15. 02. 2017

SPIS ELLER BLIV SPIST: JEG BLEV DET DYR, DE EFTERLYSTE

I Southend United lykkedes det endelig for mig. Mødet med Phil Brown havde gjort mig til det dyr, de efterlyste. I England enten spiser du eller bliver spist. På kort tid prøvede jeg kræfter med den barske realitet.

AF MADS IBENFELDT

Dette er en fortsættelse. Har du ikke læst de første dele? Du kan læse del et her, mens du kan læse del to her.

Efter noget tid opstod muligheden for en prøvetræning i Southend United. Da jeg kom ud på træningsbanen, samlede de os prøvespillere for lige at give lidt info. Jeg stod sammen med seks andre midterforsvarer, der hver målte to meter, som også gerne vil have fat i den kontrakt, jeg jagtede.

Efter nogle barske træningsdage begyndte jeg at finde en ro, da jeg godt kunne se, at jeg var den bedste i de fleste facetter af spillet. Det er subjektivt og på ingen måde en garanti for en kontrakt, men det gav mig alligevel en ekstra tro på tingene.

Noget af det sidste min ven Marc Nygård, som spillede tre år i Queens Park Rangers, sagde, inden jeg tog afsted, var; ”i England, Mads, handler det om at spise, ellers bliver du spist.” Det er egentlig meget banalt, men en god tanke at have med sig, hver gang man går på banen. Spis eller bliv spist.

Da den første uge var gået, var der lidt færre prøvespillere tilbage. En dag skulle jeg spille over for klubbens angrebsprofil. Jeg gik så hårdt til ham, at han efter et par gange vendte sig om og sagde: ”If you do that again I’ll fucking break your leg.” Jeg kiggede på ham uden at sige noget og tænkte, at det havde jeg ikke lige været ude for før.

Næste gang han fik bolden, fik han en tur mere. Han sagde ikke noget. Han rejste sig bare op, og fra den dag blev vi kollegaer. Det var som at skulle igennem et optagelsesritual. Jeg gik ud fra, at jeg bestod.

Bedste kamp nogensinde
Da jeg havde gjort det godt i et par træningskampe mod nogle hold fra de lavere rækker, kom min eksamen.

Vi skulle møde Queens Park Rangers i stort set stærkeste opstilling. De lå i bunden af Premier League og havde sikkert en masse store navne med. Jeg er aldrig gået op i de store navne, men derfor var det alligevel meget sjovt at tænke på, hvor mange flere nuller der stod på deres lønseddel end min gamle hjemme fra Danmark.

Det var på Southends hjemmebane med 3.000 tilskuere på lægterne, hvilket er meget pænt til en træningskamp. Jeg skulle spille i et tremandsforsvar med mig i midten.

I spillertunnellen smiler jeg lige til Harry Redknapp med hans fordrukne ansigt og gør mig mentalt klar til denne store oplevelse. Jeg får lagt den her helt ekstreme hunger efter udlandskontrakten og går på banen med sindsro. Nu skulle jeg bare have det sjovt.

Det, som sker den næste halvanden time, er helt fantastisk. Jeg rammer dagen. Der, hvor alt gå op i en højere enhed. Som en golfspillers perfekte slag. Alt lykkedes for mig. Mine korte afleveringer, mine lange afleveringer, mand-mand-duellerne. Alt bliver udført til perfektion.

Vi spiller 0-0, og jeg var ved at afgøre kampen til sidst på en dødbold. Det var min bedste kamp nogensinde. At stå der efter kampen med sådan en euforiserende lykkefølelse i kroppen, det er noget, man burde jagte hver dag. Det gælder uanset, hvad man fortager sig. Også selvom man måske kun får lov at opleve det et par gange i livet. Det var som om, at alle de træningstimer igennem hele mit liv blev kogt ned til dette øjeblik, og alt det pres, jeg havde lagt på mig selv, blev frigivet.

Forløsningen
Da manageren i Southend, Phil Brown, efter kampen kalder mig ind på hans kontor, er det med en fuldstændig ro i kroppen, at jeg sætter mig i stolen over for ham. Rusen har ikke lagt sig helt, men lige meget hvad han finder på, vil jeg gå derfra med en følelse af at have gjort det. Efter den aften ville jeg kunne tage hjem til Danmark, og kunne kigge mig selv i spejlet.

Phil siger, at de vil skrive kontrakt. Næste dag er jeg til lægetjek og underskriver efterfølgende kontrakten på 1 år. Det var godt nok en stor dag for mig.

Jeg kan lige så tydeligt huske dagen, hvor jeg trækker i Southend Uniteds træningstøj for første gang og går ud på træningsbanerne. Kan næsten ikke komme igennem døren af bar stolthed. En stolthed over endelig at have fundet et sted. En stolthed over at have kæmpet så hårdt i lang tid og endelig at lykkedes med det.

Det første stykke tid var jeg til træning 17 dage i træk. Vi trænede stort set to gange om dagen. Jeg syntes, det var helt vildt, men jeg betragtede det som en mental test.

Den gamle skole
Phil Brown var en hård og skør manager. Man kunne godt mærke han havde været igennem den hårde skole. Han kunne finde på at stå og sparke ruder ind med bolden til vores styrkerum, mens vi lå og fik behandling for bare at få en af spillernes reaktion.

En dag, da vi havde tabt et par kampe i træk, delte han truppen op i to grupper. Forsvarsspillerne for sig og angrebspillerne for sig.

Da han selv er tidligere forsvarsspiller, gik han med vores gruppe. Han kiggede på os og sagde: ”Gode forsvarsspillere kan se fare, men de bedste kan lugte den.”

Derefter fulgte vi med ham op til angrebsspillerne. Vi skulle stå på en lang række overfor hinanden. Phil kiggede en af angrebsspillerne i øjnene. Ingen sagde noget. Pludselig trak han armen tilbage og gav angrebsspilleren én på siden af hovedet. Der var ingen, der gjorde noget. Ikke engang ham, der lige havde fået én på hovedet. Phil fortrak ikke en mine og gik videre til den næste. Det var en Tottenham-spiller, som var lejet ud til Southend.

Han gør det samme igen, og med det samme trykker Tottenham-spilleren begge hænder i brystkassen på Phil, så han vælter bagover. Phil kigger på os andre og siger; ”det er det, jeg vil se.”

Efterfølgende spillede vi 1 mod 1. Forsvar mod angreb. Jeg har aldrig set mennesker på en fodboldbane være så vilde.

Blev det dyr, de efterlyste
Generelt var de andre overraskende søde og rare. Uden for banen vel at mærke. Det var som om, at når folk fik støvler på, blev de forvandlet til krigere. Det var alles kamp for at beholde deres job, og enhver udefrakommende blev set som en potentiel trussel. Det var en hårdhed, som jeg aldrig havde oplevet før, og som jeg var kommet for at adoptere.

Til at starte med var Phil og assistent manageren, Graham Coughlan, efter mig. De mente ikke, at jeg var hård nok. De sagde, at jeg ikke var kommet til Southend for at få venner, men for at vinde fodboldkampe.

Graham var en barsk fyr. Han fortalte mig senere, at hver tackling, hver duel, hver kamp han havde, skulle vindes, for at han kunne give sin familie et bedre liv. Det var den tankegang, han havde, da han selv var spiller. Det var ikke fordi, han ikke havde tjent sine penge som professionel. Det var bare hans livsfilosofi.

Den måde at tænke på skinnede også igennem hos mange af spillerne, jeg spillede imod og med. Der eksisterede ikke dårlige træninger, og det med at have en træning, hvor man ikke lige er der mentalt, var ikke opfundet derovre endnu.

Jeg prøvede virkelig at arbejde med den hårdhed, som de efterlyste. Jeg var villig til at gå hele vejen. Efter en træning, hvor jeg havde lavet nogle voldsomme tacklinger, kom Graham over til mig. Jeg tænkte, nu siger han, jeg skal slappe lidt af. Men han ville bare fortælle, at jeg var ved at være der, hvor jeg skulle være. Han kunne se, at de andre var begyndt at frygte mig. Uden at vide det var jeg blevet det dyr, de efterlyste.

Knust i mere end en forstand
Jeg kunne egentlig slet ikke lide at være sådan, men jeg blev hurtig god til at adskille dét at have støvler på og ikke at have dem på. Der var slet ikke noget personligt i det. Det handlede bare om at skabe sig en karriere og først og fremmest at beholde sit job.

En mandag skete det, som ikke må ske. Nogle gange sker det for de andre, men den dag skete det for mig. Jeg hoppede sammen med en irer ned i en tackling, og han brækkede en rørknogle i min fod. Bruddet var så voldsomt, at jeg måtte have opereret en skrue ind for at stabilisere knoglen.

Til at starte med var jeg ikke klar over, hvad det betød, men da det gik op for mig, var jeg knust.

Dagen efter skaden stod min afløser klar. En ældre spiller, som paradoksalt nok var fra Gillingham. Han blev hentet i løbet af natten.

Jeg kender udmærket gamet, men det var ikke sjovt at se sin afløser stå der. Men i en verden, hvor varen er blevet for gammel, eller den ikke kan bruges længere, finder man hurtigt en ny. Og det er lige meget, hvor lang tid den har stået på hylden, og hvor god en omsætning den har haft. Det skal man altid huske på, lige meget hvad man får fortalt.

Et par dage efter operationen var det tydeligt, at de gerne så, at jeg forlod klubben, da jeg blot ville være en omkostning for dem. Jeg var blevet en vare. Jeg valgte at blive, men jeg var bekymret for, hvordan de ville behandle mig, når jeg ikke længere kunne bruges.

Jeg kæmpede hårdt hver dag for at nå tilbage, så jeg kunne spille de sidste par kampe af sæsonen. Men tiden løb for stærkt. Jeg mødte ind hver dag klokken 9:00 og gik hjem igen omkring klokken 16:00. Der var to fysiske trænere på mig hele dagen. Det lykkedes mig at komme tilbage efter nogle tilbagefald, men Phil mente ikke, jeg var klar nok til at spille de sidste kampe.

En surrealistisk oplevelse
Sidste gang, jeg så de andre, var da jeg forlod omklædningsrummet på Wembley. Vi havde lige sikret os oprykning foran 45.000 tilskuere i niende spark i straffesparkskonkurrencen.

Det var den afgørende finale om at rykke op i League 1. Folk var fuldstændigt i ekstase. Det var en hel sæson, 46 kampe, hvor et brændt eller scoret mål gjorde udslaget for succes eller fiasko.

Da jeg fik at vide, jeg ikke var i truppen, var jeg ved ikke engang at tage med på stadion. At sidde der og se ens hold spille på selveste Wembley. Det var en pinsel at være så tæt på og samtidig så langt fra.

Nu her bagefter er jeg glad for, at jeg tog med, men lige i øjeblikket, da jeg stod der inde på banen efter kampen foran 45.000 tilskuere og vidste, at det var min sidste aften i Southend United, var en surrealistisk oplevelse.

Vi har meget at lære
Det sidste, jeg så, var Phil Brown sidde med pokalen i sit alt for store jakkesæt, fuldstændig gennemblødt af øl. Jeg sagde slet ikke farvel til nogen. Jeg gik bare. Men hvorfor egentlig også sige det, når man er i en branche, hvor man kun siger goddag og farvel og ikke snakker om, hvordan man har det?

Rejsen kunne egentlig være gået til hvor som helst. Jeg var stort set ligeglad med, hvor jeg endte op. Det skulle bare være noget andet end det, jeg havde været vant til i så mange år.

Det vigtigste er at komme derud, hvor man kan mærke sig selv. Hvor man kan føle noget. Og det må man sige, jeg gjorde. At lære mig selv bedre at kende i pressede situationer har været utrolig spændende.

Det eneste, jeg altid vil ærgre mig over, er, at jeg ikke tog afsted ti år tidligere. Man bliver skolet på en helt anden måde. Man bliver klædt på med en hårdhed, en kynisme og en mental styrke, som ville være forbilledlig herhjemme.

Nu her, cirka et år efter jeg kom hjem, sidder jeg og tænker over, hvordan eventyret sluttede. Hvordan det hele endte. Jeg ved ikke, om et eventyr altid skal ende godt. Men det var i hvert fald et eventyr og en kæmpe oplevelse, som jeg altid vil kunne huske tilbage på.

Mads Ibenfeldt
Født den 26. januar 1985
Spiller i Nykøbing FC
Har tidligere spillet i B93, Brønshøj BK, AB og Southend United

Tilbage