26. 02. 2016

Thomas Lindrup: Ikke fair at byde spillerne de betingelser

Efter en længere vinterpause ruller Superligabolden igen på de danske stadions i denne weekend. De fleste steder er forholdene blevet bedre, hvilket glæder Spillerforeningens formand, Thomas Lindrup. Men det er desværre ikke tilfældet alle steder. Det er ikke fair over for spillerne, mener formanden.

Fodboldbanen er spillernes arbejdsplads. Derfor er en god bane lige så grundlæggende som ordentlige fodboldstøvler og en ordentlig bold. Af samme årsag glæder det Spillerforeningens formand, Thomas Lindrup, at banerne i Superligaen ifølge spillerne er blevet bedre.

- Det glæder os, at vi kan konstatere, at banerne er blevet bedre. Klubber og kommuner har investeret i bedre forhold for spillerne, og det sætter spillerne pris på. Det kommer til udtryk i vores samtaler med spillerne og den undersøgelse, vi løbende foretager i samarbejde med Superligaens anførere, siger Thomas Lindrup.

Den undersøgelse, Thomas Lindrup henviser til, er kåringen af Danmarks Bedste Bane. Efter hver Superligarunde bedømmer udeholdets anfører den bane, som den pågældende har spillet på. Banerne vurderes på en skala fra 1-5, hvor fem er bedst.

Ifølge anførerne er banerne blevet bedre. Den gennemsnitlige bedømmelse af Superligaens baner er således steget med cirka 11. pct. Det er naturligvis positivt. Det er dog ikke alle steder, at spillerne bryder sig om betingelserne. For mens det samlede gennemsnit for de øvrige 11 baner er 3,7, må Farum Park indtil videre tage til takke med et gennemsnit på 1,5. Farum Park indtager dermed endnu engang sidstepladsen, før anden halvdel af indeværende sæson går i gang.

- Det indikerer, hvad anførerne har ment om kunstgræsset indtil videre i denne sæson. Desværre er det værste ikke overstået endnu. Vi har tidligere oplevet, hvordan spillerne bogstaveligt talt skøjtede rundt, når de besøgte Farum Park. Vi kan kun frygte, at samme scener kommer til at udspille sig i denne sæson, hvis vejret udfordrer forholdene en smule, fastslår formanden.

Selvom Farum Park er landets eneste kunstgræsbane, handler kritikken slet ikke om kunstgræs, forklarer Thomas Lindrup.

- Det er vigtigt for mig at fastslå, at det ikke handler om kunstgræs. Det er ikke en aversion mod kunstgræs. Det handler om det spil, som underlaget giver mulighed for – eller i dette tilfælde begrænser, siger han og fortsætter:

- Det er ikke ok, at det ikke er det samme spil. Det er ikke ok, at du som spiller ikke tør gå i et pres i højeste tempo af frygten for at glide. Det element af usikkerhed er simpelthen ikke fair. Det er ikke fair at byde spillerne de betingelser, når det kan undgås. Og det viser de 11 andre klubber jo, at det kan.
 
Dermed fastslår Thomas Lindrup, at det handler om de betingelser, som de forskellige baner byder spillerne.

- Det handler om spillet – ikke underlaget. Hvis kunstgræs kan give adgang til det samme spil, har vi ingen anke mod kunstgræs. Det har anførerne sikkert heller ikke. Det er desværre bare ikke tilfældet i Farum. Det fortæller spillerne, det viser vores undersøgelse igen i år og det kan vi se med egne øjne, når vi overværer kampe, hvor vejret viser sig fra sin hårde side. Det er desværre faktum, slutter han.

Stillingen før 19. spillerunde:
1. FC Midtjylland (4,33 i gennemsnit)
2. Randers FC (4,22 i gennemsnit)
3. AaB (4,14 i gennemsnit)
4. AGF (3,89 i gennemsnit)
4. Esbjerg fB (3,89 i gennemsnit)
6. SønderjyskE (3,86 i gennemsnit)
7. Brøndby IF (3,75 i gennemsnit)
8. FC København (3,44 i gennemsnit)
9. Viborg (3,44 i gennemsnit)
10. Hobro (3,20 i gennemsnit)
11. OB (3,11 i gennemsnit)
12. FC Nordsjælland (1,50 i gennemsnit)

Tilbage

SENESTE NYT

26.11.2020

Er du vores nye studentermedhjælper til det juridiske team?

LÆS MERE
25.11.2020

Her er de nominerede til Årets Mandlige Fodboldspiller

LÆS MERE
24.11.2020

Danskere i England kæmper om prisen som Årets Kvindelige Fodboldspiller

LÆS MERE
22.11.2020

36: Ramt af lynet: Richters vej tilbage til livet

LÆS MERE
19.11.2020

Karrierestopforsikring dækkede Line Sigvardsen, da hun gik fra EM-rus til fodboldinvalid

LÆS MERE
17.11.2020

Erstatning efter årelang kamp: Otte år efter stoppet kan Gjesing endelig lægge karrieren bag sig

LÆS MERE