06. 10. 2017

Spillernes DM i Golf: Vest bedst igen

Peter Schmeichel og hans østvenner havde håbet og troet på, at lykken ville vende i år. Men jyderne er de bedste på golfbanen.

AF DAN HIRSCH SØRENSEN

Det, de kunne blive uenige om, var, hvor mange gange i træk, at Hold Vest nu er løbet med pokalen i Bionutria Spillernes DM i Golf. Til gengæld kunne de ikke blive uenige om, at jyderne er bedst på en golfbane.

For igen-igen-igen var det Peter Kjær og hans 11 kumpaner fra Jylland, der over de to dage hos Himmerland Golf & Spa Resort viste ualmindelig flot og sikker stil på golfbanen. Peter Schmeichel, der igen i år var holdkaptajn for Hold Øst, havde ellers bebudet, at fynboerne og sjællænderne i år ville knække jyderne. Men Schmeichel måtte kapitulere og til sidst overrække pokalen til kaptajn-kollega Kjær og Hold Vest.

- Når vi møder en bedre modstander, må vi acceptere nederlaget. De er imponerende gode, men vi har ikke mistet hverken modet eller troen. Vi kommer igen i en stærkere udgave næste år, forsikrer Peter Schmeichel.

Begge holdkaptajner satte igen i år stor pris på arrangementet, der havde samlet 2 x 12 gamle fodboldspillere.

- Det er jo fantastisk, at Spillerforeningen og Himmerland Golf samler os til sådan et arrangement. Jeg sætter meget stor pris på at mødes med gamle fodboldvenner, for vi bor jo mange forskellige steder og får ikke lige set hinanden ellers. Det her er en enestående god mulighed for at genopfriske gamle minder, siger Peter Schmeichel.

Og Peter Kjær er helt på linje med Schmeichel.

- Nu vandt vi igen i år, og det betyder selvfølgelig en hel del. Godt at kunne holde Schmeichel og de andre nede. Men det er mindst lige så vigtigt med det sociale aspekt. Det er et virkelig flot arrangement, som jeg jo går rundt og glæder mig til i et helt år, fortæller Peter Kjær.

Hold Øst bestod i år af Peter Schmeichel, John Faxe Jensen, Henrik Store Larsen, Michael Schäfer, Thomas Helveg, Mads Junker, Morten Skoubo, René Henriksen, Michael Johansen, Brian Jensen, Daniel Jensen og Thomas Lindrup.

Vinderholdet fra Vest i årets Bionutria Spillernes DM i Golf 2017 var udover Peter Kjær også John Sivebæk, Marc Rieper, Klaus Granlund, Jesper Thygesen, Søren Frederiksen, Frank Pingel, Tommy Bechmann, Allan Gaarde, Thomas Gaardsøe, Thomas Thorninger og Allan Bak.

Se, hvordan det gik på banen, og se Henrik 'Store' Larsen præstere golfsportens ypperligste slag her

Tilbage

SENESTE NYT

11.10.2017

”Fodboldspillere bliver ofte tegnet endimensionelt”

LÆS MERE
10.10.2017

Kvindelandsholdets spillere modtager Suzanne Gieses Mindelegat

LÆS MERE
06.10.2017

Hver dag skal ikke være en badekåbedag

LÆS MERE
06.10.2017

Spillerforeningen søger alsidig presse- og kommunikationschef

LÆS MERE
06.10.2017

Spillernes DM i Golf: Vest bedst igen

LÆS MERE
03.10.2017

Min fyring i min barndomsklub er det bedste, der er sket

LÆS MERE
Nyheder