12. 07. 2019

Superligaen i tal: Danske vs. udenlandske spillere

I aften går det atter løs i Superligaen, når FC Midtjylland åbner mod Esbjerg fB. Vi varmer op med spillerstatistik fra sidste sæson med fokus på udenlandske spillere kontra danske.

Der er blevet jongleret rundt i det helt store Excel-ark. Faktisk har helt præcis 348 spillere været igennem karrusellen for at gøre status på sidste sæsonens Superliga.

Af de 348 spillere, der i sæsonen 2018-2019 optrådte i Superligaen, havde 215 spillere dansk pas, mens 133 spillere havde andet pas end dansk. Med andre ord var 62% af spillerne i landets bedste række danske, mens der var 38% med udenlandsk baggrund.

Dykker man ned på klubniveau, var der stor forskel på antallet af udenlandske spillere i trupperne. Tager man gennemsnittet af antal udenlandske spillere i Superligaen, giver det 9,5 spillere pr. trup. Det antal ramte F.C. København. Vendsyssel FF og Esbjerg fB med hver ti udenlandske spillere, mens der optrådte ni spillere i truppen i FC Nordsjælland.

Tre klubber havde flertal af udenlandske spillere

Helt i top med antal udenlandske spillere lå nedrykkede Vejle Boldklub. I sæsonen 2018-2019 havde traditionsklubben 18 spillere med udenlandsk baggrund, mens 11 danske spillere optrådte i førsteholdstruppen.

Læs også: »Min lillefinger stak ud til alle sider«

Lige efter kommer de danske pokalmestre fra FC Midtjylland. 17 af 31 spillere, eller 55%, var i sidste sæson udenlandske spillere, mens 14 (45%) spillere havde dansk pas. På tredjepladsen lå Brøndby med en fordeling på 15 udenlandske spillere og ti danske.

Helt i den anden ende finder vi AC Horsens. Blot tre udenlandske spillere havde manager Bo Henriksen i sin trup, mens de danske spillere udgjorde 23 spillere. I OB havde de fire udenlandske spillere, mens 19 spillere var med dansk pas. Det giver en fordeling på 17% og 83%.

Flest udenlandske spilminutter

Kigger man på spilletiden, viser opgørelsen, at de udenlandske spillere oftere blev sendt i aktion end de danske.

I gennemsnit spillede en udenlandsk spiller i Superligaen 1456 minutter, hvilket svarer til 16,2 kampe, mens de dansk spillere i den forgange sæson i gennemsnit fik 1337 minutter i benene. Det svarer til 14,9 kampe.

Europa det mest populære kontinent

Ikke så overraskende, så kommer hovedparten af de udenlandske spillere i Superligaen fra Europa. 84 af de i alt 133 udenlandske spillere i ligaen, eller 63%, kommer fra europæiske lande, mens Afrika følger efter på andenpladsen med 26 spillere svarende til 20%.

Læs også: Fanget i kaos: Trusler, manglende løn og nægtet adgang i klubben

Går man ned på landeniveau, ser man ikke så overraskende, at vores naboland Sverige topper listen. 13 ud af de 133 udenlandske spillere i Superligaen kommer herfra. Dernæst kommer Tyskland med 11 spillere. Ghana er det eneste ikke-europæiske land, som er med i top-5. Syv ghanesiske spillere var i Superligaen i sæsonen 2018/19.

Udenlandske skarprettere topper

Dykker man et spadestik dybere ned og kigger på, hvor på banen de udenlandske spillere i Superligaen optræder, viser opgørelsen, at det er i angrebet, de fleste udenlandske spillere hentes til.

Tæt på halvdelen – nemlig 41% - er hentet til angrebet. Det giver 54 fodboldspillere, mens forsvaret er den næstmest populære position at hente spillere til. 27% af de udenlandske spillere har deres foretrukne positiv i den bagerste kæde.

Færrest udenlandske spillere finder vi målet, hvor kun 15 spillere (11%) optræder, mens 28 udenlandske spillere optræder på midtbanen, hvilket svarer til 21%.

Tilbage

SENESTE NYT

16.08.2019

»Håber vi kan påvirke kommende generationer«

LÆS MERE
15.08.2019

Sammen sparker vi homofobi ud af banen

LÆS MERE
12.08.2019

Schöne om kort ferie: Kroppen fik aldrig ro

LÆS MERE
09.08.2019

»Et nyt eventyr for mig og familien«

LÆS MERE
08.08.2019

Organisationer står sammen mod homofobi i sporten

LÆS MERE
05.08.2019

Grænsen er nået: Ny FIFPRO-rapport dokumenterer uholdbar arbejdsbyrde i professionel herrefodbold

LÆS MERE