virksomhedens renommé. Manchester Uniteds hjemmebane, Old Trafford, og Centre Court, hvor der som bekendt afholdes Wimbledon, er blot to af de steder, Campey Turf Care, som virksomheden hedder, er med til at anlægge græstæpper. 

Dermed er det ikke hvem som helst, Randers Kommune har indgået samarbejde med. Og havde det ikke været for en såkaldt demotur, er det da også tvivlsomt, om Randers Kommune kunne finde det nødvendige råderum i budgettet.

- Campey Turf Care ville gerne fremvise deres ekspertise og deres maskiner via det, man kalder en demotur. De eftersøgte et stadion i Danmark, hvor de kunne lave den her demotur, og det bød vi ind på. Det betød også, at vi inviterede vores danske fagfæller, som blev inviteret til både oplæg og fremvisning af dele af processen, fortæller Linette Andersen.

Selvom Campey Turf Care er en velrenommeret virksomhed, beskriver Linette Andersen er alligevel implementeringen af det nye græstæppe som en ”mellemting”. 

- Der er sket en enorm udvikling inden for dansk fodbold de seneste 10-15 år, hvor man er blevet meget opmærksom på baneforhold. Problemet, hvis man sammenligner med international fodbold, er, at vi ikke har så stærk en økonomi. Derfor har vi arbejdet på at få en solid mellemting, fortæller Linette og fortsætter:

- Hvis det havde været Old Trafford eller træningsanlæggene i de store klubber i England, så skulle banen renoveres en gang i året. Det kan de udenlandske klubber gøre, fordi der er betydeligt større økonomi samtidig med, at der er en længere sommerpause. Til sammenligning er det økonomiske råderum herhjemme til, at man kan gøre det hvert femte år.

Af samme årsag har Randers også fået fjernet cirka fem centimeter af toppen af banen, mens Manchester United eksempelvis blot får fjernet en centimeter årligt.

Nervøsitet at spore
Med den nye bane må betingelserne siges at være i top forud for aftenens kamp. Alligevel er der en smule nervøsitet at spore hos Linette. For tidsplanen har været meget stram på grund af den korte sommerpause. 

- På torsdag (i aften, red.) er det lige præcis seks uger siden, at græsset blev sået. Det er en rimelig begrænset tidsperiode. Normalt siger man, at der skal gå mellem seks og otte uger, fra græsset bliver sået, til man kan spille på det, men vi har jo Europa League, der presser programmet.

- Vi har valgt at gøre det her, selvom vi havde en stram tidsplan. Havde Randers FC ikke skulle spille europæisk, og det bare havde været en ’almindelig’ Superligasæson, så havde der ikke været noget spændende i det. Men tidsplanen har været tight. Meget tight, tilføjer hun.

Derfor er der også en smule nervøsitet at spore hos Linette. Det gælder særligt i forbindelse med målfelterne, der altid er udsatte.

- Der er nogle områder af banen, som er mere udfordret end andre. Det er blandt andet målfelterne. Målfelterne er et af de steder, der altid er mest slidt på banen, og det er også dem, der er vores udfordring nu her. Det er dem, vi forsøger at passe så meget på som overhovedet muligt. Dem er vi lidt nervøse for, men sådan er det altid – det ikke kun i forbindelse med et nyt græstæppe.  

Målfelterne og resten af Auto C Parks nye underlag bliver testet i aften kl. 18. Kampen vises på TV3 Sport 2. 

Tilbage