24. 06. 2019

Status på Spillerforeningens hjælp til FC Roskilde-spillerne

Spillerforeningen er i tæt dialog med spillerne i FC Roskilde for at hjælpe dem. Alene i løbet af de seneste 14 dage har chef for spillerrådgivning Thomas Lindrup besøgt spillertruppen seks gange. Her giver Spillerforeningen en status på dens involvering.

Forberedelserne til en ny sæson er gået i gang i både Superligaklubberne og klubberne i 1. division. Det er de også i FC Roskilde, hvor spillerne har haft en turbulent sommer med anklager om matchfixing og senest et krav om lønnedgang.

Spillerforeningens involvering i sagen begyndte, da FC Roskilde-truppen henvendte sig efter de uhyrlige anklager om matchfixing, der kom via den nu tidligere cheftræner Christian Lønstrup.

Jeg har ingen oplysninger, der tyder på, at nogen spillere har gjort noget forkert.

- For spillerne er det en meget vanskelig situation at stå i. Der kører en undersøgelse i DIF-regi og hos politiet, og spillerne kan hverken gøre fra eller til. De kan ikke frikende sig selv - de må bare vente på, at undersøgelserne bliver færdige, og det er selvfølgelig en frustrerende situation at befinde sig i, siger Mads Øland, direktør i Spillerforeningen.

- Jeg har ingen oplysninger, der tyder på, at nogen spillere har gjort noget forkert. Jeg har selvfølgelig ikke adgang til aflytninger og indsigt i spilkonti, som eksempelvis politiet har, men med al den information, vi har – både fra officielle kanaler og fra dem, vi ellers taler med – er der intet, der tyder på, at nogen spillere har gjort noget forkert, fortæller Øland.

Magtesløse spillere

Sagen har betydet, at Spillerforeningen og i særdeleshed chef for spillerrådgivning Thomas Lindrup har haft mange besøg i Roskilde for at hjælpe og støtte spillerne.

Det er en svær og usikker situation, de står i, og de er selvfølgelig frustrerede og føler sig magtesløse. Derfor er det vigtigt, at de mærker og ved, vi står bag dem, og vi er der for dem.

- Jeg har haft fysiske møder med spillertruppen omkring ti gange. Alene i de seneste 14 dage har jeg været i Roskilde seks gange. Vi har både møder med spillerne kollektivt, ligesom vi også har individuelle samtaler, når der er behov for det. Derudover har jeg talt meget i telefon med spillerne. Vi er til rådighed, når spørgsmålene opstår, og vores medlemmer har brug for svar, slår Thomas Lindrup fast.

- Vi bruger møderne til dels at informere spillerne om, hvad der sker, så de altid er opdaterede, og dels til at fortælle dem om deres rettigheder, og om hvordan de skal forholde sig i sådanne uvante situationer. Det er en svær og usikker situation, de står i, og de er selvfølgelig frustrerede og føler sig magtesløse. Derfor er det vigtigt, at de mærker og ved, vi står bag dem, og vi er der for dem, siger Lindrup.

Familiære forpligtigelser

Tidligere på sommeren kom det frem, at FC Roskilde ønsker en lønnedgang for spillerne. Sammen med spillerne har Spillerforeningen vurderet, at der ikke er grundlag for det.

- FC Roskilde skal indrette sig efter de uopsigelige åremålskontrakter, som de har indgået med vores medlemmer i klubben. Ligesom alle andre klubber skal gøre det samme. Det er ens for alle. Når klubben nu ønsker at skifte fra fuldtid til deltid, så går jeg ud fra, at klubben vælger – i takt med at de indgår nye kontrakter – at sikre sig, at de nye kontrakter indgås i overensstemmelse med deres nye deltidssetup.

Spillerne har jo fx familiære forpligtelser og andre arbejdsmæssige forpligtelser, som skal passe med deres fodboldkontrakt.

- Hvis klubben i en periode har forskellige kontrakttyper, så må klubben organisere arbejdet for spillerne, så de til enhver tid gældende kontrakter overholdes. Selvfølgelig kan de enkelte spillere og klubben frivilligt indgå nye kontrakter med det samme, men det vil ofte være vanskeligt for spillerne med det samme at indrette sig på nye træningstider. Spillerne har jo fx familiære forpligtelser og andre arbejdsmæssige forpligtelser, som skal passe med deres fodboldkontrakt, siger Mads Øland.

Kontraktstabilitet går begge veje

- I Danmark og i professionel fodbold har vi kontraktstabilitet, der går begge veje. Spilleren skal vide, at kontrakten er sikret, lige såvel som klubben skal vide, at spilleren bliver i klubben. Ingen af parterne kan bare lige opsige aftalen. Derfor må Roskilde også stå på mål for de kontrakter, man har indgået, siger Øland.

Hovedparten af spillerne i FC Roskilde har fået lov til at skifte på en fri transfer. I sidste uge fortalte TV2 dog en historie om, at andre klubber ikke ville tilknytte Roskilde-spillere. Senest er Patrick da Silva dog skiftet til Lyngby Boldklub, mens Mark Gundelach skal tørne ud for BH Køge. Mads Øland glæder sig dog over, at andre klubber åbner op for de spillere i Roskilde, som ønsker at skifte klub.

- Jeg er glad for, at der er andre klubber, der ser en fremtid i spillerne og har valgt at skrive kontrakt med dem, slutter direktøren for Spillerforeningen.

Tilbage

SENESTE NYT

13.11.2019

»Det er vigtigt, at man kan fundere lidt over, hvad der skal ske efter fodbolden«

LÆS MERE
11.11.2019

Spillerforeningen hilser nye regler for doping velkommen

LÆS MERE
07.11.2019

Træn gratis med ProTreatment henover vinteren

LÆS MERE
05.11.2019

Vibe bliver bedre på banen ved også at have fokus uden for banen

LÆS MERE
01.11.2019

Underlag har betydning for klubvalg

LÆS MERE
31.10.2019

Fodboldspillere i Skandinavien enige: Vi vil spille på græs

LÆS MERE