04. 02. 2015

Del 5: Christian Poulsen: Fodboldspillere lever i en boble

Indersidens Lars B. Christensen har talt med Christian Poulsen. Det er der kommet en føljeton ud af. I denne del fortæller Christian Poulsen om fremtiden, at være miljøskadet og frygte den almindelige verden.

Det lyder som om, du har allerede har gjort dig nogle tanker om fremtiden. Er posten som træner dit næste job?

- Det ved jeg ikke endnu. Indtil jeg var 27 år forestillede jeg mig, at jeg skulle lave noget helt andet, når jeg stoppede med fodbold, f.eks. tage en uddannelse. Arbejde med mennesker. Være skolelærer eller gymnasielærer ligesom min far. I dag føler jeg, at det løb er kørt, og at min fremtid ligger et eller andet sted indenfor fodbolden, hvor jeg kan trække på den viden og det netværk, jeg har fået gennem min karriere. De sidste år i Ajax har virkelig givet mig lyst til at arbejde videre indenfor fodbolden. Især arbejdet med at få en spillertrup til at fungere er noget, jeg godt kunne se mig selv i. Vores økonomiske situation er heldigvis så god, at jeg har tid til at tænke mig rigtigt godt om, inden jeg træffer en beslutning. Måske tager jeg et år ud af kalenderen og bare fokuserer på at være far og være der 100 % for mine børn. Men lige nu handler det kun om at kunne præstere på banen. Jeg føler stadig, at jeg har noget at tilbyde.

Er du bange for den virkelige verden udenfor fodboldverdenen?

- Det vil jeg ikke afvise. Som fodboldspiller på topplan lever man i en boble, og risikoen for at blive miljøskadet ligger snublende nær. Når jeg har været skadet eller på anden måde har været udsat for et pres, går jeg hellere til en kollega for at få trøst og vejledning end hos et menneske, som ikke har mærket det på egen krop. Jeg tror, at mange topspillere har det på samme måde, og at det er årsagen til nogle af de tætte venskaber, der er i fodboldverdenen. Når så mange spillere fortsætter som trænere efter karrieren, er forklaringen den samme. De føler sig hjemme og bedre forstået i det miljø.

37 % af alle tidligere topspillere oplever svære psykiske problemer i forbindelse med deres karrierestop. Det er en af konklusionerne i en undersøgelse lavet af FiFPro, sammenslutningen af europæiske spillerforeninger. Er det noget, du frygter også kan ramme dig?

- Jeg har da gjort mig nogle tanker om, hvor meget jeg kommer til at savne den daglige træning, fællesskabsfølelsen og – ikke mindst – suset, den følelse, du får, når du spiller de store kampe. Det er noget, jeg hører fra stort set alle tidligere topspillere. At der er et hul, der ikke kan fyldes ud. Jeg er bevidst om, at det sikkert også rammer mig.

Det var femte og sidste del af vores føljeton med Christian Poulsen. Læs eller genlæs de øvrige dele af føljetonen her:

Del 1: Christian Poulsen: Tænker mere på holdet end mig selv
Del 2: Christian Poulsen: Dit talent alene er ikke nok
Del 3: Christian Poulsen: Nærmest hinandens fjender i Schalke
Del 4: Christian Poulsen: Ville vinde for Roy

Tilbage