04. 05. 2017

Fodboldlegender klar til golf-dyst

Spillernes DM i Golf indgår samarbejde med Himmerland Golf og Spa Resort for 2017-2018 og BioNutria for 2017.

Hvert år afholder Spillerforeningen den traditionsrige golfturnering Spillernes DM i Golf, hvor 24 danske fodboldlegender i bedste Ryder Cup stil dyster om at blive fodbolddanmarks bedste golfspillere sammen med 24 Matchday partnere og sponsorer.

Turneringen bliver stærkere år for år, og i Spillerforeningen er vi stolte over at kunne præsentere to stærke partnerskaber, der vil gøre Spillernes DM i Golf 2017 og 2018 endnu bedre.

BioNutria ny hovedsponsor

BioNutria bliver hovedsponsor og turneringen navngives BioNutria Spillernes DM i Golf 2017. Samtidig fortsætter Himmerland Golf og Spa Resort som eventpartner og lægger bane og faciliteter til, når Hold Øst, anført af Peter Schmeichel, og Hold Vest, anført af Peter Kjær, tørner sammen første weekend i oktober i 2017.

- Vi er glade for, at vi med disse to aftaler har sikret, at BioNutria Spillernes DM i Golf bliver et endnu stærkere samlingspunkt for spillerne. Vi ved, hvor meget spillerne sætter pris på at mødes de her dage med masser af konkurrencer og hygge, siger Dan Hirsch Sørensen, projektleder for Spillernes DM i Golf.

Turnering med stor betydning

For spillerne har turneringen stor betydning, og for de to kaptajner, Peter Kjær og Peter Schmeichel, er der heller ikke tvivl om vigtigheden i at have faste kontaktpunkter med hinanden i løbet af året.

- Det er fantastisk at komme her til Himmerland og møde spillere, man har spillet mod og spillet med. Det er rigtig vigtigt at mødes og have de der contact points, hvor man kan snakke sammen, hygge og vende dagligdagen med hinanden i nogle gode rammer. Og her er en golfturnering helt ideel, siger Peter Schmeichel om turneringen.

- De to dage, vi er her, er jo fantastiske. Det er jo ligesom da vi var fodboldspillere. Vi er gode til at have det sjovt, når det skal være sjovt. Og når det er alvor, så er det alvor, på den gode måde. Om aftenen, så er der jo altid nogen, der er stand-up’ere, og fortæller de samme historier, som vi hører hvert år, og historierne bliver måske endda lidt bedre hvert år, siger Peter Kjær, der samtidig uddyber vigtigheden af at mødes til sociale arrangementer:

- Det betyder meget at have et fællesskab at kunne trække på, og det er det her arrangement blandt andet ”skyld i”, at man stadig har, så det er vigtigt.

Golfdyst på en af Danmarks bedste baner

Det to-årige samarbejde med Himmerland Golf og Spa Resort betyder, at turneringen fortsat bliver spillet på Himmerlands Backtee Course, en af Danmarks bedste og internationalt anerkendte baner, der også lægger græs til den store internationale turnering Made in Denmark.

1.-2. oktober 2017

Fodboldspillernes turnering bliver afviklet den første weekend i oktober (søndag den 1. oktober og mandag den 2. oktober), hvor fodboldspillerne deltager om søndagen og får selskab af sponsorer og erhvervspartnere på finaledagen om mandagen. De seneste tre år har jyderne snuppet det store Football Trophy.

Læs også: Vestholdet med fornemt golfhattrick

Om BioNutria

BioNutria Danmark ApS udvikler, producerer og forhandler flydende biologiske gødninger formuleret som ægte opløsninger. Gødningerne sammensættes af makro og mikronæringsstoffer samt sporstoffer og er opbygget på basis af selskabets egne patentanmeldte biologiske aktivatorer.

Læs mere her

Om Himmerland Golf og Spa Resort

I løbet af de sidste par år har Himmerland Golf og Spa Resort optimeret deres golftilbud med en omlægning af PGA Backtee Course (tidligere PGA New Course) i 2012, lanceringen af en ny stor Proshop i 2012, åbningen af et eget Nike Performance Fitting Studio i 2011 og ikke mindst et topprofessionelle Pro-golfteam, som har udviklet et fantastisk golfskole-koncept, Bobbys Academy.

Himmerlands ambition er at være de førende inden for golf i Danmark, og i august danner Backtee Course i Himmerland rammen om European Tour-turneringen Made in Denmark.

Læs mere her

Tilbage