28

Artikel28.5.2019

Hold formen ved lige med Team Spillerforeningens preseason-træning

Vi du stå skarpere, når den nye sæson bliver skudt i gang? Træn med Team Spillerforeningen hele sommeren.

Af Martin Dons

Som det er tradition, har Spillerforeningens medlemmer mulighed for at optimere deres forberedelser til den nye sæson. Det sker, når Team Spillerforeningen i samarbejde med blandt andre ProTreatment henover sommeren igen tilbyder preseason-træning med både fysisk træning og fodboldtræning.

- Med ProTreatment som en del af setuppet er spillerne sikret kompetent træning og rådgivning. ProTreatment er blandt landets allerdygtigste og arbejder med de største danske sportsudøvere, og de supplerer vores traditionelle fodboldtræning over sommeren glimrende, siger projektleder for Team Spillerforeningen, Kresten Blæsild.

»Det handler om at give spillerne de optimale muligheder og betingelser for at stå stærkest muligt.«

Onsdag den 12. juni begynder Team Spillerforeningens preseason-træning. Det sker hos ProTreatment i henholdsvis Aarhus og Dragør, hvor de står klar til at sætte fokus på den enkelte spiller.

Fokus på skadesforebyggende træning

Der bliver taget udgangspunkt i eksplosive øvelser med en masse gentagelser og muskelaktivitet i de rigtige muskler med fokus på skadesforebyggende træning, så deltagerne undgår opstartsskader. Samtidig bliver der leveret individuel rådgivning til den enkelte spiller.

- Udover at deltage i ProTreatment-træningerne er der for spillerne også mulighed for at få behandling af ProTreatments behandlere. Det giver i kombination med vores fodboldtræninger et rigtigt godt træningstilbud på absolut højeste niveau, hvilket giver spillerne mulighed for at stå stærkt frem mod den nye sæson, siger Kresten Blæsild.

- Det handler om at give spillerne de optimale muligheder og betingelser for at stå stærkest muligt, når træningerne i deres respektive klubberne begynder efter sommerferien. Så fremfor selvtræning henover ferien kan de træne fodbold sammen med andre og med rigtig dygtige trænere. Vi håber selvfølgelig, at mange medlemmer vil benytte sig af dette attraktive tilbud, som endda er gratis, tilføjer han.

Træningerne ligger i perioden 12. juni til 11. juli, hvor der fra den 24. juni i København også vil indgå fodboldtræning.

Få opdateringer fra os

Bliv opdateret på det seneste omkring Spillerforeningens aktiviteter og det danske fodbold miljø. Få nyheder og annonceringer af events direkte i din indbakke.