10. 06. 2016

Følelsesbetonet EM-kasse er Grønkjærs største øjeblik

Fodbold er spækket med store øjeblikke. Nogle står stærkere end andre. Spillerforeningen hylder vores fodboldhelte og holder liv i deres største øjeblik. Her kan du læse om Jesper Grønkjærs største øjeblik.

- Det er en blanding af fodboldmæssig og følelsesmæssig karakter. Det er den dag, hvor jeg indser, hvor meget landsholdet betyder for mig.

Jesper Grønkjær dribler tilbage til EM-slutrunden i Portugal i 2004 for at finde det største øjeblik i fodboldkarrieren. Fredag den 18. juni spiller Danmark mod Bulgarien. Truppen er taget af sted mandag morgen fra Kastrup, men Grønkjær er ikke med flyet. Han opholder sig på hospitalet hos sin mor, der er alvorligt syg.

- Min optakt til EM-slutrunden blev noget anderledes. Jeg kom først til Portugal om torsdagen, og selv om jeg egentligt var fast mand på landsholdet, vidste jeg godt, at jeg nok skulle starte ude på grund af alt det, der var sket. Min mor var lige død, jeg bliver skiftet ind mod Bulgarien og scorer, og der kom bare så mange følelser ud, fortæller Jesper Grønkjær, der tidligt på kampdagen fornemmede, at den ville blive helt speciel.

- Allerede under opvarmningen kunne jeg mærke, at det her var noget helt specielt. Jeg bliver hyldet, og når man løber rundt der og kigger langt op på tribunerne, hvor der står folk med Dannebrog, hvor der står Hedensted og Jelling, og hvad der nu ellers stod, så ramte det mig. Jeg har selv stået på den anden side af hegnet og kigget ind på landsholdet med fans og mine venner. Den der glæde, når det går godt for landsholdet under en slutrunde, kunne jeg pludselig spejle mig i. Den dag handlede det om meget andet end fodbold for mig, og derfor blev det så stærk en oplevelse, genkalder han.

Jesper Grønkjærs forhold til det danske landshold er noget særligt.

- Hvis jeg er fan af nogen, så er jeg fan af landsholdet. Jeg har desværre, og jeg siger desværre med streg under, aldrig haft et tilhørsforhold til én bestemt klub, som jeg følger tæt som mange af jer andre. Derfor står øjeblikket i Portugal også stærkere for mig end en scoring i en Champions League-semifinale. Men det kunne selvfølgelig også have været den scoring eller Champions League med AaB som 18-årig, 1-1 i Champions League mod Barcelona med FCK i Parken, hvor alt i denne sæson virkelig gik op i en højere enhed for os, eller jeg kunne have valgt landsholdsdebuten, forklarer Grønkjær, som dog alligevel fastholder, at kampen mod Bulgarien er karrierens største øjeblik:

- Men den dag i Portugal ved jeg bare, at jeg aldrig vil glemme, siger Jesper Grønkjær.

Danmark vandt i øvrigt kampen med 2-0. Jon Dal Tomasson scorede det første mål lige inden pausen, mens Jesper Grønkjær scorede kort før tid.

Se eller gense Grønkjærs mål her.

Fakta om Jesper Grønkjær

  • 38 år
  • Startede karrieren i Thisted og har optrådt for AaB, Ajax, Chelsea, Birmingham City, Atlético Madrid, Stuttgart og F.C. København
  • Spillede 80 A-landskampe for Danmark og scorede fem mål
  • Fik debut på landsholdet den 27. marts 1999 og spillede sidste landskamp ved VM i Sydafrika i 2010

Tilbage

SENESTE NYT

29.09.2022

77: Ni minutter med Jeppe Grønning om Karriereskifteseminar

LÆS MERE
22.09.2022

76: Hvorfor skulle FC Midtjylland spille i vanvittig varme?

LÆS MERE
15.09.2022

75: Sådan arbejder vi med den gode vej ud af fodbold

LÆS MERE
04.09.2022

Sportsstjerner siger nej til diskrimination

LÆS MERE
16.08.2022

Et slaraffenland for digital chikane

LÆS MERE
15.07.2022

74: Lukas skiftede til Sassuolo som 16-årig

LÆS MERE
07.07.2022

På valg og valgt. Bestyrelsen fortsætter uændret

LÆS MERE