31. 08. 2017

Fange i egen krop: Superligakarrieren sluttede, før den begyndte

Han spiste piller som slik, og medicinen blev hans drug. Følgerne af et spark på anklen kostede ikke bare Lars Huldgaard fodboldkarrieren. De kostede ham ”det hele”.

Foto © Ulla Myrhøj

AF MICHAEL HEHR

Han blev beskrevet som ”et utroligt stort talent”. I Silkeborg kaldte de ham den nye Henrik ’Tømrer’ Pedersen, hvilket ikke siger så lidt på de kanter. Og ungdomslandsholdstræneren fortalte ham, at han via sin debut på u19-landsholdet havde styrket sin position inden for landsholdsfodbold.

Men det synes alt sammen lige meget nu. For i en alder af bare 22 år var den lovende fodboldkarriere slut. Efter tre diskusprolapser på to og et halvt år blev Lars Huldgaard Christensen erklæret fodboldinvalid.

Når han i dag, fem og et halvt år senere, beskriver forløbet, der gang på gang gentog sig, lyder det mest af alt som en remse. Eller måske snarere en forbandelse. ”Ryg, lyske, fiber. Ryg, lyske, fiber. Ryg, lyske, fiber.” Sådan var det hver gang. Først en diskusprolaps, så en lyskeskade efterfulgt af en fibersprængning. Og så forfra.

Til sidst kunne kroppen ikke mere. Det kunne sindet heller ikke.

- Skaderne har kostet mig det hele, som Lars Huldgaard kort og præcist konstaterer.

Dette er historien om et af fodboldbranchens mange lovende talenter, hvis karriere sluttede, før den kom i gang. En fodboldspiller, der, fanget i egen krop, endte med ”at være ligeglad med det hele”, og som fortsat og i stor grad er påvirket af et utaknemmeligt skadesforløb – både fysisk og mentalt.

SUB Sønderborg med Winston Reid

Jeg møder Lars Huldgaard i hans lejlighed i Roskilde. Mens vi koger vand til nescaféen, falder snakken hurtigt på fodboldkarrieren i Silkeborg.

- Det er lang tid siden. Jeg bliver mindet om det en gang i mellem på Facebook. ”Denne dag for seks år siden…” og så nogle billeder af mig i en fodboldtrøje, sammen med nogle holdkammerater eller noget andet fodboldrelateret fra Silkeborg-tiden. Det er mærkeligt at tænke på, fortæller han.

Det var meget simpelt. Jeg ville bare spille, starte inde og score mål. Jeg har aldrig tænkt langt på den måde. Da jeg var lille, drømte jeg selvfølgelig om landsholdet som alle mulige andre drenge, men jeg havde ikke nogen plan. Jeg har altid – også senere i karrieren – arbejdet med kortsigtede mål

Det er tydeligt, at fodboldkarrieren synes langt væk for Lars Huldgaard. Han har også været grueligt meget igennem siden dengang, den daværende Silkeborg-træner, Troles Bech, havde så store forventninger til ham.

Fodboldkarrieren startede dog hverken i Roskilde eller i Silkeborg. Den startede derimod på Als i SUB Sønderborgs hvide trøje. Her spillede Lars Huldgaard, der selv er ’89’er, med årgang ’88. Det betød, at han delte omklædningsrum med spillere som West Hams Winston Reid og Viborgs Søren Frederiksen. Huldgaard var holdets forreste mand og scorede mål på samlebånd. Alligevel var der ikke nogen stor, forkromet karriereplan.

- Det var meget simpelt. Jeg ville bare spille, starte inde og score mål. Jeg har aldrig tænkt langt på den måde. Da jeg var lille, drømte jeg selvfølgelig om landsholdet som alle mulige andre drenge, men jeg havde ikke nogen plan. Jeg har altid – også senere i karrieren – arbejdet med kortsigtede mål.

De mange mål vakte dog opsigt. Gennem en tidligere holdkammerat kom han til prøvetræning i Silkeborg, og før han vidste af det, var Lars Huldgaard Christensen indskrevet på Silkeborg Fodbold College.

Samme ’plade’ til hver landsholdssamling

Lars Huldgaard husker tiden på Silkeborg Fodbold College som hård. God, men hård. Spillerne havde som oftest halvanden times morgentræning kl. 7:00 eller 7:30 efterfulgt af fælles morgenmad, før de skulle videre i skole. Nogle dage var der tilmed et træningspas om eftermiddagen umiddelbart efter undervisningen, før den omkring kl. 19 stod på aftensmad, lektier og andre gøremål.

- Jeg startede der som 16-årig. Det krævede disciplin, for det var meget hårdt. Der var også løbende nogle stykker, der faldt fra – enten af sportslige eller personlige årsager. Hvis nu niveauet ikke var til at være blandt de bedste, så er det virkelig mange timer, der skal investeres i noget, som man måske ikke helt har lysten til. Havde jeg ikke haft motivationen, havde jeg nok gjort det samme.

Men det havde Lars Huldgaard. Han var motiveret. Der var fortsat ikke store forventninger til, hvad karrieren skulle bringe på længere sigt. Han fokuserede bare på ”at være bedst til næste træning og på at score mål i weekenden”, som han forklarer. Hverken mere eller mindre.

Læs også: Ahlmann: En befrielse at stoppe professionel fodboldkarriere

Måske var det netop evnen til at leve i nuet, der gjorde det unge talent så dygtig og skarp foran mål. I hvert fald blev han med tiden uundgåelig i forbindelse med diverse ungdomslandsholdsamlinger.

- Jeg var med til utallige landsholdssamlinger, men jeg fik altid det samme at vide. At jeg ikke havde været med før, og at de andre angribere kunne spille flere positioner. Det var frustrerende.

Huldgaard var med andre ord fanget i et paradoks. Ikke at have muligheden for at få erfaring på grund af manglende erfaring. Den 1. april 2008 fik han dog endelig debut på u19-landsholdet – den eneste kamp i DBU-regi, han i sin korte karriere er noteret for.

Fra leder til nederst i hierarkiet

Samme år som landsholdsdebuten blev Lars Huldgaard fuldtidsprofessionel i Silkeborg IF. Mødet med et nyt omklædningsrum bestående af voksne fodboldspillere skulle vise sig at blive noget af en omvæltning.

- Det var noget helt nyt. Jeg gik fra at være 10’er og anfører til at være nederst i hierarkiet. På u19-holdet havde vi det alle godt sammen socialt, og jeg var en af lederne. Da jeg kom op, fandt jeg ud af, at der var vi voksne, og der blev råbt, når man begik fejl. I en førsteholdstrup er man mere egocentreret og kæmper mere for sig selv. Der er ingen kære mor.

- Jeg var hurtig om at indrette mig efter det. Men det tog lang tid at acceptere det. Jeg var nederst i hierarkiet, og det kunne jeg ikke ændre på, hvis jeg ikke begyndte at score mål. Det var pisse frustrerende, tilføjer han.

Det tog lang tid at acceptere det. Jeg var nederst i hierarkiet, og det kunne jeg ikke ændre på, hvis jeg ikke begyndte at score mål. Det var pisse frustrerende

Endnu et paradoks for den unge spiller. Med tiden accepterede angriberen dog de nye betingelser og fik mere og mere spilletid. Og da Silkeborg – efter en oprykning fra 1. division – var klar til gensynet med Superliga-fodbold, var Huldgaard tiltænkt en startplads.

- Jeg havde haft en rigtig, rigtig god opstart. Det hele kørte bare. Vi var rykket op, og jeg skulle starte inde i Superligapremieren mod AC Horsens. Det var en søndagskamp, og til lørdagstræningen dagen inden fik jeg et spark over anklen. En helt almindelig tackling.

- Der startede det så, som Huldgaard beskriver det.

Dét, der siden skulle vise sig at være starten på slutningen af hans alt for korte karriere.

Påtog sig omgivelsernes frustrationer

Tacklingen blev ikke udført med særlig stor kraft. Men effekten var voldsom. Nærmest altødelæggende. Den endte med at sætte Lars Huldgaard helt ud af spil, og pludselig blev simple hverdagsrutiner forvandlet til uoverskuelige udfordringer.

- Jeg har aldrig prøvet noget lignende. Jeg var helt stiv. Jeg kunne ikke bevæge mig og anede ikke, hvad der skete. Hvis jeg skulle gå ud i køkkenet, var det enten på alle fire eller baglæns. Jeg var helt chokeret og tænkte; ”hvad fanden sker der, bliver jeg normal igen?”.

Den dag i dag kender vi det triste svar på dét spørgsmål. Det gjorde Lars Huldgaard dog ikke dengang, og han gjorde ikke overraskende alt for at komme hurtigt tilbage. Skaden blev starten på en opslidende cyklus, der, som tidligere nævnt, kørte i ét, fast spor. ”Ryg, lyske, fiber. Ryg, lyske, fiber. Ryg, lyske, fiber.”

Jeg spillede konstant med skulderne helt oppe om ørerne. Jeg påtog mig også frustrationer fra direktøren og træneren, for jeg synes, det var pinligt, at jeg hele tiden var skadet. De betalte mig løn, og jeg var skadet konstant. Derfor var jeg dybt seriøs. De skulle ikke kunne sætte en finger på min professionalisme

Hver gang gjorde han alt for at komme tilbage. Levede endnu mere professionelt. Trænede endnu mere. Spiste endnu sundere. Passede endnu mere på sig selv. Men hver gang blev han sat tilbage. Skaderne betød, at han opfandt et pres fra omgivelserne.

- Jeg spillede konstant med skulderne helt oppe om ørerne. Jeg påtog mig også frustrationer fra direktøren og træneren, for jeg synes, det var pinligt, at jeg hele tiden var skadet. De betalte mig løn, og jeg var skadet konstant. Derfor var jeg dybt seriøs. De skulle ikke kunne sætte en finger på min professionalisme. Jeg trænede meget, spiste utrolig sundt og gjorde generelt alt for at komme hurtigt tilbage. Jeg endte med at stresse mig selv. Jeg gav aldrig mig selv fred. Jeg opfandt et pres, der ikke eksisterede.

Fandt aldrig ro

Den tredje og indtil videre sidste diskusprolaps kom i en kamp for Silkeborg IF i maj 2011. Og smerten kendte han kun alt for godt.

- Diskusprolaps. Igen. Det var så frustrerende. Jeg var rådvild, for hvad skulle jeg gøre? Jeg var i et elitemiljø, hvor jeg havde tre fysioterapeuter og en læge til rådighed hver dag. Alligevel skete det igen. Hvor er fejlen?

Svaret på det retoriske spørgsmål står ubesvaret hen. Faktum er, at den tredje diskusprolaps på bare to og et halvt år endte med at være dråben for talentet, der efterhånden var blevet 22 år. Smertebægret flød over. En fodboldkarriere var slut, før den reelt var begyndt.

Læs også: "Hvis du var min søn, ville jeg råde dig til at stoppe"

- Jeg faldt aldrig til ro (i løbet af karrieren, red.). Jeg var altid anspændt og fik ikke muligheden for at spille frit. Da jeg kom op i førsteholdstruppen, var jeg en ung spiller, der skulle bevise sit værd. Lige da jeg var ved at finde mig til rette, blev jeg flået ud af den følelse, fordi jeg blev skadet. Så brugte jeg måneder på at komme tilbage. Og da jeg endelig var tilbage, var jeg anspændt og nervøs for at blive skadet igen. Tydeligivs med god grund. Og sådan kørte det i ring.

- Når folk, der ved jeg har spillet fodbold, spørger ind til min karriere som professionel fodboldspiller, vil jeg helst ikke snakke om det. Jeg prøver altid at negligere det. For ja, jeg var professionel fodboldspiller, men min karriere kom aldrig i gang.

På flugt fra fodboldidentiteten

Netop for at undgå at tale – og ikke mindst blive mindet – om fodbold forlod Lars Huldgaard Silkeborg, da han to år efter karrierestoppet havde færdiggjort sin finansøkonom-uddannelse.

Han var startet på uddannelsen på Silkeborg IF’s anbefaling. De gjorde en indsats for at hjælpe ham videre. De gode intentioner til trods følte den nu tidligere professionelle fodboldspiller sig utilpas i byen, der – for ham – udelukkende handler om fodbold.

Jeg spiste nærmest smertestillende som slik. En god dag var en dag, hvor jeg ikke spiste piller. Det var en forfærdelig periode

- Alle mine venner, hele mit netværk og alt det, jeg beskæftigede mig med, handlede om fodbold. Det var hårdt for mig at se dem spille eller høre folk snakke om klubben.

- Silkeborg har altid handlet om fodbold. Fra det sekund jeg kom derop, har jeg spillet fodbold. Jeg har ikke lavet andet i Silkeborg end at spille fodbold. Det var min identitet der. At være fodboldspilleren. Og nu skulle jeg pludselig finde en ny identitet i den samme by. Det var hårdt.

Spiste smertestillende som slik

Lars Huldgaard besluttede sig for at tage tilbage til Sønderborg og forældrenes hus. Tilbage til rødderne. Dermed slap han væk fra Silkeborg og fodboldidentiteten. Men smerterne fulgte med.

- Jeg spiste nærmest smertestillende som slik. En god dag var en dag, hvor jeg ikke spiste piller. Der ligger en dam 600 meter fra mine forældres hus. Jeg kan godt lide at gå derned og fodre ænder og cleare hovedet. Men det kunne jeg ikke. Jeg kunne ikke gå de 600 meter, og jeg kunne heller ikke holde til at stå dernede. Det var en forfærdelig periode.

Læs også: Navid Dayyani: Det skulle have været mig

Lars Huldgaard var fange i egen i krop. Det er sådan, han bedst kan beskrive det. For skaden havde ikke kun kostet ham karrieren. Kun ved hjælp af medicin kunne han få noget, der mindede om en hverdag til at hænge sammen. I hvert fald nogle timer ad gangen.

Men det var ikke kun kroppen, der var bedøvet.

- Alt andet er ligegyldigt, når du har så ondt. Jeg var bare ligeglad. Jeg kan huske, at jeg kørte rundt i Sønderborg og bare trykkede speederen i bund. Giv mig en bøde, jeg er ligeglad. Den fornemmelse var forfærdelig. Jeg gik fra at have så meget og kunne så meget til ikke at kunne noget. Og jeg kunne slet ikke spille fodbold, som jeg elsker. Det er mange timer, der skal fyldes ud.

”Det blev mit drug”

I den periode var Lars Huldgaard langt væk mentalt. Han var træt af tilværelsen, hans tilstand og ikke mindst den professionelle stolthed, som ifølge Huldgaard var til at overse, når han blev tilset af læger eller sygeplejersker.

Alligevel tog han på et tidspunkt til endnu et lægebesøg, og det blev starten på en livsforandring af de helt store. Ikke fordi lægen havde en løsning på problemet. Den var kun midlertidig. Men det var netop den midlertidige frihed, der fik sparket ham ud af den tilstand af ligegyldighed, han var havnet i.

Jeg kunne gå, jeg kunne cykle og jeg kunne komme ned til den skide dam. Det var kæmpe stort. Indsprøjtningen havde effekt i tre uger. Så da de var ovre, skulle jeg bare have mere. Det blev mit drug

- På et tidspunkt tog jeg igen op til lægen. Han gav mig nogle indsprøjtninger i hoften, som virkede. Det gav mig frihed. Jeg kunne gå, jeg kunne cykle og jeg kunne komme ned til den skide dam. Det var kæmpe stort. Indsprøjtningen havde effekt i tre uger. Så da de var ovre, skulle jeg bare have mere. Det blev mit drug.

Desværre – eller nærmere heldigvis – var effekten af indsprøjtningerne aftagende. Pludselig virkede de kun i to uger, så i en uge og til sidst blev de nærmest ligegyldige. Det gjorde kun trangen til frihed større, så noget måtte han gøre. Han besluttede at flytte til Sjælland af én, simpel årsag. At få behandling af Anders Fäldt.

Stortudede efter mødet med Fäldt

Allerede i Silkeborg-tiden fik han flere gange behandling af den svenske behandler. Men den geografiske afstand betød, at han ikke kunne få et længere forløb etableret. Nu følte Huldgaard sig tvunget til – som en sidste udvej – at opsøge Anders Fäldt igen. Også selvom det krævede, at han flyttede til Sjælland og skulle starte en ny tilværelse der.

Gudskelov for Huldgaard betalte det sig.

- Da jeg første gang kørte hjem fra Anders (Fäldt, red.), stortudede jeg. Jeg troede på det, og han troede på mig. Og der har jeg så gået nogle år efterhånden. Han har flyttet mig så meget.

Jeg har to nærmest identiske scanninger. På den ene kan jeg ikke gå eller stå. På den anden kan jeg bevæge mig. Det, synes jeg, er skræmmende

Samarbejdet med Anders Fäldt var både fysisk og mentalt. Det er også en kombineret fysisk og mental blokade, der har holdt Huldgaard i en skruetvinge. Den korte karriere var fyldt med skuffelser og bekymringer, og det er en del af forklaringen på hans skadesforløb, fortæller Huldgaard:

- Mine muskler, mit arvæv. Alt i min krop har været så låst. Og det er kommet af, at jeg været så anspændt og stresset. ”Åh nej, nu er jeg skadet igen.” ”Åh nej, nu scorer jeg ikke mål.” ”Åh nej, nu skuffer jeg dem igen.” Min krop har de sidste år af fodboldkarrieren og efterfølgende været helt låst.

Anders Fäldt så det, som andre ikke så. Det, som man ikke kunne se på en scanning. Det betød, at Lars Huldgaard fik sin mobilitet delvist tilbage.

- Jeg har to nærmest identiske scanninger. På den ene kan jeg ikke gå eller stå. På den anden kan jeg bevæge mig. Det, synes jeg, er skræmmende, siger Lars Huldgaard med henvisning til det lange forløb, hvor ingen kunne gennemskue, hvad der var galt.

Et ændret livssyn

Konsultationerne med Anders Fäldt, som i øvrigt fortsat forekommer med jævne mellemrum, blev Huldgaards befrielse. Han er dog fortsat hæmmet af de mange, lange skadesforløb, der bl.a. betyder, at han ikke kan varetage stillesiddende arbejde. Af samme årsag arbejder han som pædagogmedhjælper, hvor han skiftevis kan stå, sidde og ligge, når det er nødvendigt i forhold til ryggen.

Til gengæld har han fået ændret sit livssyn.

- Det har været vildt. Jeg føler, at det først er de seneste par år, jeg er kommet ovenpå. At jeg har genfundet mig selv. Det har taget 4-5 år.

- Jeg har holdt en masse følelser tilbage. At stå op, klare fire timers arbejde – som kun var muligt på piller – komme hjem og ligge på sofaen og spille lidt FIFA. Det var røvsygt. Den periode har betydet, at jeg er taknemlig for flere, små ting. Jeg har været så langt nede, at der i dag ikke skal meget til for at gøre mig glad. Jeg har ikke behov for en stor bil eller et smart job. Jeg har brug for, at min krop fungerer. At jeg kan stå op og ikke have ondt, tilføjer han.

Jeg havde ikke tænkt over overenskomstens betydning. Det er ikke noget, man tænker over som ung spiller. Men efterfølgende har jeg været imponeret over, hvordan vi er dækket og den hjælp, som Spillerforeningen yder

Gennem hele forløbet har Lars Huldgaard været i løbende kontakt med Spillerforeningen, der bl.a. har ydet juridisk bistand i forbindelse med diverse forsikringer, skadessager og lignende. Det har været et positivt bekendtskab for den pensionerede spiller, som hverken var bevidst om den dækning, spillerne har via overenskomsten, eller den hjælp, som Spillerforeningens jurister yder i den slags sager.

- Jeg havde ikke tænkt over overenskomstens betydning. Det er ikke noget, man tænker over som ung spiller. Men efterfølgende har jeg været imponeret over, hvordan vi er dækket og den hjælp, som Spillerforeningen yder. Michael (Døi, jurist i Spillerforeningen, red.) hjalp mig helt vildt.

- Jeg ville slet ikke kunne have gjort det selv. Jeg har sendt mine ting ind til ham, og så har han taget sig af det. Når man er skadet, har man nok at tænke på. Og jeg forstod ikke alt det, jeg skulle tage stilling til. Det er jo en helt anden verden. ”Hvad betyder det her?” ”Hvordan skal jeg forholde mig?” Der har det været enormt brugbart at have Spillerforeningen, fastslår han.

Syvmandsbold og en kold efter kamp

I lejligheden i Roskilde er kaffen for længst blevet kold. Inden jeg igen kører tilbage mod Spillerforeningens kontor i København, viser Huldgaard mig en gammel, indrammet trøje og et par støvler. Det har ikke altid stået fremme. Faktisk er trøjen først lige kommet frem fra gemmerne.

- Det er først nu, at jeg tillader mig selv at være stolt over, hvad jeg trods alt opnåede. Hvad jeg kunne engang. Også selvom jeg ikke er i nærheden af at kunne det samme længere, fortæller han.

Umbro-støvlerne, der står lige ved trøjen, er også af ældre karakter. Det er de aflagte fra dengang, trøjen også blev brugt. De er – i bogstavelig forstand – blevet taget ned fra hylden igen for nyligt. Det skyldes, at Lars Huldgaard har genfundet fodboldglæden på de lokale syvmandsbaner, hvor fysikken tillader korte, sporadiske indhop. Og som han med et smil på læben siger, er der ”heldigvis ikke offside i syvmands”.

Det handler om at spille fodbold. Kærligheden til spillet. Det handler ikke om propfyldte stadions, mange penge og stor berømmelse. Det er bare fodbold. Sidde i omklædningsrummet og snakke om kampen. Drikke en øl

- Bare det at pakke tasken. Til en træningskamp på en eller anden mark en vinterdag. Jeg havde kriller i maven, var spændt og det var bare lykke, genkalder Huldgaard om ”comebacket” til grønsværen.

Og det er bare syvmandsbold, uden tilskuere og langt væk fra mediernes opmærksomhed. Men for Lars Huldgaard Christensen er det måske mere tilfredsstillende end nogensinde før.

- Det handler om at spille fodbold. Kærligheden til spillet. Det handler ikke om propfyldte stadions, mange penge og stor berømmelse. Det er bare fodbold. Sidde i omklædningsrummet og snakke om kampen. Drikke en øl.

- Jeg er den sidste, der forlader omklædningsrummet. Og når jeg spiller, tænker jeg, at er det den sidste kamp, så er det den sidste. Og så er det sådan. Efter det her forløb er jeg udmærket klar over, at det ikke er sikkert, at jeg selv er herre over den beslutning, slutter han.

Sådan er du dækket

Som herrefodboldspiller på eliteplan i Danmark er du beskyttet af en overenskomst. Det betyder, at du – afhængigt af dit ansættelsesforhold – er sikret en minimumsdækning, hvis du skulle blive skadet. I forhold til skader er du både dækket af en heltidsulykkesforsikring og i visse tilfælde en karrierestopsforsikring.

Foruden dit ansættelsesforhold (fuldtidsbeskæftiget, deltidsbeskæftiget, bibeskæftiget eller trainee) afhænger din dækningssum af, hvilken overenskomst, din kontrakt er indgået under. Du kan læse mere om de forskellige dækningssummer her (kræver login).

Har du spørgsmål til, hvordan du er dækket, kan du kontakte en af vores jurister, der sidder klar til at rådgive dig.

Tilbage

SENESTE NYT

19.09.2017

Måske jeg skulle have været et dumt svin

LÆS MERE
18.09.2017

Delaftale indgået mellem Spillerforeningen og DBU

LÆS MERE
17.09.2017

Herrelandsholdet tilbyder 500.000 kr. til kvinderne om året

LÆS MERE
17.09.2017

Spillerne sender nyt tilbud til DBU

LÆS MERE
16.09.2017

Spillere klar til at forhandle trods DBU’s deadline

LÆS MERE
16.09.2017

3F Liga-spillerne støtter kvindelandsholdsspillerne

LÆS MERE
Nyheder