17. 09. 2015

Min barndomsklub: B.93 er hjerteblod for mig

Alle store fodboldspillere har været små drenge engang. I korte bukser, der nåede ned over strømperne. I barndomsklubben blev drenge til mænd. Hver anden fredag fortæller en spiller om sin barndomsklub.

Af Lars Bagge Christensen

Patrick Mtiliga var kun fire år, da han startede i B.93. Valget af fodboldklub var givet på forhånd, da hans storebror allerede spillede dér. I 13 år havde B.93 status som Patricks andet hjem. I klubben, som dengang havde til huse under tribunen på Østerbro Stadion, mødte han et miljø og et sammenhold, der hurtigt fik tag i ham. Fra første træningsdag i B.93 var Patrick Mtiliga et hoved mindre end sine holdkammerater.
- Jeg var så lille, at min første træner havde lidt medlidenhed med mig. I hvert fald trak han mig til side og fortalte mig, at jeg ikke behøvede at møde op til hver eneste kamp.
Også i skolen havde han i begyndelsen svært ved at måle sig med de andre børn. Efter tre måneder i 1. klasse, blev han taget ud og sendt tilbage i børnehaveklassen.
- Jeg var ikke parat til at sidde stille på en stol og lære at læse og regne. Det meste af tiden gemte jeg mig bag vinduesgardinerne, hvorfra jeg kunne se børnehaveklassebørnene løbe rundt nede i skolegården. Det så meget sjovere ud.
Året efter startede Patrick Mtiliga i 1. klasse for anden gang. Men skolen fangede aldrig hans interesse. Det var ikke fordi, at han havde svært ved det, husker han. Han var bare doven anlagt, når der stod skole på skemaet. Dét, der trak i ham, var fodbolden, sammenholdet og kammeraterne i B.93.
- Jeg elskede at spille fodbold som dreng. Det var mit ét og alt. Og sammenholdet mellem os drenge var noget helt særligt. Hvad angik nationalitet og socialt tilhørsforhold, var vi meget forskellige. Men i B.93 var disse forskelligheder udvisket. Her var alle ens. Det kunne jeg godt lide.
Sammenholdet hos drengene blev yderligere forstærket af, at Patrick og holdkammeraterne gjorde en god figur på fodboldbanen. Som ungdomsspiller i B.93 opnåede Patrick at blive københavnermester to gange, ligesom han tidligt blev udtaget til unionsholdet. På det tidspunkt vrimlede det med talentfulde drenge i B.93, heriblandt Daniel og Niklas Jensen, Marc Nygaard, Morten Carlsen og Rajko Lekic.
På en fodboldrejse til England var samme Rajko Lekic ophavsmanden til et større optrin på Englandsfærgen.
- Selvom det var Rajko, der havde startet balladen, stod alle os drenge bag ham 100 procent. Én for alle, og alle for én. Uanset hvad der skete, så svigtede vi ikke hinanden.
Samværet med drengene i B.93 var på det tidspunkt et væsentligt omdrejningspunkt i Patrick Mtiligas liv. Idoldyrkelse var ikke noget, han gik op i. Væggene i hans børneværelse var ikke klistret over med fodboldplakater. Hvis valget stod mellem at blive hjemme og se fodbold på TV eller være sammen med drengene, valgte han altid det sidste. Den stærke tilknytning til kammeraterne i B.93 betød også, at Patrick Mtiliga som ungdomsspiller aldrig skiftede B.93 ud med en anden klub.
- Tilbud var der nok af, blandt andet fra KB, som på det tidspunkt var den førende klub i Danmark på ungdomssiden. Selvom 1000 kr. om måneden dengang var mange penge for en 16-årig knægt fra Østerbro, så var min loyalitet overfor B.93 så stor, at et klubskifte var udelukket”.
Patrick Mtiliga tog i stedet imod et tilbud om at træne sammen med B.93´s 1. hold, som dengang lå i landets bedste række, og som 17-årig fik han sin debut i Superligaen. Efter nogle få optrædener på klubbens bedste hold, hvor han blandt andet spillede sammen med Kasper Hjulmand, tegnede han kontrakt med Feyenoord, og et liv som professionel fodboldspiller i udlandet tog sin begyndelse.
Det er i dag 17 år siden, at Patrick Mtiliga forlod B.93. Uanset hvilken klub, han efterfølgende har spillet for, så har barndomsklubben altid haft en særlig plads i hans hjerte.
- B.93 er hjerteblod for mig. Måske vender jeg en dag tilbage. Det kunne være sjovt at prøve at genrejse klubben.

Tilbage