04. 03. 2019

Alarmerende mange korsbåndsskader: Simpel træning kan halvere antallet

Netop nu er der alarmerende mange korsbåndsskader i 3F Ligaen. Selvom simpel træning ifølge forskning kan halvere antallet, er træningen ikke implementeret. Der er behov for en kulturændring, lyder kritikken fra flere eksperter.

AF MICHAEL HEHR

- Hvis fodboldbanen var en traditionel arbejdsplads, så var den blevet lukket ned, fordi risikoen for at komme alvorligt til skade er så stor.

Sådan siger Ewa M. Roos. Hun er professor og forskningsleder ved Institut for Idræt og Biomekanik ved Syddansk Universitet.

I mere end et kvart århundrede har hun forsket i knæ og korsbåndsskader. Hun ved, at antallet af korsbåndsskader – med simple midler og til gavn for alle sportens parter – kan halveres. ”Det er der god evidens for”, som professoren fastslår.

Det er en uhyggelig statistik. Jeg får helt ondt i maven, når jeg hører de tal. Det er simpelthen så vildt. Man kunne jo lave et hold bestående af spillere med korsbåndsskader

Alligevel kan hun til stor frustration blot se til fra sidelinjen, mens korsbåndsskaderne i bl.a. kvindefodbold hober sig op. Og når spillerne – de af dem, der kommer tilbage på fodboldbanen – slutter deres karrierer, så ligner det til forveksling, at deres knæ tilhører en 80-årig, når man ser på røntgenbilleder.

- Det er unge mennesker med pensionistknæ. Det er helt forfærdeligt, siger Ewa M. Roos.

”Jeg får helt ondt i maven”

I skrivende stund er der sammenlagt alarmerende 16 korsbåndsskader i de otte trupper, der deltog i 3F Ligaens grundspil. Og i de otte omklædningsrum sidder der tilsammen yderligere 13 spillere, der tidligere har siddet ude med netop den type skade. Det viser en rundspørge foretaget af Spillerforeningen. Det svarer til, at cirka hver femte spiller i 3F Ligaens grundspil enten har eller har haft en korsbåndsskade.

Et af menneskene bag de tal er landsholdsspilleren Stine Larsen. Sidste år i april sprang hun sit korsbånd, da Brøndby IF vandt pokalfinalen mod KoldingQ. Hun var ved at positionere sig i feltet i forbindelse med et hjørnespark, da belastningen på knæet blev for stor.

- Jeg ville skifte retning, og idet jeg placerede foden i græsset, var der noget, der føltes som noget, jeg aldrig havde oplevet før. Jeg havde følelsen af, at mit knæ var gået af led, husker Stine Larsen.

Det var det ikke. Korsbåndet var derimod sprunget.

- Jeg kan bedst beskrive det som om, at knoerne kører mod hinanden. Det var den følelse, jeg havde. Der er jo nogen, der kan høre og mærke, at det sprænger, men den følelse havde jeg slet ikke, fortæller hun.

Læs også: Julie Trustrup oplevede kvindefodboldens gennembrud fra sidelinjen

Allerede dengang var Brøndby-profilen klar over, at risikoen for korsbåndsskader som kvindelig fodboldspiller var stor. Det er den stadigvæk. Det ved hun bedre end de fleste. Alligevel både overrasker og skræmmer Spillerforeningens nye opgørelse hende, da hun bliver præsenteret for den.

- Det er en uhyggelig statistik. Jeg får helt ondt i maven, når jeg hører de tal. Det er simpelthen så vildt. Man kunne jo lave et hold bestående af spillere med korsbåndsskader.

- Det er for mange. Og det er værd at bide mærke i – og agere ud fra, mener hun.

Op til otte gange større risiko blandt kvinder

Den betragtning deler overlæge Kaspar Saxtrup. Han er speciallæge i ortopædkirurgi og klinikchef i Idrætsklinikken på Regionshospitalet Silkeborg. Han har haft forløb med en lang række kvindelige elitesportsudøvere – henvist via klubber, Team Danmark og diverse landshold – og har bemærket et stigende antal kvindelige udøvere med korsbåndsskader. Men at der aktuelt er så mange korsbåndsskader i 3F Ligaen overrasker også ham.

- Det er store tal, fastslår overlæge Kaspar Saxtrup, da han bliver konfronteret med Spillerforeningens rundspørge.

- Det, man bedst kan sammenligne med, er kvindehåndbold. Dér synes vi, at tallene er skræmmende høje, men det her ser faktisk endnu værre ud, tilføjer han med henvisning til, at der siges at være én korsbåndsskade pr. trup på eliteniveau i kvindehåndbold.

Af samme årsag er det overraskende for Kaspar Saxtrup omfanget – ikke det faktum at der er korsbåndsskader. For kvinder er ganske enkelt i større risiko for at få korsbåndsskader end mænd, fordi de, som speciallægen i ortopædkirurgi udtrykker det, ”ikke umiddelbart er designet til at spille fodbold”.

Det antal skader, vi ser, er ikke uheld. Skader er ikke en naturlig del af idræt, for vi ved, at risikoen for de her skader er stor, og vi kan forebygge dem med simple øvelser

- Vi ved, at kvinder har en vældig øget risiko for at få korsbåndsskader. Der er forskel på, hvordan man regner det, men hyppigheden er fem-otte gange større blandt kvinder sammenlignet med mænd generelt set. Det handler om den måde, som kvinder og mænd er bygget på. Mænd har generelt en større muskelmasse, mens kvinder har et bredere bækken, hvilket gør vinklen i deres knæ større, og det medfører, at de har en øget tilbøjelighed til at vælte indad. Rent anatomisk er kvinder altså mere udfordret end mænd.

- Vi ved også, at der er noget hormonelt. I løbet af menstruationscyklussen er der en øget risiko for at få skader omkring ægløsningen, fordi det hormon, der er med til at sætte gang i ægløsningen, også er med til at blødgøre ledbåndene, så teoretisk set er der en øget risiko dér. Så der er simpelthen noget rent anatomisk, der gør, at kvinder er mere udfordrede end mænd, forklarer overlægen.

Det er dog langt fra ny viden. Derfor undrer det Kaspar Saxtrup, at det tilsyneladende er accepteret i miljøet, at knæproblemer er en del af sporten.

- Jeg kan godt være forundret over holdningen. Det er åbenbart blevet acceptabelt, at man som konsekvens af sit fodboldliv går rundt og har ondt i knæene. Som jeg ser det, er der behov for en kulturændring, og det er for sent, hvis man først starter, når man når eliteniveau. Det skal starte i ungdomsårene. Det er hele kulturen, der skal ændres, og man skal ikke bare acceptere, at man har ondt i knæene, fordi man spiller fodbold, fastslår han.

Kan halvere antallet af korsbåndsskader

Professor Ewa M. Roos kunne ikke være mere enig. Hun mener – ligesom Kaspar Saxtrup – at der skal gøres op med tanken om, at korsbåndsskader er en del af sporten. I hvert fald i det omfang, vi ser netop nu.

- Man hører ofte skader blive beskrevet som uheld. At man er uheldig at blive skadet, og at det er en naturlig del af idræt. Nej, det er forkert. Du kan altid have uheld. Men det antal skader, vi ser, er ikke uheld. Skader er ikke en naturlig del af idræt, for vi ved, at risikoen for de her skader er stor, og vi kan forebygge dem med simple øvelser, fastslår hun.

At de kan forebygges, viser årevis af forskning. Den viser også, at korsbåndsskader blandt kvinder ofte opstår i situationer, hvor der – som i Stine Larsens tilfælde – ikke er kontakt med en med- eller modspiller. Det er derimod soloulykker. De såkaldte ’non-contact injuries’.

- Det fortæller, at det har betydning, hvordan du bevæger dig. Hvordan din bevægelseskontrol er, hvor stærk du er, og hvor ’agile’ du er – altså, hvor god du er rent teknisk til at hoppe, lande, løbe og skifte retning, forklarer Ewa M. Roos.

- Vi ved rigtig meget om det her emne, fordi der er blevet forsket meget i det i mange år. Gennem forebyggende, neuromuskulær træning 15 minutter ad gangen tre gange i ugen kan man halvere antallet af korsbåndsskader. Det er det store billede. Det kan variere lidt efter sportsgren og niveau, men forskning viser, at vi overordnet set kan halvere antallet af skader. Det har vi god evidens for, supplerer hun.

Risikerer pensionistknæ som 31-årig

Det lader dog til, at budskabet, om at simpel træning kan halvere antallet af skader, har svært ved at trænge igennem universitetets tykke mure. I årevis har hun således magtesløst set til fra sidelinjen, mens den ene kvindelige fodboldspiller efter den anden har pådraget sig en korsbåndsskade. Det frustrerer professor Ewa M. Roos af flere årsager. Dels fordi det åbenlyst er tåbeligt ikke at undgå skader, der beviseligt kan undgås. Og dels fordi kvinder, der har haft sprunget deres korsbånd, kan være påvirket af skaden resten af livet.

For mens årtiers forskning viser, at man kan forebygge korsbåndsskader, viser den samtidig også, at behandlingen af skaden ikke kan forbedres væsentligt. Det betyder blandt andet, at korsbåndsskadede kvindelige fodboldspillere kan se frem til at få det, hun beskriver som ”pensionistknæ”.

- Vi har undersøgt, hvornår kvinder ødelægger det forreste korsbånd. Kvinder er i gennemsnit 19 år, når de får deres korsbåndsskade. Når vi undersøger dem 12 år senere – når de er 31 år og står i starten af deres civile karriere og familieliv – har halvdelen af dem artrose (slidgigt, red.) i knæet, som man kan se på røntgenbilleder. Det betyder, at de har pensionistknæ. Det ligner, at deres knæ er 80 år gamle.

- Det er forfærdeligt. Vi har ingen god behandling af det, vi har ingen mirakelkur – hverken kirurgi eller medicin – som kan gøre, at man kan undgå artrose. Det er derfor, jeg synes, det er vigtigt at forebygge skader.

Læs også: Eksplosionen i knæet fik verden til at gå i stå

Hun får opbakning af Kaspar Saxtrup, der også peger på forebyggelse som nøglen til at nedsætte det høje antal af korsbåndsskader, vi i øjeblikket ser i kvindefodbold. Som speciallæge i ortopædkirurgi ved han, at det ikke er uden omkostninger at pådrage sig en korsbåndsskade.

- I det øjeblik, du får en korsbåndsskade – uanset om du vælger at lade dig operere eller ej – så har du en væsentlig større risiko for at få artrose. Og så er det fuldstændig ligegyldigt, om du gør noget ved dit korsbånd eller ej. Det har – både på den korte og den lange bane – alvorlig indvirkning, fastslår Kaspar Saxtrup og fortsætter:

- Det er sjældent, at det bare er korsbåndet, der er revet over. Der vil typisk være andre følgeskader. Menisken kan gå i stykker, brusk kan gå i stykker. Samlet set betyder det, at din chance for at få et godt liv efter fodbolden, hvor du kan lege med dine børn og løbe en tur i skoven, er dårlig. Det er ofte konsekvensen. Man får simpelthen artrose i knæet, og kan ikke det samme, som man ellers ville have kunnet. Så det har alvorlige konsekvenser på den lange bane.

Ifølge både Kaspar Saxtrup og Ewa M. Roos er alt andet end systematisk forebyggelse uansvarligt. Der skal gøres en indsats, og den skal gøres tidligt.

Professoren fra SDU sammenligner det med at bruge cykelhjelm. I trafikken er der en risiko, som vi beskytter os mod. Det samme er gældende for særligt kvindelige fodboldspillere på en fodboldbane. Her er beskyttelsen ikke en hjelm – det er skadesforebyggende træning.

- Indsatsen skal ske tidligt. Det er alt for sent at starte, når man når eliteniveau. Det skal være lige så naturligt som at bruge en cykelhjelm, når man lærer at cykle. Når du som barn starter til fodbold, skal det være sjovt, spændende og dejligt, men det skal foregå på så sikker en måde som muligt.

Rammerne begrænser spillerne

Hos Stine Larsen rammer det synspunkt et ømt punkt. Til hendes store fortrydelse lavede hun ikke skadesforebyggende træning, før hun blev skadet. Hverken på ungdoms- eller eliteniveau. Det er der flere årsager til. Den mest åbenlyse er rammerne.

For som det er nu, er hun ikke fuldtidsprofessionel. Hun lever med andre ord ikke af at spille fodbold. Hun bestræber sig ikke desto mindre på at være så professionel i sin tilgang til fodboldkarrieren, som det er muligt. Hun har stort fokus på taktik, kost, teknisk træning, søvn og restitution. Bare ikke skadesforebyggende træning. I hvert fald ikke før skaden. Noget, der i bagklogskabens ulideligt klare lys irriterer hende.

- Selvfølgelig var jeg opmærksom på, at der var en risiko for at få en korsbåndsskade. Det er desværre bare for let at tænke; ”det sker ikke for mig.” Men det kan jo ske for alle. Så jeg var opmærksom på det, men jeg gjorde ikke noget ved det. Og det er typisk, at det skal være sådan. At man skal lære det på den hårde måde.

- Der er ingen tvivl om, at hvis man laver forebyggende træning, så mindsker du risikoen. Og jeg havde ikke lavet den forebyggende træning, der skulle til. Det ville jeg selvfølgelig ønske, jeg havde gjort. Men på det tidspunkt prioriterede jeg det ikke, fordi jeg syntes, der var så meget andet, jeg hellere ville bruge min tid på. Jeg prioriterede fodboldbanen over styrkelokalet, forklarer hun.

På individniveau er det aldrig for sent at starte med den forebyggende træning. Men hvis man vil nedsætte antallet af skader i Danmark, bliver man nødt til at starte tidligt, og man bliver nødt til at gå systematisk til værks

Dermed rammer Stine Larsen ned i et af de mange parametre, der gør emnet komplekst. For mens det i teorien lyder simpelt at lave 15 minutters forebyggende træning tre gange om ugen, så er det sværere i praksis. Mens man som fuldtidsprofessionel fodboldspiller har tid, ressourcer og faciliteter til at optimere og fokusere på fodbold – og kun fodbold – er virkeligheden en anden for Stine Larsen og de øvrige spillere i 3F Ligaen.

- Vi har halvanden time på banen. Og det er klart, at den halvanden time vil vi gerne udnytte så godt som muligt. Og det er federe at lave fodboldrelaterede øvelser. Og når man ikke er fuldtidsprofessionel, men derimod har studie og arbejde ved siden af, så er der ikke mulighed for at komme et kvarter før og lave øvelserne dér. Jeg tror, det er det, der gør det svært for de kvindelige fodboldspillere i Danmark. Fordi det kræver, at man fjerner et kvarters træning med bold, forklarer landsholdsspilleren.

Stine Larsen er gået ind i sin ottende måned med genoptræning. Et langt forløb, der har budt på både op- og nedture. Derfor ved hun udmærket, hvordan argumentet om tid kan lyde.

- Det lyder jo lidt tosset, at man siger, at man ikke vil tage et kvarter ud af træningen. For hvis du tæller sammen, hvor mange kvarter jeg nu har brugt på min genoptræning, ville man uden tvivl komme frem til, at det selvfølgelig kunne betale sig at lave de simple øvelser tre gange om ugen. Så det giver ikke mening, at man ikke prioriterer det. Det gør det ikke. Jeg ville 100 gange hellere tage det kvarter ud af min træning tre gange i ugen, end jeg ville igennem sådan et langt forløb.

- Der skal ændres i den måde, man tænker på. Jeg synes, det er et spørgsmål om prioritering.

Ikke den enkeltes ansvar

På SDU i Odense er professor Ewa M. Roos enig med Stine Larsen: Det handler om prioritering. Spørgsmålet er bare, hvem der skal prioritere det. Hvis man virkelig ønsker at nedsætte – og forhåbentlig halvere – antallet korsbåndsskader blandt kvindelige fodboldspillere i Danmark, er man nødsaget til at gå systematisk til værks. Ændringen skal komme fra toppen.

- Man kan ikke parkere ansvaret ét sted. Du kan parkere det hos politikerne, der ønsker, at vi dyrker mere idræt. Du kan parkere det hos Dansk Boldspil-Union. Du kan parkere det hos klubberne. Du kan parkere det hos forældrene, der vil, at deres børn dyrker idræt. Du kan forsøge at parkere det på individet – at den enkelte skal tage ansvar for sig selv, men det er det mindst hensigtsmæssige.

- På individniveau er det aldrig for sent at starte med den forebyggende træning. Men hvis man vil nedsætte antallet af skader i Danmark, bliver man nødt til at starte tidligt, og man bliver nødt til at gå systematisk til værks. Så skal man lære alle at bruge cykelhjelmen fra starten af. Det er jo helt åndssvagt først at begynde at bruge cykelhjelm, når man er 18 år, ræsonnerer hun.

Læs også: Ahlmann: Træder ikke ind på banen uden at have styr på mine forsikringer

Hvis det skal blive en realitet, kræver det, at vi i Danmark begynder at se anderledes på skadesforebyggende træning. Og at det bliver en del af træneruddannelserne på tværs af niveauer, mener professoren.

- Når du fortæller en teenager eller en ungdomstræner, at der er behov for skadesforebyggende træning, er de ved at kaste op. Unge mennesker føler sig udødelige, og spillerne tænker; ”det er de andre, der bliver skadet – det er ikke mig.” Derfor handler det også meget om, hvordan man taler om den her form for træning.

- Træningen er helt nødvendig. Man kan ikke være bekendt, at man ikke indbygger skadeforebyggelse i en træneruddannelse. Alt andet er at sende et signal om, at man som fodboldforbund ikke tager det alvorligt. Og hvorfor skal trænerne, der har ansvaret for spillerne, så tage det alvorligt, spørger hun retorisk.

Kaspar Saxtrup deler Ewa M. Roos’ betragtninger og bekymringer.

- Det er afgørende, at rollemodellerne – det vil sige de voksne – tager det seriøst. Et barn cykler ikke med cykelhjelm, fordi det siger forældrene. Barnet cykler med cykelhjelm, fordi det gør forældrene også. Så det handler om at få den rigtige kultur i klubberne, siger han.

- Det her skal vi have fokus på, og vi skal have gjort noget for at forebygge. Der findes en lang række skadesforebyggende træningsmetoder, som man kan sætte i gang i klubberne. Det bør man i mine øjne gøre fra ungdomsrækkerne af, hvor man ved at opbygge muskelstyrke, opbygge balancen og opbygge god teknik kan forebygge, lyder opfordringen fra overlægen.

Sådan skadesforebygger du

Hvis antallet af skader skal halveres, kræver det ifølge professor Ewa M. Roos og overlæge Kasper Saxtrup en systematisk tilgang til problemet. De to eksperter fastslår, at indsatsen skal ske tidligt, og at den skal implementeres i den fælles træning.

Ewa M. Roos henviser til opvarmningsprogrammet ’The 11+’. Det er et program, der udformet med henblik på at undgå skader i fodbold gennem specifikke øvelser.

Du kan læse mere om programmet og se de konkrete øvelser her.

Tilbage

SENESTE NYT

05.12.2019

Marcondes: »Stærkt at kende sine svage sider«

LÆS MERE
03.12.2019

4player lancerer nyt initiativ inden for mental sundhed

LÆS MERE
02.12.2019

Fodbolden får ny 5½-årig overenskomst

LÆS MERE
22.11.2019

»Træningen var den perfekte forberedelse til min sæsonoptakt«

LÆS MERE
21.11.2019

Landsholdsspillere giver millioner til børnefodbold

LÆS MERE
20.11.2019

Sidste års trio i ny duel om Årets Mandlige Fodboldspiller

LÆS MERE