06. 10. 2017

Spillerforeningen søger alsidig presse- og kommunikationschef

Vil du arbejde bredt med kommunikation fra strategisk pressehåndtering til sociale medier, websites, video og medlemskommunikation i midten af dansk fodbold? Det tilbyder vi i jobbet som presse- og kommunikationschef i Spillerforeningen.

Spillerforeningen repræsenterer elitefodboldspillerne i Danmark og danske udlandsprofessionelle, og en vigtig del af vores arbejde består i at holde vores medlemmer informerede om fodboldfaglige forhold. Vi er også med til at præge den offentlige fodbolddebat og sætte fodboldspilleres arbejdsvilkår på dagsordenen.

Vi søger derfor en presse- og kommunikationschef til at være de professionelle fodboldspilleres talerør og en vigtig informationskilde for dem. Du kommer til at arbejde med kommunikation i bred forstand. Vores platforme spænder over pressemeddelelser, nyhedsbreve, websites, sociale medier og tryksager som medlemsbladet Indersiden, håndbøger, medlemsfoldere mv.

Jobbet inkluderer også kommunikationsarbejde for Spillerforeningens initiativer som Player Social Responsibility, 4player, Team Spillerforeningen mv., ligesom der vil være mere lavpraktiske opgaver. Du bliver samtidig projektleder for de mest prestigefulde kåringer herhjemme, Spillernes Officielle Kåringer. Vi har samtidig et tæt samarbejde med den internationale spillerforening, FIFPro, hvorfor møder i Amsterdam kan forekomme.

Vi tilbyder en arbejdsplads midt i København og midt i dansk fodbold, hvor dit arbejde gør en forskel. Du vil være i direkte kontakt med de professionelle fodboldspillere i Danmark, samarbejdspartnere og den danske sportspresse. Du kommer til at arbejde i et livligt arbejdsmiljø i vores kommunikationsafdelingen med tre kommunikationskolleger og ca. 25 øvrige kolleger fordelt over hele landet.

Den optimale kandidat

- Har gerne 3 års erfaring med kommunikation og pressehåndtering

- Har en uddannelse i kommunikation, sprog eller lignende på kandidatniveau

- Kan formulere sig skarpt i skriftlig dansk og tale

- Har et højt niveau i engelsk og gerne andet fremmedsprog

- Er strategisk og praktisk ekspert i sociale medier og visuel kommunikation

- Har flair for IT og CMS-systemer

- Har flair for grafisk arbejde og kendskab til Adobe-pakken

- Er selvstændig, udadvendt, har sans for detaljen og er fodbold- og sportsinteresseret

Ansøgning og ansættelse

Skriftlig ansøgning inkl. CV og relevante uddannelsespapirer sendes senest 12. oktober til:

Mads Øland, direktør i Spillerforeningen, på mads.oland@spillerforeningen.dk

Løn efter kvalifikationer.

Har du spørgsmål til stillingen, kan du kontakte:

Magnus Hviid, nuværende presse- og kommunikationschef, på: 28 72 63 85 / magnus.hviid@spillerforeningen.dk

Tiltrædelse snarest.

Om Spillerforeningen

Spillerforeningen er fagforeningen for fodboldspillere på eliteplan i Danmark samt danske udlandsprofessionelle. Vi arbejder for at sikre, at spillerne arbejder under ordnede forhold. Derfor taler vi altid spillerens sag, hvad enten det drejer sig om overenskomster, feriepenge, pension eller ændring af transferreglerne.

Spillerforeningen beskæftiger til dagligt omkring 25 ansatte, og medlemmerne spænder over William Kvist, Pernille Harder og Christian Eriksen, spillere fra Superligaen til 2. Division og 3F Ligaen. Vi er medlem af LO, Danske Elitesportsudøveres Forening samt den internationale spillerforening, FIFPro.

Tilbage