09. 10. 2015

Mit største øjeblik: Blev Årets Spiller i Europa i en pølsevogn

Fodbold er spækket med store øjeblikke. Nogle står stærkere end andre. Spillerforeningen hylder hver anden fredag vores fodboldhelte og holder liv i deres største øjeblik. Her kan du læse om Allan Simonsens største øjeblik.

AF DAN HIRSCH SØRENSEN

Europas bedste fodboldspiller i 1977. De fleste danskere er ikke i tvivl. De ved godt, den titel tilhører Allan Simonsen. Og selv om den 165 centimeter og 62-årige vejlenser har haft mange store oplevelser i fodboldkarrieren, er hæderen som Europas bedste fodboldspiller også Simonsens personlige største øjeblik i karrieren.

- Jeg ved såmænd ikke, om 1977 også var mit allerbedste fodboldår. Jeg spillede flere rigtig gode sæsoner i Tyskland, så det kunne lige så godt have været i en anden sæson, at jeg havde fået hæderen. 1982 var også en fantastisk sæson i Barcelona, indtil jeg desværre måtte forlade klubben, da Maradona kom. Jeg er én af de heldige fodboldspillere, der har vundet en del mesterskaber og europæiske titler, men når jeg skal pille et enkeltstående øjeblik ud fra min karriere, må det blive prisen som Årets Spiller i Europa. Jeg er stadig meget stolt og ydmyg over at have modtaget den pris, fortæller Allan Simonsen.

Han er stadig den eneste i Skandinavien, der nogensinde er blevet kåret til Europas bedste. Han kalder det selv for en vild hæder og helt surrealistisk, at han så mange år efter stadig er alene om at repræsentere Skandinavien i den sammenhæng. Prisen vandt han foran Kevin Keegan og Michel Platini.

- Jo ældre jeg bliver, desto mere stolt bliver jeg. Jo mere går det op for mig, at det var noget helt særligt. I dag kan der stadig komme unge drenge hen til mig og sige pæne ting til mig, som de har læst om mig på internettet. Det gør mig meget, meget glad. Jeg havde aldrig troet, at jeg ville kunne drive det så vidt. Da jeg var ung, var mit mål først at komme på ungdomslandsholdet, så på Vejle Boldklubs divisionshold, dernæst det rigtige landshold og til sidst at blive professionel i udlandet. Jeg nåede det hele, og så fik jeg oven i købet den glæde at komme med til OL i München i 1972. Jeg ved godt, mange kan huske benbruddet fra EM i Frankrig, men jeg slap igennem karrieren uden de store skader, og det er jeg også meget taknemmelig for i dag, siger Allan Simonsen.

I 1977 spillede Allan Simonsen for ét af Tysklands allerbedste mandskaber. I den europæiske finale for mesterhold, det der i dag er Champions League, mødte Borussia Mönchengladbach Liverpool. En kamp, som englænderne vandt. Simonsen scorede et pragtmål og senere på året scorede han altså titlen som Europas bedste.     

Det var før internettet og mails og den slags, og derfor fik Allan Simonsen nyheden overbragt på en lidt alternativ måde.

- Det var den 27. december. Jeg var hjemme i Vejle på juleferie, og min tidligere hustru blev ringet op af en jugoslavisk journalist, tror jeg. Han fortalte hende det. Men jeg var til et indendørsstævne i Vejle sammen med nogle af mine gamle venner. Derfor ringede hun til Ejgil Jensen fra Vejle Boldklub og gav ham nyheden. Ejgil vidste, hvor jeg var. Han fandt mig i en pølsevogn, hvor jeg stod sammen med min gode ven Tommy Hansen. Ejgil prikkede mig på skulderen og sagde til mig, at jeg var blevet kåret til Årets Spiller i Europa. Ja, ja, det er godt med dig Ejgil, sagde jeg til ham. Vil du ikke have en pølse? Jeg giver. Og så, mens vi stod der og spiste pølser, lykkedes det alligevel Ejgil at overbevise mig om, at det var rigtigt nok. Derefter tog vi ud til Idrættens Hus, hvor Ejgil havde kontor. Sammen med Ejgil og Tommy Hansen delte jeg så den flaske champagne, som Ejgil havde i skabet. Jeg tror ikke, jeg helt forstod det dengang, fortæller Allan Simonsen.

Senere fik Allan Simonsen overrakt trofæet i forbindelse med en hjemmekamp for Gladbach. Og tiden efter blev lidt af et pres.

- Jeg skulle jo hver eneste kamp leve op til, at jeg havde fået den pris. Men jeg kom egentlig godt over presset ved ikke at fokusere så meget på prisen. For det, jeg gerne ville, var bare at spille fodbold. Jeg var stadig en dreng fra Vejle, der var glad for at spille fodbold, understreger den 62-årige vejlenser. 

Fakta om Allan Simonsen:
Debuterede som 19-årig i 1971 på Vejle Boldklubs førstehold.
Fra 1972-1979 spillede han for Borussia Mönchengladbach.
Fra 1979-1983 optrådte han for FC Barcelona.
I 1983 spillede han 17 kampe for Charlton Athletic.
Simonsen vendte tilbage til dansk fodbold samme år og sluttede karrieren i Vejle Boldklub i 1989.
Han har spillet 56 landskampe og scoret 21 mål.
Han har været træner for Vejle Boldklub, Færøerne og Luxembourg. Og været manager i FC Fredericia. 
Født den 15. december 1952

Se Allan Simonsens mål i Europa Cuppen for mesterhold i 1977 i finalen mod Liverpool her

Tilbage