28. 05. 2015

Del 1 af 3 - Mexicansk projektil dræbte karrieren

I en alder af 29 år har Kasper Lorentzen nødtvunget kastet håndklædet i ringen og er i dag fodboldinvalid. Det har taget hårdt på hans psyke.

Af Lars Bagge Christensen

Denne artikel er bragt i Indersiden 15-2.
Læs hele magasinet her


Havde Kasper Lorentzen vidst, hvilke forfærdelige følger det ville få for hans fodboldkarriere, havde han med garanti ikke forsøgt at blokere det langskud en mexicansk midtbanespiller rettede mod det danske mål. Nu ramte bolden i stedet hans højre fod, og han mærkede med det samme en smerte og en varme i knæet. Et kort øjeblik mindede smerterne om den knæskade, han pådrog sig nogle år tidligere, da han spillede i Brøndby. Men da smerterne i knæet nogle sekunder efter forsvandt, rettede han fokus andetsteds og spillede kampen til ende.

I dag, fire år efter ligalandskampen mod Mexico på Phoenix Stadium i Arizona, er Kasper Lorentzen fodboldinvalid. Trods tre meniskoperationer i hans højre knæ, er smerterne ikke væk, og i samråd med læge og fysioterapeut i FC Nordsjælland har han som 29-årig måtte træffe den tunge beslutning at lægge støvlerne på hylden før tid og indstille sig på et liv som fodboldinvalid.

Jeg møder Kasper Lorentzen ude i FC Nordsjælland. Forårssolen stråler på en blå himmel, og inde på stadion er træningen i fuld gang. Spillernes råb runger mellem de tomme tribuner. Mit første indtryk er, at han virker fattet og afklaret med sin situation. Smilende byder han mig velkommen, og før jeg tænder for båndoptageren, har han overskud til at ”joke” lidt med sit nye liv som ikke-spiller.

Det varer dog ikke længe, før facaden krakelerer. Kort inde i interviewet lægger han kortene på bordet og erkender, at han ikke er ved sine fulde fem.

- Tankerne farer rundt oppe i hovedet på mig, og jeg har ikke styr på noget som helst. Jeg anstrenger mig for at holde fast i mig selv og forsøger at tænke positivt, men lige nu føler jeg, mit liv er vendt helt på hovedet.

Operationerne og genoptræningerne står dog klart i hans erindring.

- Efter kampen mod USA mente landsholdets læge, at der ikke var sket noget alvorligt med mit knæ, men da knæet begyndte at hæve op og smerterne tog til i styrke i dagene efter, blev jeg fløjet hjem til FC Nordsjælland for at man dér kunne undersøge knæet nærmere.

Hjemme i Danmark var dommen klar: Den udvendige menisk i højre knæ var kraftigt læderet, og et kirurgisk indgreb var nødvendigt. Selvom humøret hos Kasper Lorentzen ikke var i top efter operationen, så han positivt på fremtiden.

- Det var selvfølgelig en streg i regningen, at jeg skulle blive skadet. Men jeg havde en god fornemmelse i kroppen. Jeg var nybagt danmarksmester, og jeg var igen kommet ind i landsholdsvarmen. Selvtilliden var i top.

Men operationen gik ikke som planlagt. Skaden helede ikke som den skulle. Smerterne i knæet blev ved med at være der, og 10 måneder efter det første indgreb, blev han igen lagt under kniven. Heller ikke denne gang blev resultatet som forventet, og tanken: ”hvad nu hvis…” dukkede for første gang op i Kasper Lorentzens hoved.

- Jeg var på det tidspunkt godt klar over, at det så sort ud. Og jeg spurgte mig selv, om det var umagen værd at ”gamble” med min førlighed i form af en 3. operation.

- På den anden side var fodbold hele mit liv. Det var dét, jeg var god til. Dét jeg brændte for. Derfor tog jeg chancen én gang til og håbede på det bedste. Til gengæld lovede jeg mig selv, at det var slut med fodbold på topplan, hvis heller ikke gik godt denne gang.

Efter endnu en lang og ensom genoptræning og en halvleg i en træningskamp mod Malmø måtte Kasper Lorentzen kaste håndklædet i ringen. Hans knæ var ødelagt, og et liv som professionel fodboldspiller var slut.

- Selvom beslutningen om at stoppe var svær, og én som fortsat rider mig som en mare, så føltes det alligevel som en slags forløsning. Med ét slap jeg for at tænke på skader og genoptræning, og om jeg igen kunne præstere på topplan. Til gengæld mærkede jeg et andet pres. Hvad skal der nu ske i mit liv?

Tilbage