02. 10. 2015

Min barndomsklub: Jeg levede min fars drøm ud

Alle store fodboldspillere har været små drenge engang. I korte bukser, der nåede ned over strømperne. I barndomsklubben blev drenge til mænd. Hver anden fredag fortæller en spiller om sin barndomsklub.

Af Lars Bagge Christensen

AaB´s Thomas Augustinussen er en mand, der kender sine egne begrænsninger. Da jeg spørger ham, om han kan huske nogle sjove episoder fra sin tid i barndomsklubben Aabybro IF, lyder det ærlige svar:

- Jeg er ikke så god til at huske sådan noget. Måske har jeg headet til for mange bolde.

Ifølge den aldrende AaB-veteran hænger hukommelsestabet sammen med, at han ikke er typen, der vender blikket bagud og fortaber sig i fortiden. At være på forkant og fokusere på fremskridt, kan han takke sin bror for.

- Min bror og jeg konkurrerede altid mod hinanden, da vi var drenge. Hvem var bedst til fodbold, hvem tog hurtigst tøj på osv.? For vores omgivelser har det været slemt at være vidne til. Min bror var et år ældre end jeg og fysisk stærkere. Hvis jeg skulle følge trop med ham, kunne jeg ikke tillade mig at hvile på lauerbærene. 

Læs også: Min barndomsklub: B.93 er hjerteblod for mig

De to Augustinussen-brødre startede i Aabybro IF, da de var fem og seks år. Faderen, der var lærer på den lokale friskole og tidligere divisionsspiller i Svendborg og Skive, stod for træningen. Efter skole stod den på fodbold i haven for villavejens drenge. Plakater af Flemming Poulsen og Brian Laudrup hang på væggen i Thomas Augustinussens børneværelse. Hans drøm var at gøre dem kunsten efter.

- Min bror og jeg var bidt som en gal af fodbold. Og min far, der havde grønne fingre, måtte se i øjnene, at den prydhave, han altid havde ønsket sig, måtte lade livet til fordel for to mål og villavejens mange drenge.

Når træningen kaldte, blev fodboldspillet i haven indstillet for en stund, og drengene begav sig ned på banerne i Aabybro IF, hvor legen fortsatte. Thomas Augustinussen var et år yngre og et hoved lavere end sine holdkammerater. Hvad han ikke havde i højde og drøjde, blev opvejet af flair for spillet og en stærk vilje.

Læs også: Min barndomsklub: Fræsede rundt på banen i trænerens Fiat 127

- Min bror og jeg spillede i angrebet, og vi scorede en masse mål. Men vi var ikke de eneste på holdet, der kunne spille fodbold. Da vi blev drengespillere, rykkede holdet op i mesterrækken, og vi fik fornøjelsen af at møde AaB for første gang. Det var stort.

Selvom fodbolden dengang havde førsteprioritet i Thomas Augustinussens unge liv, var der plads til at dyrke andre sportsgrene. I de kolde vintermåneder, hvor fodboldbanerne var frosthårde, og ordet kunstgræs endnu ikke var at finde i dansk retskrivningsordbog, stod den på håndbold og badminton. Da AaB kastede snøren ud, måtte den tolvårige Thomas Augustinussen vælge mellem fodbold og håndbold.

- Jeg holdt rigtig meget af at spille håndbold, og jeg var også ret god til det, men døgnet havde nu engang kun 24 timer, så jeg blev nødt til at vælge.

Thomas Augustinussen mindes ikke, at der var sure miner blandt holdkammeraterne, da han forlod dem til fordel for AaB. 

- Til gengæld var det mærkeligt at skulle stå på egne ben for første gang i mit liv. Uden min bror og uden min far. Jeg er typen, der har brug for trygge rammer, så det var ikke uden betænkeligheder, at jeg valgte at skifte klub.

Læs også: Min barndomsklub: Jeg står i gæld til Rosenhøj

Tvivlen, om hvorvidt han kunne finde sine ben i AaB, blev dog hurtigt gjort til skamme. Holdet som Thomas Augustinussen blev en del af, var samtidigt startskuddet for det talentarbejde, AaB sidenhen er blevet så berømt for. Da broren fandt vej til Aalborg året efter, var trygheden genskabt, og alt var ved det gamle.

Thomas Augustinussen lægger ikke skjul på, at hans familie har spillet en afgørende rolle i hans fodboldkarriere. Uden broren og faren ved hans side, var han aldrig nået så langt, fortæller han.

- At blive professionel fodboldspiller var lige så meget min fars drøm, som den var min. Jeg står i stor gæld til ham. Han var med hele vejen, og bakkede mig op i ét og alt. Kørte mig til træning og kamp, opmuntrede mig, når humøret var i bund, kom med gode råd til, hvordan jeg kunne forbedre mit spil. Min stærke vilje og mit fokus på detaljen, har jeg fra ham. Jeg har altid følt, at jeg skyldte ham at leve hans drøm ud.

Tilbage