15. 12. 2015

Min barndomsklub: Modgang gjorde mig til en bedre fodboldspiller

Alle store fodboldspillere har været små drenge engang. I korte bukser, der nåede ned over strømperne. I barndomsklubben blev drenge til mænd. Hver anden fredag fortæller en spiller om sin barndomsklub.

Tommy Bechmann var seks år gammel, da han noget betuttet troppede op til sin første træning i Hjorthøj/Egå. En ny og ukendt verden var ved at åbne sig for ham. Men glæden varede kort. Næppe var træningen startet, før regnen begyndte at vælte ned over lille Tommy. Vores hovedperson rynkede misfornøjet på næsen og gik skuffet hjem igen.

Et år senere var lysten til klubfodbold vendt tilbage. Tommy Bechmann mødte igen forventningsfuldt op på HEI´s træningsanlæg, parat til at gøre det, der dengang var hans yndlingsbeskæftigelse: At spille fodbold. Og denne gang skinnede solen.

Læs også: Min barndomsklub: Jeg levede min fars drøm ud


Det blev kun til fire år i HEI for Tommy Bechmann, inden AGF kaldte. Men selvom han allerede som 11-årig lod sig friste af ”storebror” inde i den store by, er de fire år i HEI ikke forsvundet i glemslens tåge.

- Jeg havde nogle rigtig gode år i HEI. Det var her, min fodboldmæssige løbebane tog form. I HEI var legen og kammeratskabet det vigtigste. Dem, der trænede os, var ikke uddannede trænere, men forældre til nogle af de andre drenge på holdet, fortæller Tommy Bechmann, der i en kort periode havde fornøjelsen af at have sin egen far som træner.

- Både min far og mor har levet et langt liv i fodboldens verden. Min far spillede topfodbold i AGF og Fuglebakken, og min mor spillede på HEI´s bedste damehold og har vundet DM flere gange. HEI er min mors klub, så det lå i kortene, at det var dér, jeg skulle starte.

Der gik ikke lang tid, før man i HEI kunne konstatere, at æblet sjældent falder langt fra stammen. På fodboldbanen gik Tommy Bechmann i sine forældres fodspor, og som lynhurtig angriber scorede han mål på samlebånd.

- Mine spidskompetencer var hurtighed og viljestyrke. Fysisk fyldte jeg som dreng ikke meget i landskabet i forhold til mine holdkammerater, der både i højde og drøjde overmatchede mig. Det gik mig en smule på, men det var ikke noget, der slog mig ud. Det fik mig tværtimod til at arbejde mere målrettet på at udvikle mine tekniske færdigheder.

Læs også: Min barndomsklub: B.93 er hjerteblod for mig

Som 11-årig var lille Tommy Bechmann en af sit holds bærende spillere. Og han havde en stor andel i HEI´s deltagelse i DM-stævnet for lilleputhold på Bornholm.

- DM på Bornholm var en stor oplevelse for alle os drenge. Pludselig stod vi over for store klubber som AGF, Brøndby, Vejle og KB. Vi nåede ikke helt til tops. Men følelsen af at vi kunne spille lige op med de bedste hold i Danmark, var noget, der tændte en gnist i mig. Noget, der for alvor fik mig til at tro på, at mine drømme om at blive professionel fodboldspiller var inden for rækkevidde.

Året efter skiftede Tommy Bechmann til AGF sammen med en kammerat. Opholdet var ikke en dans på roser. Hans manglende fysik gjorde, at han måtte tage sig til takke med en plads på andetholdet. Selvom det ikke var noget, der faldt i god jord hos den unge Tommy Bechmann, så er han i dag overbevist om, at modgangen har gjort ham til en bedre fodboldspiller.

- Jeg tror ikke, det er sundt at have det for let som ungdomsspiller. Møder du ikke modgang, risikerer du at gå i stå som fodboldspiller. For mig var degraderingen til 2. holdet anledning til at give den en ekstra skalle til træning og i kamp. Jeg lærte dengang, at hårdt arbejde betaler sig. Hvis du skal begå dig i Superligaen, er det ikke nok med talent alene.


Læs også: Min barndomsklub: Fræsede rundt på banen i trænerens Fiat 127


Efter fire år magre år i AGF skiftede Tommy Bechmann til naboklubben Skovbakken. Derefter gik vejen forbi klubber som Århus Fremad, Esbjerg fB, hvor han i 2004 blev ligatopscorer med 19 mål, Vfl Bochum, SC Freiburg og endelig SønderjyskE, for hvem han har spilet 112 kampe og scoret 29 mål. De mange klubber tegner et billede af Tommy Bechmann som en fodboldmæssig nomade. Er der en klub, der har en særlig plads i hans hjerte?

- Jeg har været i mange gode klubber, men det er rigtigt, at jeg er noget rodløs, når det kommer til klubtilhørsforhold. Mine to børn spiller i dag fodbold i HEI, så i den forstand kan man sige, at ringen er ved at være lukket. Jeg har en god fornemmelse i kroppen, når jeg er tilbage på træningsanlægget i Egå sammen med mine børn. Flere af mine gamle holdkammerater møder jeg i dag som forældre i klubben. De fleste af dem er AGF-fans, så jeg må stå model til lidt af hvert, når jeg støder ind i dem.

 

 

Tilbage