21. 08. 2015

Min barndomsklub: Jeg står i gæld til Rosenhøj

Alle store fodboldspillere har været små drenge engang. I korte bukser, der nåede ned over strømperne. I barndomsklubben blev drenge til mænd. Hver anden fredag fortæller en spiller om sin barndomsklub.

36-årige Kim Christensen er en rigtig Rosenhøj-dreng. Allerede som 5-årig blev han meldt ind i fodboldklubben Rosenhøj BK, som er opkaldt efter det boligkompleks, han voksede op i som dreng. Lige udenfor hans gadedør lå klubbens to baner, en 11-mandsbane og en 7-mandsbane. Klubbens ”klubhus” lå i en betonkælder under en af boligblokkene.

Rosenhøj BK, i dag bedre kendt som Talentfabrikken, har en særlig plads i Kim Christensens hjerte. Klubben har givet ham en lang række uforglemmelige oplevelser og formet ham som menneske.

- Rosenhøj BK var mit andet hjem. Et fristed, hvor alle ens kammerater kom, og hvor man altid var velkommen. Havde man problemer på hjemmefronten, var der altid trøst at finde nede i klubben. Når skoledagen var slut, drønede vi ned og spillede fodbold på banerne, raflede og spiste cowboytoast. Var man løbet tør for penge, var der altid én, der lagde ud. I weekenden opholdt vi os i klubben fra morgen til aften, og i ferierne var vi på nogle fantastiske ture, som jeg aldrig glemmer.

Læs også: Del 1/3: Rosenhøj BK: Talenfabrikken fra Vestegnen

Vigtigere at tackle og score mål
Rosenhøj BK havde dengang også pigefoldbold på programmet, og klubben var som en slags fritidsklub for de mange drenge og piger, der boede i boligkomplekset og i de omkringliggende parcelhuse. Tilstedeværelsen af det andet køn på banerne og i klubhuset gjorde, at det hele var noget særligt, fortæller den nuværende FCK-målmand.

- Når kampene var færdige, mødtes alle i klubhuset. Piger og drenge, ungdomsspillere og seniorer, ledere og trænere, forældre og søskende. Pladsen var trang og når humøret var på sit højeste, blev der blev puttet en ”femmer” i jukeboksen, hvorefter der blev skrålet med på de populære sange. Og pigerne, de havde en god indvirkning på os drenge, især da vi blev teenagere. De havde noget ekstra at byde ind med, og de introducerede os til en verden, der ikke havde noget med fodbold at gøre.

Som så mange andre topmålmænd startede Kim Christensen ikke sin fodboldmæssige karriere i målet. At være målmand var for stillestående og ikke noget, der interesserede ham, da han var dreng. For ham var det vigtigere at løbe, tackle og score så mange mål som muligt. Hans drømme om fremtiden kredsede ikke om Brøndby og en plads på landsholdet, men om at score mål for Rosenhøjs førstehold, der dengang spillede i Sjællandsserien.

- Jeg var markspiller i mange år, og tro det eller ej, jeg var en god en af slagsen. Først som 18-årig gik jeg på mål, da vores ordinære målmand stoppede med at spille fodbold.

De mange talenter
Samtidigt et andet sted i klubben var en lille rødhåret Rosenhøj-knægt på 13 år i færd med at vise sig frem for omverdenen. Navnet var Michael Krohn-Dehli, og Brøndby var hurtige til at handle på det, de så. I kølvandet på Krohn-Dehli fulgte Daniel Agger, Kasper Lorentzen, Martin Spelmann, Henrik Kildentoft og de to tvillingepar, Danny og Kenni Olsen og Simon og Jonathan Richter, som alle sammen endte i Superligaen.

Kim Christensen husker tydeligt euforien i klubben over de mange talentfulde drenge og de mange flotte resultater, heriblandt et DM for U-13-hold med Daniel Agger og Martin Spelmann, som de dominerende spillere. Men at flere af dem skulle ende på det danske landshold og tjene store penge på deres fodbold, var det kun de færreste, der havde set komme.

For Kim Christensens vedkommende var et klubskifte ikke noget, der var aktuelt.

- For mig handlede det først og fremmest om at lære at stå på mål og hygge mig med vennerne.

Fem år senere og efter ca. 100 kampe på Rosenhøjs førstehold skiftede Kim Christensen til 1. divisionsklubben Hvidovre, 800 meter længere nede af Hvidovrevej, hvor han hurtigt kom på førsteholdet. Derefter fulgte FC Nordsjælland, IFK Gøteborg og FC Købehavn

- Da jeg var dreng i Rosenhøj, var det ualmindeligt, at man skiftede til en anden klub. Klubfølelsen og sammenholdet var så stærkt, at den mulighed ikke indgik i vores overvejelser. Hvis en af os drenge havde formastet sig til at prøve lykken i en anden klub, var han uden tvivl blevet ”buet ud” og udråbt som forræder.

Læs også: Del 2/3: Rosenhøj BK: Talentfabrikken fra Vestegnen

I gæld til Rosenhøj
Blandt de gamle medlemmer i Rosenhøj er der almindelig enighed om, at klubben mistede noget af sin sjæl, da de store klubber fik øje på de mange talenter. De sociale værdier og det stærke sammenhold, klubben tidligere var kendt for, var pludselig ikke længere så afgørende for medlemmerne, og klubben forvandlede sig til en mellemstation. Et springbræt til noget større. Affolkningen satte en uheldig kædereaktion i gang. De tiloversblevne spillere mistede lysten og skiftede til mindre klubber. Seniorholdene blev færre og færre. Klubben blev tynd i toppen. Kim Christensen begræder den udvikling.

- Rosenhøj er i dag ikke den samme klub, som da jeg var dreng. Hvor man tidligere havde seks seniorhold, kan klubben knap nok stille et enkelt seniorhold i dag, og i ungdomsrækkerne er der også godt gang i svingdøren. Medlemmerne er ikke tro mod klubben. Er der det mindste i vejen, skifter de til en anden klub. I dag tænker de unge drenge mere på sig selv end på fællesskabet og det sociale. Godt bakket op af deres forældre.

Kim Christensen lægger ikke skjul på, at han er bekymret for Rosenhøjs fremtid, og han forsøger i det små at bekæmpe den dårlige udvikling. Han bor tæt på klubben, og han er tit nede på anlægget, når hans to sønner på fem og seks år spæner rundt på de samme baner, som han har betrådt og vokset op på. Han håber, at hans drenge vil knytte venskaber, få en masse gode oplevelser og opleve noget af det sammenhold, Rosenhøj BK tidligere var så kendt for. Men det kræver, erkender Kim Christensen, at der er flere forældre, der påtager sig en større rolle end bare at møde op, når deres dreng spiller kamp.

- Måske skulle man starte med at blive i klubben og spise sammen med sine børn efter træning. Og se stort på, om børnene kommer i seng præcis kl. otte. I gamle dage var familiemønstret et andet. Kæresterne og konerne indordnede sig livet i klubben. Og klubben var fuld af liv.

Læs også: Del 3/3: Rosenhøj BK: Talenfabrikken fra Vestegnen

Kim Christensen erkender, at mange forældre, heriblandt ham selv, har svært at finde den tid og lyst til at gøre en ekstra indsats. Han er fuld af beundring over de frivillige ledere og trænere, der dag efter dag kæmper for at holde Rosenhøj BK oven vande, f.eks. Bo Larsen, som er træner for den ene af hans sønner, og som ifølge Kim Christensen gør et formidabelt stykke arbejde.

- Når jeg ser ham sammen med drengene, tænker jeg, at der stadig er håb for Rosenhøj. Da jeg var dreng, var klubben fyldt med ildsjæle som Bo Larsen, blandt andet min gamle træner John Thorsen. Jeg står i gæld til en masse mennesker i Rosenhøj. På et tidspunkt må jeg betale noget tilbage.

Tilbage