29. 05. 2015

Del 3 af 3 - Lorentzen: Mærkeligt pludselig at være nybegynder

Dette er en opfølgning på vores interview med Kasper Lorentzen, der blev bragt i Indersiden. Det er mærkeligt for ham at være nybegynder.

Som 29-årig og med 15 måneder tilbage af sin kontrakt, måtte en trist Kasper Lorentzen kaste håndklædet i ringen og stoppe som professionel fodboldspiller i FC. Nordsjælland. Midt i sit livs værste nedtur kunne han dog glæde sig over, at FCN ikke smed ham på porten fra dag ét, men i stedet tilbød ham en stilling i klubbens administration.

- Jeg er taknemmelig for, at jeg indtil sommeren 2016, hvor min kontrakt udløber, har fået mulighed for at snuse til det administrative arbejde i klubben. Det er et helt andet arbejde end, hvad jeg er vant til, og det er sandt at sige mærkeligt pludselig at lave noget, hvor man er nybegynder og den, der skal spørge om alt. Det irriterer mig ikke at være den bedste.

Selvom arbejdet i administrationen er noget helt andet end det, han er vant til, har han taget udfordringen op, og han forsøger dagligt at dygtiggøre sig.

- Jeg synes, det administrative arbejde er både spændende og udfordrende, og jeg har lært en masse søde mennesker at kende. Men det er også mærkeligt pludselig at have en ottetimers arbejdsdag, og jeg føler mig på mange måder mere træt, end tidligere, da jeg bare skulle dukke op i et par timer, og alle mulige mennesker stod på pinde for mig.

Læs del 1 her: Mexicansk projektil dræbte karrieren

Kasper Lorentzen ved endnu ikke, hvad der skal ske, når hans kontrakt med FCN løber ud sommeren 2016. Han er åben for det meste, bare det er noget, han brænder for, og som han ser udfordringer i.

- Jeg er typen, der altid er gået op i detaljer og forsøgt at dygtiggøre mig som fodboldspiller. Derfor har en klub som FCN, der er udviklingsorienteret på alle områder, været et godt sted at være. F.eks. var det en stor oplevelse at spille Champions League og finde ud af, at der skal mere fysik og bedre afslutninger til, hvis FCN skal kunne klare sig mod de store hold.

- At være i et træningsforløb med gode trænere og nogle medspillere, som er sultne og som hele tiden sætter nye mål og stræber efter at blive bedre som hold og på det personlige plan, har været en kæmpe oplevelse for mig. Og noget, jeg virkelig kommer til at savne.

En anden ting, han ærgrer sig over, er, at han ikke opnåede at komme til udlandet.

- Jeg fik også tilbuddet, men lægeundersøgelsen satte tilsyneladende en stopper for det. Hvad det præcist handlede om, er ikke godt at vide. Ét er sikkert: Der var mange mærkelige interesser i spil.

Læs del 2 her: Lorentzen: På mange måder en lettelse at kaste håndklædet i ringen

Selvom Kasper Lorentzen erkender, at fodbolden er en del af hans DNA, er han ikke afvisende overfor at skifte boldgade og gå i gang med noget helt andet.

- Jeg har altid drømt om at blive arkitekt, men jeg tvivler på, at jeg i min alder kan holde ud at sidde fem år på skolebænken.

Lige nu tager han én dag ad gangen. Hvad fremtiden vil bringe, har han ikke overskud til at tænke på. Meget afgøres også af den forsikringssag, som han har ladet Spillerforeningen køre for sig. Selvom Kasper Lorentzen har været en af de løntunge spillere i FCN, er det ikke millioner, der står på bankbogen, så en erstatning for tab af erhvervsevne, vil stille ham økonomisk bedre i forhold til de valg, han snart skal træffe.

- Jeg venter selvfølgelig spændt på at se, hvad der kommer ud af den sag. En erstatning for tab af erhvervsevne vil for mig være et stort plaster på såret.

Dette er fortsættelsen på en artikel bragt i Indersiden 15-2, læs det her: Indersiden 15-2

Tilbage