13. 12. 2016

”Ikke brug for én der stryger mig med hårene”

Flere danske spillere har svært ved at tilpasse sig den kyniske mentalitet i udlandet. Anderledes let gik det for Thomas Kahlenberg. Han har aldrig haft brug for én, der stryger ham med hårene.

AF MICHAEL HEHR

Jeg møder Thomas Kahlenberg i receptionen på Brøndby Stadion. Vi har aftalt at mødes klokken 9:45, hvor den hofteskadede anfører har fundet et hul på små tre kvarter. Min punktlighed byder mig at være i god tid. Af samme årsag har jeg en smule ventetid foran mig, da jeg finder vej ind i receptionen.

Ventetiden bliver fordrevet med at få genopfrisket, hvorfor Brøndby af mange betragtes som landets største fodboldklub. Det er uundgåeligt i receptionen, hvor historiernes vingesus bogstaveligt talt sidder i væggene.

Fra etableringen af klubben i 1964, over fondsbørsnoteringen i 1978 (som den bare anden klub i verden) til det seneste mesterskab i 2005 for at nævne nogle nedslag. Opslugt når jeg næsten hele vejen rundt, før han dukker op. Han finder mig ovre ved den periode i Brøndbys historie, der i receptionen har overskriften ”Tilbage til fremtiden”. Den periode vender vi tilbage til.

Mens vi sætter os til rette i det ene hjørne, spørger jeg velment, om det går godt. Ikke det mest velovervejede spørgsmål til en ihærdig, professionel fodboldspiller, som endnu ikke har set banen i indeværende sæson. Han svarer høfligt, at det går godt på det personlige plan, men at det ser anderledes i den arbejdsmæssige sammenhæng. Jeg hører, hvad han siger. Efterfølgende vender vi i grove træk, hvilke emner vi kommer til at berøre, før diktafonen tændes.

Søgte ikke skiftet

Det første, der er på blokken, omhandler Thomas Kahlenbergs første tid i Brøndby og skiftet videre til franske Auxerre. Det Brøndby, han forlod, havde netop vundet mesterskabet efter to bitre andenpladser og vandt tilmed den danske pokalturnering. ”Dengang var det kun førstepladser, der talte,” som han konstaterer. Derfor husker han ikke overraskende 04/05-sæsonen som en god tid på den københavnske vestegn.

- Det var et super fedt år. Det var det generelt under Michael Laudrup og John ’Faxe’. Det var en fed trup, vi havde det godt socialt og jeg nød at spille fodbold. Det var der, det gik stærkt, genkalder han.

Jeg hæfter mig ved, at han ikke bare siger ”Laudrup”. Eller ”Michael”, for den sags skyld. Det er Michael Laudrup. Og det er det hver gang, han nævner ham. Det vidner om respekt. Det vidner også, om at der, som Thomas Kahlenberg bekræfter, var et internationalt miljø under Michael Laudrups ledelse. En professionel distance.

Blandt andet af den årsag havde en 22-årig Thomas Kahlenberg heller ingen intention om at skifte. Det var ikke et ønske eller noget, som han forsøgte at forcere.

- Jeg var super glad for at være her. Jeg søgte ikke at skifte klub. Jeg var ikke selv opsøgende. Jeg så frem til, at vi skulle ud og spille kvalifikation til Champions League og bygge videre.

- Selvfølgelig havde jeg en drøm om at spille i udlandet på et tidspunkt. Men det var ikke en del af en eller anden karriereplan. At nu skal jeg spille et eller to år i Brøndby, og så skulle jeg videre. Det var heller ikke sådan, at min agent var udfarende eller søgte det, tilføjer han.

”En udviklingsliga”

Som vi alle ved nu, blev det 22-årige talent ikke desto mindre solgt til franske Auxerre. Den franske klub havde – præcis som Brøndby – netop vundet den nationale pokalturnering, hvilket blev klubbens vej ud i Europa. Og selvom Auxerre tilhørte den franske subtop, var det ikke urealistisk for en ung Thomas Kahlenberg at bide sig fast i startopstillingen. Omvendt var det heller ikke en ”top-top-klub”. Alt i alt betød det, at det var for godt et tilbud at sige nej til, fortæller han.

- Et klubskifte er ikke noget, man selv kan vælge. Men den fedeste måde at skifte på er, at man er glad for at være der, hvor man er. At man gør det godt, og at der af sig selv kommer andre på banen. At det ikke er noget, man forcerer. Nogle gange kommer der noget, der er så spændende, at man ikke kan sige nej. Sådan et tilbud var Auxerre.

Dermed gik drengedrømmen i opfyldelse. For det har et skifte til udlandet altid været for Thomas Kahlenberg. Han har aldrig drømt om én bestemt liga eller klub. ”Det skulle bare være på så højt niveau, som det var muligt”, som han siger.

- Danmark er og vil altid være en udviklingsliga, og hvis man gør det godt og slår afgørende igennem her, så er det en logisk udvikling at prøve sig af på et højere niveau, forklarer han og uddyber:

- Som ung spiller handler det primært om niveau. Sådan var det i hvert fald for mig. Et højere niveau, en bedre løn og alt det der. I den her branche har man en levetid på 10-15 år, så man skal også tænke på den økonomiske del. Men når jeg kigger tilbage på det i dag, handler det også om at have oplevet nogle kulturer, fået oplevelser med familien og have lært nogle andre sprog. Det er svært at sætte pris på rent økonomisk.

Gjorde en indsats

En ung, dansk spiller, der skifter til udlandet, er ikke altid en succeshistorie. Det er der desværre flere eksempler på. Det kan være svært at slå til, når man kommer ud. Det er ofte på mange måder en anden hverdag, der venter spillerne, når de skifter de trygge rammer i Danmark ud med udlandseventyret.

I Thomas Kahlenbergs tilfælde talte han hverken sproget eller kendte særlig meget til den franske kultur. Alligevel faldt han hurtigt til i de nye omgivelser.

- Selvfølgelig er der det fodboldmæssige. Kvaliteten, indleder Brøndby-anføreren nødtvunget, da han skal forklare, hvorfor det lykkedes ham at falde hurtigt til.

- Jeg tænkte ikke over det på daværende tidspunkt, for det er bare sådan, jeg er som person, men jeg gjorde en ihærdig indsats for at blive integreret i klubben og tilpasse mig klubben. Jeg gjorde en indsats for at lære sproget og tilpasse mig Auxerres værdier. Det har, kan jeg se nu, haft stor betydning. Omvendt blev jeg også taget rigtig godt imod i klubben, som gerne ville have, at jeg skulle blive en succes, fortsætter han.

En del af den ihærdige indsats, som Brøndby-anføreren gentagende gange italesætter, kom til udtryk i hans iver efter at lære sproget. Det er afgørende, hvis man ikke vil leve i en osteklokke, mener han.

- Jeg havde intet kendskab til det franske sprog, da jeg skiftede. Jeg gjorde en stor indsats for at lære det. Og lærte det. Det har helt sikkert hjulpet mig meget. Også i forhold til respekten blandt folk i og omkring klubben. Der er ikke nogen, der forventer, at man kan det hverken halvt eller flydende efter et år. Det handler om at vise, at man vil det. At man gør en indsats.

- Specielt i et land som Frankrig. Det er anderledes i Danmark, hvor vi alle taler engelsk, men i latinske lande som Frankrig og Spanien er det afgørende. Også bare for ens egen skyld i forhold til det sociale og at vide, hvad der foregår og være med frem for at leve i sin egen osteklokke.

Ingen smalltalk med mister

Thomas Kahlenberg undgik osteklokken. Han er en af de danske spillere, der er slået til i udlandet. Ifølge ham selv skyldes det, at han er god til at tilpasse sig. Han har ikke et stort tryghedsbehov, som andre spillere har. Det gør det alt andet lige lettere at navigere i en kynisk branche, hvor der er og skal være kamp om pladserne.

- Vi er forskellige som typer. Der er spillere, der er meget tryghedsafhængige. Det har jeg bare aldrig været. Jeg har ikke brug for én, der stryger mig med hårene eller en masse opmærksomhed fra træneren. Det har aldrig drevet mig eller fået noget specielt frem i mig.

Hvad driver dig?

- Det gør min egen ærgerrighed. Jeg vil også gerne værdsættes og vide, at jeg skal spille i weekenderne. Men i forhold til mit selvværd, der er det mit indtryk, at opmærksomheden betyder mindre for mig, end den gør for andre.

Det har Thomas Kahlenberg blandt andre Michael Laudrup at takke for. Under Michael Laudrups ledelse var det ikke sådan, at man lige smalltalkede med træneren. Der var en professionel distance, som klædte Thomas Kahlenberg og de øvrige spillere på til den verden, der ventede uden for landets grænser. Der var det internationale miljø, som vores interview bliver ved med at kredse om.

Og det var fordrende for Kahlenberg, Agger, Kamper og co.

- Jeg tror, det er en fordel at have været på et højere niveau miljømæssigt. Vi havde Michael Laudrup dengang, som var en fantastisk træner, der har betydet meget for min karriere. Han var en distanceret træner. Ikke én, du smalltalkede med som en anden kammerat, hvilket jeg har indtrykket af godt kan være tilfældet herhjemme.

- Det var i hvert fald en fordel for mig, at jeg kom fra et internationalt setup, understreger han.

En hæmsko

Deri ligger måske også noget af svaret på, hvorfor nogle spillere ikke lykkes i udlandet. Og dog. Det rejser i hvert fald nogle spørgsmål. For er vi for flinke ved hinanden i Danmark? Er vi for gode venner? Den holdning har Nikolai Laursen, der i 2015 skiftede Brøndby ud med PSV Eindhoven, tidligere givet udtryk for.

Helt så klar i mælet er Thomas Kahlenberg dog ikke. ”Det er mere komplekst”, som han siger. Han peger på, at det kan være en hæmsko, at fodboldmiljøet er præget af de bløde, danske værdier. Men spillerne er også forskellige, og det betyder, at én spiller trives i et miljø, mens en anden spiller trives i et andet.

- Der er også spillere, der trives med et mere blødt miljø. Det kan være, at det er det, der gør, at de blomstrer. Det er ikke sikkert, de havde haft muligheden for at komme til udlandet, hvis de ikke havde haft de rammer. Så det er svært at svare entydigt på. Men det er rigtigt, at det godt kan blive for trygt og for socialt. Det, tror jeg, kan gøre det sværere at tilpasse sig udlandet, hvor det er lidt mere kynisk og et mindre familiært miljø.

Alligevel fastslår han, at han overordnet mener, at det er en fordel at prøve kræfter med den virkelighed, der ganske givet venter i udlandet.

- Jeg tror, det er en fordel, at man har oplevet et lignende miljø herhjemme, før man tager ud. At man har oplevet den der distance, der kan være til en træner, måden man taler til hinanden eller ikke taler til hinanden på.

”Kan ikke frelse verden”

Det miljø, Thomas Kahlenberg i sin tid forlod, havde ændret sig væsentligt, da han otte år senere kom retur til den københavnske vestegn. Det samme havde Brøndbys position i dansk fodbold. Siden han forlod klubben for nu mere end 10 år siden, er det blot blevet til en pokaltriumf. Det er ikke tilfredsstillende for en klub af Brøndbys kaliber.

I mellemtiden har ærkerivalerne fra F.C. København til gengæld vundet det danske mesterskab hele syv gange, mens de fire gange har kunnet lade sig hylde som vindere af den danske pokalturnering. Det kan mærkes på vestegnen. Det kunne det også for anføreren, da han kom retur.

- Der var stor forskel. Det var et andet setup. Det var en trup, der bar præg af klubbens økonomi. Samtidig var det nogle spillere, der havde været meget igennem. Klubben havde været truet på eksistensgrundlaget og havde været ved at rykke ned, så det er klart, at der ikke var den samme vindermentalitet, som da jeg forlod den tilbage i 2005.

- Det var noget helt andet, jeg gik ind til, end det Brøndby, jeg forlod. Jeg var selvfølgelig selv en anden spiller, men klubben var også i en hel anden forfatning. Det var jeg rimelig bevidst om og indstillet på, og jeg håbede selvfølgelig på at kunne præge tingene i en positiv retning. Ikke at jeg tror, jeg kan frelse verden, men det er noget af det, jeg har været meget bevidst om at præge. Få vindermentaliteten tilbage med hårdt arbejde i hverdagen, tilføjer han.

Tilbage til fremtiden

Netop vindermentaliteten var et vigtigt fokus for både Brøndby og Thomas Kahlenberg. ”Vi er fortsat i en opbygningsfase, hvor spilkoncept og kultur skal køres ind, og her kommer Thomas til at spille en vigtig rolle”, som Per Ruud udtalte i pressemeddelelsen om Brøndby-koryfæets retur.

Det bringer os uundgåeligt tilbage til det sted i receptionen, hvor Thomas Kahlenberg fandt mig, mens jeg fordrev ventetiden. Ved ”Tilbage til fremtiden”. Her hænger billeder af tre spillere. Nemlig Thomas Kahlenberg, Johan Elmander og Daniel Agger.

”Sæsonen 2004/2005 vil altid være mejslet ind i enhver Brøndby-fans hukommelse. Brøndby IF spillede noget af det flotteste fodbold, den danske Superliga nogen sinde har set. Og holdet med Michael Laudrup i truppen vandt The Double på imponerende vis. Tre af hovedaktørerne i den sæson hed Daniel Agger, Johan Elmander og Thomas Kahlenberg, og 10 år efter en af de mest mindeværdige Brøndby-sæsoner er trioen tilbage i Brøndby IF igen. Tilbage til fremtiden for at lede en ny generation mod storhed og succes”, som den tilstødende tekst lyder

Det er der noget i swung i. Selvom Thomas Kahlenberg ikke vil være ved prædikatet som frelser, så nød han den varme velkomst, han fik, da han efter otte år i udlandet kom retur til klubben, der gav ham debut i Parken i en alder af bare 18 år.

- Det har været fantastisk at føle sig velkommen og føle sig ønsket. Jeg har altid haft en tanke om, at jeg ville vende tilbage og spille i Brøndby igen ”til sidst”, hvis man kan sige det sådan. Det blev måske lige tidligere, end jeg havde tænkt mig, men det var velovervejet. Nu havde jeg prøvet det, jeg skulle prøve i udlandet. Nu ville jeg engagere mig i det her. Komme op i niveau, få glæden tilbage.

En stor forandring

Og glæden er kommet tilbage. Det er tydeligt. Det betyder ikke, at de er tilfredse, for Thomas Kahlenberg er mere ambitiøs på både egne og klubbens vegne. Men spillet på banen og det omtalte internationale miljø er ved at være tilbage. Det kan de blandt andet takke Alexander Zorniger for.

- Det har været en stor forandring, og folk har taget godt i mod det. Det, det handler om, er udtrykket på banen, og det har været positivt. Meget positivt. Han (Alexander Zorniger, red.) er ekstremt bevidst og målrettet i sin måde at gøre tingene på, forklarer han og pointerer, at det nemmere for spillerne at håndtere:

- Det er næsten nemmere som spiller, fordi der er én, der viser retningen. Jo mere frihed du får som spiller, jo mere ansvar kræver det også. Det er måske noget af det, vi har manglet. At der er én, der har taget ansvar. Der tror jeg, mange af spillerne har blomstret, fordi der er én, som meget tydeligt har vist, hvordan man skal gøre tingene.

En svær proces

Præcis, som det var tilfældet med flere af de øvrige trænere, Thomas Kahlenberg har haft i udlandet, så er Brøndby-spillerne heller ikke dus med Alexander Zorniger.

- Man kan sagtens gå til vores træner og snakke, men der er en mere naturlig distance, som jeg også har oplevet internationalt. Det er en arbejdsrelation, fastslår han og påpeger, at der også er en forandring på træningsbanen.

- Det er en anderledes måde, der bliver trænet på. Jeg synes, der er den der hårdhed og ærgerrighed, der skal være.

Ifølge Brøndbys 7’er styrker det både truppens aktuelle forfatning, mens det giver de mange unge Brøndby-spillere den ballast, som et udlandsskifte kræver. For som han siger, så er det bare en svær proces. Og der kan det miljø, der på nuværende tidspunkt præger klubben fra vestegnen, give spillerne de bedst mulige forudsætninger for at lykkes.

- Der er ikke en nem løsning. Men man skal være bevidst om, at det bliver noget ganske andet, hvis man tager ud. Der er en anden konkurrence, det er en anden kultur og det er bare en svær proces. Men det skal ikke holde folk fra at tage ud. Det er nogle fede oplevelser. Jeg tror, de fleste bliver stærkere af det som menneske, understreger Thomas Kahlenberg.

Tilbage

SENESTE NYT

21.09.2017

”Tæt bånd med Spillerforeningen er strategisk vigtigt”

LÆS MERE
19.09.2017

Måske jeg skulle have været et dumt svin

LÆS MERE
18.09.2017

Delaftale indgået mellem Spillerforeningen og DBU

LÆS MERE
17.09.2017

Herrelandsholdet tilbyder 500.000 kr. til kvinderne om året

LÆS MERE
17.09.2017

Spillerne sender nyt tilbud til DBU

LÆS MERE
16.09.2017

Spillere klar til at forhandle trods DBU’s deadline

LÆS MERE
Nyheder