10. 11. 2015

Fejlslagen solidaritet skaber ond spiral

Transfersystemet har fejlet, med store negative konsekvenser for de mange og urimeligt store økonomiske fordele for de få.

Fortalerne for det nuværende transfersystem fremhæver fordelene ved, at systemet skaber pengecirkulation mellem klubberne, og at transferindtægter er en vigtig brik i mange klubbers eksistensgrundlag. I takt med at der kommer mere viden og flere fakta om transfermarkedet, bliver det dog klart, at den økonomiske fordeling mellem klubber og den reelle effekt af transfersystemet er yderst begrænset for langt størstedelen af klubber rundt om i verden.

Læs også: FIFPro klager over FIFAs transfersystem

- Ifølge CIES (Internal Center for Sports Studies red.) blev 72 pct. af de 3,292 mia. euro, der blev brugt på transfers i de fem store ligaer (England, Spanien, Italien, Tyskland og Frankrig red.), betalt til andre klubber i disse fem ligaer. En procentsats, der har været støt stigende de seneste år, siger Mads Øland, bestyrelsesmedlem i FIFPro og direktør i Spillerforeningen, og uddyber:

- Kun 161 mio. euro blev betalt til lavere rangerede hold i disse fem lande. 591 mio. euro blev betalt til andre europæiske klubber, mens 110 mio. euro blev betalt til klubber uden for Europa, fastslår han med baggrund i tallene fra CIES. 

Læs også: Transfersystemet svigter spillerne

Derved forlader kun 28 pct. af transfersummerne de 5 største ligaer, hvilket understøtter den økonomiske argumentation for, at de største og stærkeste klubber har sat sig på en betydelig del af markedet. Disse klubber cirkulerer således pengene rundt mellem sig, i stedet for at pengene fordeles ned gennem systemet og til klubberne nederst i pyramiden og de klubber, der skaber talenterne.

- Fortsætter denne negative tendens, risikerer vi, at fodboldindustrien hiver gulvtæppet væk under sig selv, da den sportslige værdi udvandes, hvis det blot er en håndfuld klubber eller to, der kan være med både økonomisk og sportsligt, siger Mads Øland og fortsætter:

- Den økonomiske udvikling betyder samtidig, at rigtig mange klubber rundt om i verden tvinges til at balancere på en økonomisk knivsæg, hvor klubberne drives af risikovillige fantaster, som ser stort på spillernes rettigheder og ve og vel. En situation vi heldigvis ikke står i i Danmark, bl.a. på grund af vores overenskomst. Transfersystemets dårligdomme rammer generelt mindre hårdt i Danmark, fordi spillerne er beskyttet af deres overenskomst, slutter han. 

Læs også: Mads Øland: Transfersystemet skaber enorm ulighed

Tilbage