23. 06. 2015

Får du det, du har ret til?

Ved du, hvad du har ret til, hvis du bliver skadet? Det vidste Anders Kure ikke. Det opdagede han helt tilfældigt, da han faldt i snak med en holdkammerat.

- Spillerne ved, at de er forsikret, men det er nok de færreste, der ved, hvor meget, hvorfra og hvordan det fungerer.

Sådan siger Anders Kure. Indtil for nyligt tilhørte han selv kategorien af spillere, som nok ved, at vedkommende er forsikret, men som måske ikke helt ved i hvilket omfang. Det har ændret sig takket være en brækket arm. 

- Skaden skete tilbage i 2012, hvor jeg kom lidt skævt ind i en tackling og endte med at brække underarmen. Klubben gjorde det, de skulle, ved at anmelde skaden med det samme. Så jeg blev opereret og havde et langt genoptræningsforløb.

Da Anders Kures arm var kommet sig efter et års tid, skulle FC Vestsjælland-spilleren have udfyldt en såkaldt funktionsattest. I forbindelse med en sådan attest foretages en række tests, som har til formål at undersøge, om der er en méngrad som følge af den pågældende skade. Det var der ikke i Anders’ tilfælde. Og dog.

- Arbejdsskadestyrelsen vurderede, at det ikke var nok til at få en méngrad på 5 %, som er minimumsgrænsen, hvis man skal have erstatning. Men jeg var inde og kigge på Arbejdsskadestyrelsens méntabel, hvor de mere eller mindre har oplistet alle skader. Der kan man se, hvad der skal til for at få en méngrad, og jeg synes, at jeg kunne genkende alle de ting, der stod, fortæller Anders og fortsætter:

- Derfor sendte jeg en klage, som jeg endte med at få medhold i. De måtte give mig ret i, at der var tale om en méngrad på 5 %. Efterfølgende fik jeg en udbetaling fra Arbejdsskadestyrelsen, og så troede jeg egentlig, at det var det. Jeg havde fået, hvad jeg skulle have, og selvom det selvfølgelig var skide irriterende med skaden, så var jeg kommet videre. Nok var jeg hæmmet en lille smule i hverdagen, men jeg kunne spille videre og havde fået et lille plaster på såret.

Erstatninger to steder fra
Anders Kure var kommet videre. Han havde lagt skaden og hele forløbet bag sig. Det havde han i hvert fald lige indtil, at han tilfældigvis snakkede skadesforløb og forsikringer med holdkammeraten Rasmus Festersen. Der fandt den 29-årige forsvarsspiller ud af, at han både er dækket af lov om arbejdsskade såvel som af den kollektive ulykkesforsikring gennem fodboldens overenskomst.

- Der gik egentlig lang tid. Helt tilfældigt snakkede jeg med min holdkammerat Rasmus Festersen, der var kommet til skade med skulderen. Han havde Spillerforeningen til at køre en sag på sine vegne i den forbindelse, og han fortalte mig, at det både er Arbejdsskadestyrelsen og den kollektive ulykkesforsikring, som man skal have erstatning fra. Det havde jeg ikke hørt noget om, og jeg troede, at min sag var afsluttet. Derfor ringede jeg til Spillerforeningen, hvor jeg fik fat i Mathias, der kunne bekræfte, at det var rigtigt, hvad Festersen havde fortalt mig.

Mathias, der sidder i Spillerforeningens juridiske afdeling, anbefalede Anders Kure at rette kontakt til forsikringsselskabet.

- Det gjorde jeg så, og de kunne godt se, at jeg havde en sag kørende, men de manglede en afgørelse, som jeg havde fået tilsendt. Så jeg printede de lægelige papirer, der alle er tilgængelige på Arbejdsskadestyrelsens hjemmeside.

Årsagen til, at forsikringsselskabet manglede en afgørelse, skyldtes, at Anders Kure som bekendt havde sendt en klage, fordi han ikke var enig i den manglende méngrad, han i første ombæring blev tildelt. Forsikringsselskabet manglede således den nye afgørelse. Da de fik den, gik det smertefrit for Anders Kure. Forsikringsselskabet vurderede det samme som Arbejdsskadestyrelsen, og dermed fik Kure det, han havde ret til. 

- Jeg ville selvfølgelig helst have været det hele foruden, men når ulykken alligevel sker, er det med at få det bedste ud af det.

- Det er ikke noget med at udnytte systemet. Det handler om at få det, man har ret til. For der er jo en grund til, at man er forsikret. Som fodboldspiller sætter man sine lemmer på spil hver weekend. Så når uheldet er ude, så synes jeg, at man skal have det, som man har ret til, mener Anders Kure.

Derfor vil han også opfordre kollegerne til at være opmærksomme, hvis de skulle blive skadet. Og hvis du er i tvivl om det mindste, står Spillerforeningen klar med hjælp.

- Er du det mindste i tvivl om noget, så ring til Spillerforeningen. Det vil jeg i hvert fald opfordre til – det var det, jeg gjorde. Og efter det, da jeg bare gjorde de rigtige ting, gik det rigtig, rigtig nemt.

Det skal du vide om arbejdsskader:

  • Alle arbejdsgivere skal tegne forsikringer for deres medarbejdere (lov om arbejdsskade)
  • Hvis du er på kontrakt, er du derudover sikret gennem den kollektive ulykkesforsikring og eventuelt en karrierestopforsikring (overenskomsten)
  • Klubben har pligt til at anmelde din skade – både i forbindelse med lov om arbejdsskade og overenskomsten
  • Hvis du bliver tildelt en méngrad på 5 % eller derover, har du ret til erstatning


Ring eller skriv, hvis du har spørgsmål. Vi sidder klar til at hjælpe.

Tilbage