23. 01. 2015

Del 3: Christian Poulsen: Nærmest hinandens fjender i Schalke

Indersidens Lars B. Christensen har talt med Christian Poulsen. Det er der kommet en føljeton ud af. I denne del fortæller Christian Poulsen om fiasko, venskaber og om den kynisme, der kan være meget fremherskende i professionel fodbold.

Tiden i Juventus og Liverpool var ikke noget sportsligt højdepunkt for dig. Hvordan tacklede du det?
- Tiden i Juventus gik nogenlunde, synes jeg. Jeg nåede da ca. 50 kampe på de to år, jeg var der. Men jeg gjorde ikke den forskel, som det forventes af en ikke-italiensk spiller, og så er der ikke brug for sådan én som mig i en storklub som Juventus. I Liverpool fandt jeg mig sportsligt aldrig rigtigt til rette, kort og godt. Da jeg mistede pladsen på Liverpools hold og det danske landshold, stod det klart for mig, at et klubskifte var nødvendigt, hvis min karriere skulle i omdrejninger igen. Tiden i Liverpool var en svær periode for mig. Den sportslige kritik af mig som spiller var så voldsom, at jeg, for at beskytte mig selv, var nødt til lade være med at åbne en avis. På den anden side er jeg ikke typen, der giver op, og i takt med at kritikken af mig voksede i intensitet, oplevede jeg en trodsreaktion vokse op indefra, en trang til at vise dem alle sammen, at de tog fejl.

Men hånden på hjertet. Hvordan bevarer man troen på sig selv, når man en sjælden gang får chancen i en kamp og ved, at der ikke er plads til at lave den mindste fejl?

- For mig handler det om før kampen at tænke positivt og tænke tilbage på alle de gode oplevelser, jeg havde haft. Det handler om psykologi, om at overbevise sig selv om, at du er god nok. At få de negative tanker ud af hovedet.

Ét er psykologi og evnen til at bygge sig selv op uden for banen. Havde jeg været i dine støvler, havde jeg valgt at spille med livrem og seler. Du gjorde i stedet det modsatte, holdt fast i din normale spillestil med at byde dig til og hårdt presset modtage bolden i opspillet.
- Hvis du vil gøre en forskel, skal du turde spille dit spil. Tvivler du på dine evner, er spillet for alvor tabt. Når du er i den situation, jeg var i, skal du ikke regne med hjælp fra dine medspillere. Du må klare det selv.

Apropos hjælp fra sine medspillere. Får man rigtige venner i professionel fodbold?
- I starten af min karriere var jeg ikke så god til at skabe venskaber. Jeg var mere fokuseret på at præstere i kampene. Da jeg blev ældre og lidt mere afslappet havde jeg den store glæde at møde fodboldspillere, som blev mine venner også udenfor banen, f.eks. Thomas Kahlenberg, Peter Madsen, Ebbe Sand, Søren Larsen og senest Victor Fischer i Ajax.

Er det et venskab, der baserer sig på andet end fodbold?

- Ja, bestemt, konerne er også gode veninder, børnene kender hinanden og leger indbyrdes.

Hvad med venner blandt udenlandske spillere?
- Det er ikke blevet til så mange. De venner, vi har fået i udlandet, er mere mennesker, som har hjulpet os udenfor banen. Nogle, der ikke har noget med fodbold at gøre. Bortset fra Ebbe Sand og Søren Larsen var det i Schalke svært at få venner, da konkurrencen om pladserne var så hård, at vi nærmest var hinandens fjender. I den forstand er den professionelle fodbold meget kynisk. Det handler mest af alt om at tænke på sig selv.

Virkeligheden er vel også den, at i fodboldens verden er alting bygget utroligt hierarkisk op. Du kan være nok så fornuftig og sød og rar uden for banen, men hvis du ikke er på holdet, så er du ingenting. Lidt ligesom dem i skolegården, der blev valgt til sidst, og som ingen ville lege med.

- Ha, sådan havde jeg det faktisk i Juventus og Liverpool. Når man ikke er på holdet, har man en tendens til at se spøgelser overalt, man føler sig udenfor og trækker sig måske frivilligt. På den anden side har jeg altid haft det meget godt med at få fodbolden lidt på afstand i min fritid. Se nogle andre mennesker og få talt om noget andet.

Læs med på næste onsdag, hvor vi bringer næste del af føljetonen, hvor Christian Poulsen fortæller om trænere og psykologi, ydre fjender samt evnen til at overpræstere.

Tilbage