30. 10. 2015

Christopher Poulsen: 11 kasser satte stopper for min fars målpenge

Alle store fodboldspillere har været små drenge engang. I korte bukser, der nåede ned over strømperne. I barndomsklubben blev drenge til mænd. Hver anden fredag fortæller en spiller om sin barndomsklub.

Af Lars Bagge Christensen

Hurtighed, et godt venstreben og en stor begejstring ved at spille fodbold. Det var Christopher Poulsens spidskompetencer, da han spillede fodbold i barndomsklubben Bindslev-Tversted Idrætsforening. Fra sin plads i angrebet var han garant for mål på samlebånd. Uden for banen stod en stolt far, Bo Poulsen, tidligere divisionsspiller i B1909, og glædede sig på sin søns vegne. På nær den dag, da han havde lovet sønnike, at han fik 50 kroner for hvert mål, han scorede. Selvom det er mange år siden, smiler Christopher Poulsen stadig ved tanken.

- Det blev til 11 kasser og 550 kroner, inden kampen blev fløjtet af. Efter den kamp stoppede min far med at belønne mig for mine scoringer.

Christopher Poulsen var seks år gammel, da han startede i Bindslev-Tversted IF, en sammenslutning af to nordjyske landsbyklubber midtvejs mellem Hirtshals og Skagen. At valget faldt på den lokale klub, var noget, der lå i kortene. Her havde storebroderen og Christopher Poulsens store forbillede, Thomas Poulsen, også trådt sine barnesko. Da storebror nogle år senere for alvor begyndte at sætte sit præg på Superligaen som kontraktspiller i Silkeborg, var det med en beundrende lillebror på tribunen.

- Thomas var mit store idol. Og vi kørte land og rige rundt for at følge ham. Udover at følge hans kampe og karriere tæt, samlede jeg på kampprogrammer og fodboldtrøjer i den helt store stil. Mit drengeværelse var overklistret med programmer og farverige trøjer.

Christopher Poulsen husker barndomsklubben som et trygt sted med højt til loftet. Med masser af gode mennesker og stærke familieværdier. Mange af de kammerater, han fik i klubben dengang, ser han stadig i dag til den årlige julefrokost, ligesom de har et sommerhold, kaldet ”Den tamme løve”, som de turnerer rundt med.

Som 13-årig måtte Christopher Poulsen fortsætte sin skolegang i Hjørring, da den lokale skole i Tversted kun havde klasser til og med 7. klassetrin. Skoleskiftet førte samtidigt til et fodboldmæssigt skifte, idet det nu var Hjørring IF, der fik glæde af hans hurtighed og målnæse.

Fodbolden blev sat på pause
Da Christopher Poulsen afsluttede sin skolegang efter 9. klasse på Hjørring Privat- og Realskole, var han ligesom så mange andre teenagere i tvivl om, hvordan hans liv skulle se ud. Var fodbolden noget, han skulle satse på, eller var der vigtigere ting i livet?

- Jeg var dengang en usikker dreng, der ikke vidste, hvad jeg ville. Var det fodbolden, jeg brændte for, eller skulle jeg i stedet kaste mig over min anden store interesse: Landbruget og landbrugsmaskiner. Efter svære overvejelser tog jeg den beslutning at sætte fodbolden på pause i ét år og valgte i stedet at tage på Halvorsminde Efterskole.

Christopher Poulsen er i dag overbevist om, at det var en god beslutning, han dengang traf. I stedet for bevidstløst at følge med strømmen og satse ensidigt på fodbolden, var opholdet på Halvorsminde med til at modne ham som menneske og se livet i et større perspektiv. Da opholdet på efterskolen var afsluttet, og træningen var genoptaget i Hjørring IF, fik han et tilbud om at komme til Silkeborg IF, hvor storebror Thomas var en del af holdet, og starte på klubbens Fodbold College. Denne gang var der ingen usikkerhed at spore. Fodbolden vandt over landbruget.

Den 34-årige Christopher Poulsen er lige nu i sin karrieres efterår. Snart står han over for et tilsvarende valg, som dengang han som en forvirret teenager havde svært ved at tyde fremtiden. Er det landbruget, der trækker det længste strå denne gang?

- Landbruget trækker stadig i mig. Som dreng havde jeg et fritidsjob på en gård lidt uden for Ullerslev. Sammen med en kammerat styrede vi nærmest hele gården. Vi kørte med traktor og ordnede marker. Og når køerne skulle kælve, var det os, der gav en hånd med.

- En dag fik vi den vanvittige idé at rulle en halmballe ned ad en skrænt og ned i Ullerslev å, som også dengang var et yndet sted for kano- og kajakroere. Mens den flere hundrede kilo tunge rundballe rullede ned ad skråningen med stadig større fart, fik vi til vores forfærdelse øje på en intetanende kajakroer nedenfor skrænten. Vi gik i panik, tog benene på nakken og håbede på det bedste. Til vores store lettelse erfarede vi senere, at kajakroeren var sluppet med skrækk

Tilbage