04. 08. 2015

Del 2/3: Rosenhøj BK: Talentfabrikken fra Vestegnen

Uhensigtsmæssige FIFA-regler er årsagen til, at der dukker talentspejdere op, når Rosenhøjs U-8 hold spiller kamp. Reglerne ødelægger talentarbejdet i de små klubber, samtidigt med at de gør dem fattigere. Det mener Rosenhøjs tidl. formand.

Da FCK og Brøndby i midten og slutningen af 1990´erne begyndte at vise interesse for talentfabrikken Rosenhøj, var daværende formand, Steen Jørgensen, og den øvrige bestyrelse på det rene med, at det var umuligt at holde fast i de største talenter.

Når Steen Jørgensen i dag ser, hvor langt Daniel Agger, Michael Krohn-Dehli, Martin Spelmann, Kasper Lorentzen, Danny Olsen, Kenni Olsen, Kim Kristensen, Henrik Kildentoft og flere er nået, er han stolt og glad på deres vegne. Men han løfter alligevel en advarende pegefinger, når han bliver spurgt om, hvordan det er at miste så mange af klubbens ungdomsspillere.

- Mange af vores drenge har profiteret af at skifte klub. Herom hersker ingen tvivl. Men vi har også haft talentfulde drenge, som ikke kunne stå for presset efter et klubskifte. Dem hører vi bare aldrig om.

Set med Steen Jørgensen øjne, havde det for de drenge været bedre, hvis de var blevet i Rosenhøj.

- I Rosenhøj var de stjernen på holdet, den der havde bolden mest, og den som de andre så op til. I deres nye klubber fik de ikke den samme status. Her endte de med at være én blandt mange. Reduceret til boldflytter.

Talentjagt på U-8-spillere

Ifølge Steen Jørgensen var det ikke kun drengene, der kom i klemme, når de ikke slog til i deres nye klub. Også Rosenhøj stod tilbage som taber i dette spil.

- Ingen af de her drenge vendte hjem til Rosenhøj, da der ikke var plads til dem på eliteholdet i de store klubber. For nogle af dem var nederlaget så stort, at de helt holdt helt op med at spille fodbold. I mine øjne er det udtryk for talentspild og en uklædelig ”brug-og-smid-væk-kultur”, som ikke tager hensyn til den enkelte.

Steen Jørgensens understreger, at han ikke er ude på at rette en sønderlemmende kritik mod de store klubbers ”fiskeri”. Han fremhæver, at Rosenhøj i mange år har haft et godt samarbejde med FCK´s og Brøndbys stab af talentspejdere, der altid har henvendt sig til Rosenhøj, før de tog kontakt til en spiller og hans forældre. Dét, der bekymrer ham, er den stigende underskov af selvstændige og uregerlige ”scouts”, som opsøger talenterne tidligt og uden om klubben.

- I dag er der jævnligt ”scouts” ude at kigge på vores helt små drenge. Helt ned til U-8, fortæller Steen Jørgensen, der ikke tror på, at man på det tidspunkt kan forudse, hvordan et barn i den alder vil udvikle sig fodboldmæssigt.

FIFA-regler skaber problemer

Ifølge Steen Jørgensen er det FIFAs regel om, at de bedste klubber skal have mindst otte ”home grown” spillere, altså spillere udviklet i Danmark, der er forklaringen på de store klubbers interesse for de helt unge spillere.

- Reglen er lavet for at støtte det talentarbejde, der nationalt foregår ude i de enkelte klubber. Så langt, så godt. Problemet er bare, at modellen tilskynder klubber som Brøndby og FCK til at hente talentfulde drenge så tidligt som muligt. På den måde mister vi vores talenter tidligere, end vi gjorde før.

For at gøre ondt værre, så rammes Rosenhøj yderligere af en anden FIFA-regel, der siger, at en klub som Rosenhøj kun har krav på trænings-/uddannelseskompensation og transferpenge ved videresalg, hvis spilleren har spillet i klubben fra og med sæsonen, han fylder 12 år.

- Som reglerne er i dag, så har vi ikke krav på transferpenge, hvis vores drenge har skiftet klub, inden de er fyldt 12 år og senere kommer til udlandet. Hvis tendensen med at ”fiske” spillerne så tidligt som muligt fortsætter, kan en klub som Rosenhøj godt vinke farvel til transferpenge i fremtiden, siger Steen Jørgensen og henviser til Daniel Agger, Michael Krohn-Dehli og Kim Christensen, som Rosenhøj samlet har fået små 600.000 kroner for.

- Udover at være en anerkendelse af vores flotte talentarbejde, så er det penge, der er faldet på et tørt sted. Og som er kommet en masse drenge til gode i Rosenhøj.

Læs del 1 her

Læs del 3 her

Tilbage

SENESTE NYT

23.10.2019

Kræftramte René Henriksen besejrer dagligt uhelbredelig sygdom

LÆS MERE
22.10.2019

Statement om demensundersøgelse og fund fra University of Glasgow

LÆS MERE
21.10.2019

Hjernerystelsen stjæler dit sociale liv

LÆS MERE
17.10.2019

Ilsø idømt karantæne: Ingen intention om snyd

LÆS MERE
16.10.2019

To hjernerystelser har sat sine spor hos Bach Bak

LÆS MERE
15.10.2019

21: Ude i kulden i barndomsklubben: »Det har bare været vanvittigt hårdt mentalt«

LÆS MERE