22. 05. 2016

Mit største øjeblik: Dansk mester i 1999

Fodbold er spækket med store øjeblikke. Nogle står stærkere end andre. Spillerforeningen hylder vores fodboldhelte og holder liv i deres største øjeblik. Her kan du læse om Allan Gaardes største øjeblik.

- Dansk mester i 1999 med AaB. Det var så ultimativt. Det var vildt at have vundet det, som hele fodbold-Danmark stræbte efter. Jeg scorede otte mål i den sæson, så jeg var en aktiv del af det. Jeg betød noget for helheden. At mærke glæden i en hel landsdel over at have slået københavnerne var en helt særlig oplevelse. En hel landsdel gik nærmest amok i glædesrus over at have vundet. Og det er jo det, der er unikt ved fodbold, at du kan jo ramme alle mennesker, også selv om de dybest set ikke gå op i fodbold. Det er jo os mod dem. Der er ikke andre steder, andre arenaer, hvor det er til stede længere. Alle samfundets klasser er samlet. Og du har en modstander. Det, der er så fedt og samtidig så hårdt ved fodbold, det er, at du ved altid, hvornår du har vundet eller tabt. I et almindeligt arbejde ved du ikke altid, om du har vundet eller tabt, for der bliver det let sådan en fortolkningssag, fortæller Allan Gaarde.

I dag er Allan Gaarde tilbage i det nordjyske. Nu som sportsdirektør. Men minderne om mesterskabet i 1999 ligger ikke gemt ret langt væk i hukommelsen.

- Det var en lang periode. Der var den der ekstraordinære dag, hvor vi spiller uafgjort på hjemmebane mod Lyngby. En sommerdag. Stadion er fyldt, Kildeparken er fyldt, byen er fyldt. Det var karneval gange to, og for dem, der kender karneval i Aalborg, så ved de godt, at det var vildt. Alle mennesker kom nærmest ud på gaderne for at fejre, at vi havde vundet noget. Det er der, jeg tænker, at vi godt nok er privilegerede som fodboldspillere. For eksempelvis har vi mange enormt dygtige svømmere i Aalborg, som endda får EM, VM og OL-medaljer, jamen det kaster en lukket reception af sig med 10 mand på rådhuset. Det er så vildt med fodbold, at vi kan ramme så mange. Det er et samlingspunkt for et helt samfund, og det er derfor jeg elsker den her branche, understreger Allan Gaarde.

Hans drivkraft nummer et har altid været at vinde i fællesskab med andre.

- Jeg synes, det må være ensomt at vinde alene. Det er unikt at få lov at arbejde med noget, der kan ramme alle. Det, der gør, at mesterskabet i 1999 for mit vedkommende overtrumfer alt, er fordi, det var en hel landsdel, der fejrede det. Og så havde vi og jeg også arbejdet så hårdt for det mål. Jeg kan huske kampe, hvor det var lige før, at jeg brækkede mig efter kampen, fordi jeg havde løbet så mange meter eller kæmpet så hårdt. Der var så mange momenter undervejs, hvor man kunne se tilbage og sige: Hold da op, det var hårdt, det var vildt. Og da så triumfen kom i hus, var det en forløsning ud over det almindelige.

Og skulle det knibe med hukommelsen ind imellem, behøver han blot at skridte de få meter fra sit kontor og over til klubhuset.

- Det, der var billeder af i klubhuset, var jo mesterskabsholdet fra 1995. Det lagde jeg mærke til, da jeg begyndte at spille i klubben. Det første mesterskab i klubbens historie. Pludselig var jeg også en del af et hold, der havde vundet mesterskabet i AaB. Det var kun det andet hold, der havde vundet mesterskabet siden klubbens start i 1885. Det var ret vildt. Også om 100 år vil det foto, der hænger i klublokalet, stadig hænge der. Vi skrev os ind i historien. Man kan få nok så mange anden- og tredjepladser. Men det er titler, der tæller, siger Allan Gaarde.

Du kan i øvrigt snart læse en længere artikel i Indersiden 16-2 om Allan Gaarde og de tanker, han havde, da han måtte sige ufrivilligt farvel til den aktive karriere som fodboldspiller. Du kan læse Indersiden her

Fakta om Allan Gaarde:

  • 41 år
  • Fik sit gennembrud i dansk fodbold i AaB. Har i to omgange spillet godt 200 kampe for AaB
  • Har også spillet for Udinese, Viking Stavanger og Vejle Boldklub
  • I sin debutsæson som sportschef vandt AaB The Double.

Tilbage