15. 01. 2018

Solbriller og lydisolerende hovedtelefoner indenfor

Hjernerystelsen kostede hende et år på sidelinjen. I den tid afskar hun sig fra alt information og fulgte hverken klub- eller landshold. Det er nu to år siden, og Sofie Junge er tilbage på banen. Men hun er ikke ovre skaden endnu.

AF MICHAEL HEHR

Det er efterhånden to år siden. Men Sofie Junge bliver stadig ked af det, når hun tænker tilbage på det, der skete den 7. januar 2016. Alligevel gør hun det mange gange om ugen. ”Måske hver dag”, estimerer hun. Hun kan ikke lade være.

- Det var virkelig et hårdt år, og det var hårdt at komme tilbage året efter. Det var én situation, der kostede så dyrt. Mentalt er jeg ikke ovre det endnu, siger Sofie Junge.

Dagen er som mejslet ind i hukommelsen på den 25-årige landsholdsspiller. Hun kan huske ”alle detaljer” fra dagen. Det var en torsdag, det havde sneet og skaden skete om formiddagen. På grund af sneen skulle Sofie Junge og resten af FC Rosengård-holdet træne inde, og dér skete det så.

I en duel om bolden endte hun med at brage panden mod jorden. ”Bang. Der lå jeg så”, som hun beskrev det i et bidrag til Spillernes Stemme. Hun vidste det ikke, da det skete. Men episoden forårsagede en hjernerystelse, der skulle vise sig at holde Sofie Junge fra banen i næsten et år.

- Jeg har nogle billeder, der er taget et par dage før, og når jeg ser dem, tænker jeg; ”kan jeg ikke bare lige spole tiden tilbage dertil?”

Fulgte hverken klub- eller landshold

Tilbage i 2016 var Sofie Junge flyvende. Hun var netop skiftet til FC Rosengård, og hun var inde i det, hun selv beskriver som en god periode. Det var sæsonens første træningspas, og den danske midtbanespiller havde store forventninger til den forestående sæson.

Men i stedet for at spille sig på det nye hold, blev hun sat ud af spil. Træningsbanen blev erstattet med Højbjergklinikken, mens fodboldstøvler og benskinner blev skiftet ud med solbriller og lydisolerende hovedtelefoner.

Jeg fulgte ikke med i, hvordan det gik for mit klubhold eller landsholdet. Det var for deprimerende, at jeg ikke kunne være med. Jeg var heller ikke på Facebook i lang tid. Det er ikke et godt sted at være, hvis man er ked af det, for så bliver man bevidst om, hvor mange ting der foregår i andres liv, mens man selv er sat ud af spil

- Det var deprimerende. I den periode tænkte jeg på, om jeg kunne komme tilbage på topniveau igen. Jeg var aldrig bange for, om jeg skulle mærke det resten af livet, men jeg var bange for, om der, hvis jeg var ude i halvandet eller to år, ville være for langt tilbage til topniveau. At alle andre var kommet foran mig, fortæller Sofie Junge, der blandt andet af den årsag afskar sig fra information om holdkammerater og venner.

- Det er sindssygt kedeligt at ligge ned 20 timer i døgnet og tænke på alle de ting, jeg kunne have lavet. Jeg afskar mig selv fra information. Jeg fulgte ikke med i, hvordan det gik for mit klubhold eller landsholdet. Det var for deprimerende, at jeg ikke kunne være med. Jeg var heller ikke på Facebook i lang tid. Det er ikke et godt sted at være, hvis man er ked af det, for så bliver man bevidst om, hvor mange ting der foregår i andres liv, mens man selv er sat ud af spil.

Den altoverdøvende køleskabslyd

Og Sofie Junge var sat ud af spil. Både i bogstavelig forstand og i overført betydning. Allerede et par uger efter skaden flyttede hun hjem til forældrene i Aarhus, mens hun – på Spillerforeningens anbefaling – startede et forløb hos Højbjergklinikken, der også har hjemme på de kanter.

Læs også:  Ole Dau Om hjernerystelser: Spil ikke hasard med hjernen

- Jeg var rigtig glad for at være på Højbjergklinikken. I otte måneder var jeg der enten hver eller hver anden uge. Og det havde uden tvivl taget længere tid at komme tilbage, hvis jeg ikke havde været der, fortæller Sofie Junge.

Hun husker flere episoder fra tiden i Aarhus. På Højbjergklinikken fortalte de bl.a., at sanserne bliver skærpet, når man har pådraget sig en hjernerystelse, og det oplevede den danske landsholdsspiller ved flere lejligheder.

Selv lyden af fugle om morgenen var vildt irriterende. Jeg hørte og registrerede selv de mindste lyde. Og det er enormt irriterende, når man ikke kan sortere i de indtryk, man bliver udsat for

- Jeg kan huske, at jeg gik en tur på stranden på et tidspunkt. Jeg kiggede mig konstant over skulderen, fordi jeg følte, at der var en masse biler. Som på en motorvej. Jeg fandt ud af, at det var bølgerne hele vejen hen ad stranden, jeg kunne høre. Og det larmede så meget.

- En køleskabslyd, som kan pibe lidt, registrerede jeg lige med det samme. Det var virkelig irriterende. Jeg kunne slet ikke holde den ud. Hver gang, den kom, gik jeg væk. Selv lyden af fugle om morgenen var vildt irriterende. Jeg hørte og registrerede selv de mindste lyde. Og det er enormt irriterende, når man ikke kan sortere i de indtryk, man bliver udsat for, tilføjer hun.

Hjernerystelse kræver ikke knockout

Igennem hele forløbet har Sofie Junge taget sine forholdsregler. I starten isolerede hun sig totalt og gik på kompromis med det mentale for at kunne komme sig hurtigst muligt fysisk.

- Hvis jeg begyndte at lave sociale ting, som kunne have gjort mig gladere i lige netop det øjeblik, så gjorde jeg ikke, hvad der var muligt for at komme hurtigt tilbage. Så jeg havde fokus på at hvile så meget som muligt.

Og det gjorde hun så. Bevæbnet med solbriller og lydisolerende hovedtelefoner – og med hjælp fra Højbjergklinikken – tog hun kampen op mod fuglekvidder, køleskabslyden, solstråler og andre forstyrrende indtryk. Det har været en lang, sej kamp, hvor hun delvist har været isoleret fra omverden, men samtidig har arbejdet målrettet mod at komme tilbage til banen.

Jeg er ked af, at jeg tænkte, at man skal have en knockout, før det er alvorligt. Jeg fik jo slet ikke noget blackout, var svimmel eller noget som helst. Derfor tænkte jeg, at det ikke kunne være en hjernerystelse. Så skal man jo kaste op. Det troede jeg i hvert fald

- Jeg føler stadigvæk ikke, at jeg er helt ligesom før. Jeg skal hvile en halv time om dagen, for ellers får jeg hovedpine, fortæller hun.

Sofie Junge er dog for længst tilbage på banen. Hun tror ikke, hun kunne have gjort noget anderledes for, at det skulle være gået hurtigere. Men der var ting, hun gerne ville have vidst om hjernerystelser, inden hun blev skadet.

Læs også: Spillerforeningerne indgår samarbejde med hjernerystelsesforeningen

- Jeg er ked af, at jeg tænkte, at man skal have en knockout, før det er alvorligt. Jeg fik jo slet ikke noget blackout, var svimmel eller noget som helst. Derfor tænkte jeg, at det ikke kunne være en hjernerystelse. Så skal man jo kaste op. Det troede jeg i hvert fald.

- Jeg ville gerne have vidst, at det ikke kræver en alvorlig reaktion. Derfor er mit råd også, at man skal tage sine forbehold og være på den sikre side. Man behøver ikke have været væk i nogle sekunder, før det kan være en alvorlig skade.

Et år, der forsvandt

Nu skriver vi 2018. Det er ret præcist to år siden, skaden skete. Siden da er Sofie Junge – efter EM-sølvet i sommer – flyttet fra Skåne i Sverige til Valencia i Spanien. FC Rosengård er blevet skiftet ud med Levante UD, der spiller i den bedste spanske række.

Der er med andre ord sket en del for Sofie Junge. Det står i kontrast til skadesperioden, hvor tiden nærmest stod stille. Ingen fodbold, ingen social interaktion, ingen lyde. Ikke noget noget som helst. Paradoksalt nok føler hun retrospektivt, at det skelsættende år gik relativt hurtigt.

Jeg bliver tit spurgt om mine mål. ”Har du opgivet dine mål?” Mit svar er, at det har jeg ikke. Jeg har stadigvæk mål om at vinde Champions League og komme til OL med landsholdet. Tidshorisonten er bare blevet forlænget

- Da jeg var i det, var det nogle lange dage. Det var de samme dage hele tiden. Når jeg tænker tilbage, føler jeg egentlig, at det her år gik rimelig hurtigt. Jeg havde jo ingen oplevelser. Dagene lignede bare hinanden. Derfor føler jeg, at der ikke skete noget det år, og derfor føles det som om, at det gik rimelig hurtigt.

Sofie Junge forklarer det med, at hun jo intet oplevede.

- Når jeg har været ude at rejse, har de to uger taget vildt lang tid, fordi der er sket så meget. Med hjernerystelsen er det lige det modsatte. Da jeg var i det, tog det lang tid, men når jeg tænker tilbage, så forsvandt det år bare. Og det forsvandt, fordi jeg ikke lavede noget og ikke oplevede noget.

Vil vinde Champions League

Skader er sjældent fremmende for en professionel sportskarriere. Det har det heller ikke været for Sofie Junge. Så meget tid væk fra banen koster. Det gør det stadigvæk. Men det betyder ikke, at Sofie Junge har parkeret sine ambitioner og drømme på hylden sammen med solbrillerne og de lydisolerende hovedtelefoner. Tværtimod.

Læs også: Vi har meget at lære om hjernerystelser

- Jeg bliver tit spurgt om mine mål. ”Har du opgivet dine mål?” Mit svar er, at det har jeg ikke. Jeg har stadigvæk mål om at vinde Champions League og komme til OL med landsholdet. Tidshorisonten er bare blevet forlænget.

- Når sådan noget sker, betyder det ikke, at man ikke kan opnå sine mål. Det er i hvert fald det, jeg håber på, slutter hun.

Tilbage

SENESTE NYT

11.02.2018

Tre døgn i Taubers trykkoger

LÆS MERE
06.02.2018

Spillerråd og Spillerforeningen opfordrer spillerne til at give Lyngby tid

LÆS MERE
05.02.2018

Bjelland jonglerer både med fodbolde og studiebøger

LÆS MERE
02.02.2018

Kvindelandsholdet glade for dagens afgørelse i appel-sag

LÆS MERE
02.02.2018

Spillerforeningen har på vegne af spillerne i Lyngby sendt påkrav til klubben

LÆS MERE
31.01.2018

Spillerforeningen i dialog med spillerne i Lyngby

LÆS MERE
Nyheder