02. 10. 2015

Christian Lønstrup: Roy Hodgson havde fingeren på pulsen

Den tidligere FCK-anfører Christian Lønstrup har været cheftræner i FC Helsingør siden 2014, hvor han har været med til at rykke klubben op i 1. division og skrive historie i pokalturneringen. Som aktiv spiller spillede han 253 kampe for FC København

Af Andreas Lauridsen 

Spillerforeningen møder den tidligere professionelle fodboldspiller og træner hos Arena Spartacus på Helsingørs træningsanlæg. Den nuværende FC Helsingør træner har gennem de sidste to år trænet Helsingør på fuldtid og samtidig arbejdet for Arena Spartacus. Dette blev anderledes, da Christian Lønstrup i august underskrev en fuldtidskontrakt med FC Helsingør. 

- Forskellen har ikke været så stor, da jeg har været træner på fuldtid heroppe de sidste to år. Forskellen er bare, at jeg nu har bedre tid til at forberede mig, og ikke skal gøre det om natten, siger Christian Lønstrup. 

Christian Lønstrup har taget nogle af de erfaringer med sig, han har gjort sig i forbindelse med sin tid i Arena Spartacus. Jobbet i Arena Spartacus krævede stor opmærksomhed og viste vigtigheden af at tage sig tid til den enkelte. Netop det, føler Christian Lønstrup, er centralt for en spillertrup. 

- Jeg giver typisk den enkelte spiller nogle bevæggrunde for, hvorfor han ikke spiller. Jeg evaluerer altid spillerne foran alle, så alle ved, hvorfor jeg prioritere, som jeg gør. Dengang, jeg selv spillede, fik man ingenting at vide. Det har de krav på i dag. Det tager lidt tid, og man bruger ressourcer på det. Man vinder på den lange bane, fordi spillerne får respekt for en. Man vinder altså omklædningsrummet, siger Christian Lønstrup. 

Netop det med at bruge sine tidligere erfaringer, fra sin egen karriere som professionel, bruger Christian Lønstrup meget. Han beskriver mandskabspleje som noget af det vigtigste, hvilket også ligger i tråd med jobbet i Arena Spartacus. Her skulle man også være skarp til at forklare spillerne, hvordan de skulle samarbejde, spille sammen og være overfor hinanden. 

En person, som Christian Lønstrup beskriver som værende specielt god til dette, er den nuværende engelske landsholdstræner og tidligere FCK-træner, Roy Hodgson. 

- Roy Hodgson var ikke god på selve træningsbanen. Men hans mandskabspleje var helt sublim, han havde hele tiden fingeren på pulsen. Han tænkte hele tiden langsigtet, og han gik ikke på kompromis med sit system. Han beskyttede spillerne overfor medierne. Derudover benyttede han sig af generel feedback, så han svinede ikke enkelte spillere til. Han evaluerede altid på holdets samlede præstation, siger Christian Lønstrup.

Mandskabspleje er det vigtigste, når det kommer til at skabe sammenhold i en spillertrup, om det så er i Arena Spartacus eller i et elitemiljø som i FC Helsingør, det er sådan set underordnet.

Tilbage