02. 04. 2019

Amankwah: Det aller vigtigste i fodbolden bliver forsømt

I fodboldens verden er rigtig meget gennemtænkt og planlagt ned til mindste detalje. Men det aller vigtigste element ryger i glemmebogen – og det gælder både for elite- og breddefodbolden.

Sådan lyder det fra Hobros norske Yaw Ihle Amankwah, der, i et debatindlæg i Bergensavisen, efterlyser fokus på det mentale aspekt af fodboldspillet – uanset hvilket niveau, der spilles på.

- Desværre har jeg set med egne øjne, hvor ødelæggende forventninger og præstationsangst kan være, og jeg har haft holdkammerater på højt niveau, som har måtte trække sig, fordi de ikke orkede mere. Jeg mener helt klart, at det at bringe mentaltræning og kendskab til mentale værktøjer ind i fodbolduddannelsen til unge spillere i klubberne, vil bidrage til, at de bedre kan håndtere de udfordringer, der kommer – både på og udenfor banen, skriver Amankwah.

Læs også: Elitefodbold bygger på en kultur, der gør mennesker syge

Amankwah påpeger, at fokus rundt om i fodboldklubberne i høj grad er på spillernes fysiske, tekniske og taktiske egenskaber, mens de mentale værktøjer ikke prioriteres. Og netop de mentale værktøjer har, ifølge Amankwah, enorm betydning, når man som spiller skal håndtere forventningerne fra både omverdenen og én selv – og appellerer til, at det mentale aspekt får en plads på hylden med det taktiske og tekniske ude i klubberne.

Som at køre Windows 95
For den norske forsvarsspiller giver det ingen mening, at mentaltræning ikke er en topprioritet i alle klubber, der vil præstere; fordi hjernen er operativsystemet for teknisk udførelse, taktiske vurderinger og på fysiske ting som energi og spændingsniveau, som han selv beskriver det og fortsætter:

- At have fantastiske fysiske, tekniske og taktiske færdigheder uden en veludviklet mentalitet, er som at have en PC med de dyreste og bedste specifikationer, retina-skærm og en million terabyte for så at køre dem på Windows 95.

Læs også: Det var som at falde ned i et stort, sort hul

Ifølge Amankwah ville både elite- og breddefodbolden få stor gavn af mentaltræning. Selv de mange børn og unge, som aldrig vil få fodbolden som levebrød, vil kunne overføre værktøjerne og drage fordel af dem senere i livet.

- At have en robust mentalitet er lige så godt for en 24-årig der skal til sin første jobsamtale, som for en 19-årig, der skal debutere på landsholdet. Mens nytteværdien af en fantastisk førsteberøring eller præcise afleveringer er ikke-eksisterende for talentet, som valgte en anden spændende karrierevej.

Læs også: Den totale nedsmeltning førte til exit

- Så i den evige debat mellem elite- og breddefodbold er mentaltræning en af de få ting, som begge lejre vil kunne få stort udbytte af, uden at det er på bekostning af hinanden. Fodbolden er en vigtig folkesundshedsaktør. Den får store og små ud og bevæge sig. Jeg mener, det er på tide, at fodbolden også indser og tager imod sin rolle som mentalsundhedsaktør.

Du kan læse hele Yaw Ihle Amankwahs debatindlæg i Bergensavisen her

Tilbage