20. 08. 2021

Nicoline Sørensen fik tag på udlandstilværelsen i andet forsøg

Som 20-årig skiftede Nicoline Sørensen til Linköpings FC. Ensomhed og mistrivsel tvang hende tilbage til Brøndby, hvor hun igen fandt fodfæste. Modstanden og erfaringen gjorde, at hun efter et par år i Danmark var rustet til endnu et udlandsskifte. Denne gang til Everton FC, hvor landsholdsspilleren nu stortrives.

AF MORTEN KOCH NIELSEN

- Mentale udfordringer er bare noget som man ikke rigtigt snakker om, fordi det kan være sindssygt udfordrende.

Sådan siger Nicoline Sørensen. Den danske landsholdsspiller gør ellers sit for at nedbryde det tabu, mentale udfordringer i elitesportsverdenen fortsat er.

- Jeg synes også det er meget vigtigt at vise og oplyse om bagsiden af medaljen, så andre spillere eller atleter ikke kun baserer deres forestilling om tilværelsen som fodboldspillere på de gode historier.

Læs også: 4player sætter fokus på mental resiliens for at understøtte fodboldspilleres mentale sundhed

- Jeg tror, vejen til at blive den bedste udgave af sig selv – eller blive den bedste fodboldspiller eller atlet, man kan blive – er afhængig af, hvordan man er skruet sammen oppe i hovedet, og hvor meget modstandskraft man udvikler til at håndtere og overkomme udfordringer i tilværelsen som fodboldspiller i en verden, der kan være virkelig udfordrende, uddyber hun.

Det er derfor, hun med et smil stiller op til et interview om en tid, hvor hun ikke havde meget at smile af.

- Jeg synes det er et enormt vigtigt område, og det er virkelig fedt at 4player sætter fokus på det, fastslår hun.

Mødte allerede stor modstand som teenager

Som blot 15-årig skiftede Nicoline Sørensen til den svenske klub FC Rosengård i Damallsvenskan, hvor den unge fodboldkomet skulle spille med nogle af verdens bedste kvindespillere. Klubben lå lige på den anden side af Øresund, hvorfor hun fortsat kunne bo hjemme ved sine forældre og fastholde dagligdagen.

Udsigterne til spilletid var lange i Malmøklubben, hvor konkurrencen var hård. Derfor valgte hun efter et år i klubben at skifte til Brøndby IF for at få mere spilletid, men det skulle blive sværere end forventet.

- Det tog mig virkelig mange år at føle mig som etableret seniorspiller. Og de år,efter jeg kom hjem fra Rosengården, var udfordrende. For jeg havde en helt anden forventning til, hvad det skulle være, end hvad det viste sig at blive. Det var virkelig svært at håndtere, siger Nicoline Sørensen.

Det var virkelig et tidspunkt i mit liv, hvor jeg var nede og grave dybt, men som jeg også har vokset meget af, og som har lært mig meget som person

- Jeg havde svært ved at finde min plads i hierarkiet, og jeg tvivlede meget på mig selv, fordi jeg ikke fik særlig meget spilletid i begyndelsen. Ideelt set havde jeg nok snakket med nogen. En sportspsykolog eller en mental coach. Men jeg har altid brugt mine forældre enormt meget, fordi de altid har været med på min rejse, så dem talte jeg med. Så jeg brugte ikke eksperter – jeg brugte mine eksperter, hvis man kan sige det sådan, og de hjalp mig sindssygt meget.

- Det vigtigste var, at jeg fandt tilbage til mig selv, og jeg fandt min retning. For da jeg ikke spillede så meget, blev jeg pludselig i tvivl om rigtig mange ting. Jeg havde jo aldrig været vant til at sidde meget på bænken eller ikke spille, uddyber hun.

Store ambitioner

Kontinuiteten i de gode præstationer for Brøndby bidrog bl.a. til at sikre det danske mesterskab i 2016-17-sæsonen. De bidrog også til, at offensivspilleren blev kåret som Årets Talent, og det fik de udenlandske bejlere til at melde sig på ny.

Samme sommer var Nicoline Sørensen blevet student, hvorfor hun følte sig frisk på at skulle prøve kræfter med udlandet på igen. Valget faldt på det svenske tophold Linkopings FC, som hun var skråsikker på, var det helt rigtige valg. Men virkeligheden skulle vise sig at blive en anden.

Læs også: »I starten følte man lidt, man måske ikke helt hørte til«

- Jeg var ikke et sekund i tvivl om, at jeg skulle afsted. Det skulle jeg bare. Men det blev en markant større udfordring, end jeg havde forestillet mig. Der var kaos i klubben, og en masse ting som hverken fungerede for mig selv eller resten af klubben. Det var virkelig bare et samsurium af mange forskellige dårlige ting, der bare gjorde, at jeg ikke trivedes.

- Det var virkelig et tidspunkt i mit liv, hvor jeg var nede og grave dybt, men som jeg også har vokset meget af, og som har lært mig meget som person – også selvom resultatet ikke var det bedste. Nogle gange går tingene bare ikke, som man havde forudset dem til at skulle.

En hverdag langt væk fra familien

Forud for skiftet følte Nicoline sig forberedt på den nye tilværelse langt væk fra vennerne og familie, men den store optimisme til en dagligdag, der ville gå som smurt med masser af fritid, blev hurtigt afløst af store sociale afsavn og ensomhed.

- Det var meget udfordrende at flytte hjemmefra, fordi jeg er et stort familiemenneske. Jeg følte mig godt forberedt på det, men det var sværere, end jeg havde forestillet mig. Det tog mig sgu noget tid at finde ro i, at jeg bare var mig selv, og jeg følte mig enormt ensom. Det er jo egentlig meget naturligt, men det var virkelig svært at håndtere. Det var jo en kæmpe forskel fra altid at have været tæt på min familie og venner og alle de ting og så lige pludseligt, så er man ikke det.

Jeg skulle bare hjem

Efter et år i Linkopings med store udfordringer og mistrivsel valgte Nicoline Sørensen at flytte tilbage til Danmark. En beslutning, der – i hendes optik – var uundgåelig, fordi hun følte sig udbrændt og havde det dårligt indeni. Følelser, der særligt skinnede igennem, når klokken nærmede sig tidspunktet, hvor hun skulle til træning.

- Jeg kom derud, hvor der ikke var så mange overvejelser, og jeg kun så et rigtigt valg for mig. Jeg var nået til et punkt, hvor jeg ikke gad eller havde lyst til at spille fodbold. Jeg havde ikke lyst til at tage til træning, og der var ikke nogen ting, der gjorde, at jeg havde lyst til at være der. Jeg er vokset op med, at det skal være sjovt at spille fodbold, for eller ser det spild af tid. Selvfølgelig er det ikke 100 procent sjovt hele tiden, men jeg var ikke lykkelig indeni, når jeg skulle til træning. Det var mest af alt bare et punkt på dagen, der skulle overstås.

Jeg var i det hele taget også tvivl om, jeg overhovedet skulle fortsætte med at spille fodbold i den periode. Det vigtigste for mig var at komme hjem og finde glæden til fodbolden igen

Havde Nicoline Sørensen ikke taget konsekvensen og var flyttet tilbage til Danmark, er hun ikke i tvivl om, at hendes mistrivsel kunne have udviklet sig til en mere problematisk situation.

- Jeg kom også derud, hvor var jeg ikke taget hjem og kommet ud af det, så var det nok også endt et mørkere sted med stress eller depression, fordi jeg kunne virkelig ikke være i det. Min krop begyndte at reagere på det, uden jeg selv kunne styre det. Der var ingen overvejelser om at skulle blive der, for det kunne jeg simpelthen ikke, jeg skulle bare hjem.

Fodbolden blev taget op til overvejelse

Da den nuværende landsholdsspiller flyttede tilbage til Danmark, var hun udkørt. Faktisk i en sådan grad, at kraftigt overvejede, om den professionelle fodboldtilværelse var noget for hende. For oplevelsen i Linköpings havde sat dybe spor i hende, fordi hendes forestilling om, og forhåbninger til, hvordan det ville være at leve og spille fodbold i udlandet, overhovedet ikke stemte overens med virkeligheden.

- Jeg var i det hele taget også tvivl om, jeg overhovedet skulle fortsætte med at spille fodbold i den periode. Det vigtigste for mig var at komme hjem og finde glæden til fodbolden igen. Jeg er vokset op med forældre, der har sagt; ’hvis ikke du har det sjovt med det, så kan du jo bare lade være’. I den periode handlede det derfor om at finde ind til den der barnlige glæde ved legen med bolden. Den fandt jeg heldigvis igen.

Formlen på den gode trivsel

Hjemme i Danmark stod Nicoline Sørensens tidligere cheftræner Per Nielsen klar med åbne arme for at tage imod hende. Og det stod hurtigt klart, at skiftet hjem til de blå-gule fra den københavnske vestegn var det helt rigtige valg.

- Det var rigtig rart at komme hjem igen, og det var også det, der gjorde at jeg fandt glæden ved fodbold igen. Jeg kom hjem og kunne mærke at det som jeg havde brug for, var trygheden omkring at være tæt på og sammen med mennesker jeg holder af, husker hun.

Én ting var gensynet med Per Nielsen og Brøndby IF. Men Nicoline Sørensen var også blevet klogere på sig selv. Hun var blevet klar over, at tilværelsen – for hende – ikke udelukkende skal handle om fodbold.

Det vigtigste for mig er, at jeg er et sted, hvor jeg er glad, og det er jeg her

- Jeg startede med at studere jeg kom tilbage til Brøndby, fordi jeg igennem tiden i Linkopings havde fundet ud af at jeg ikke trivedes med kun at have fodbold, der oplevede et stort behov for at kunne identificere sig med andet end at være professionel fodboldspiller.

- Man kan ikke spille fodbold i otte timer i træk på samme vis som tiden på et normalt arbejde. Dagene er anderledes, og det er et fantastisk privilegie, men der er også mange timer, hvor jeg ikke laver noget eller skal slappe af. Det kan lyde superfedt, og det er det også i starten, men så kommer der et tidspunkt, hvor det bliver hverdag, og det ikke føles så fedt.

- Jeg kunne mærke at det var vigtigt for mig at være noget andet end bare fodboldspilleren, da jeg både følte og så mig selv som noget andet end ’fodboldspilleren Nico’. Jeg trivedes bedre med at lave noget ved siden af fodbolden, og det hjalp mig også med at fjerne fokus og koble af frafodbolden. Det gav ro og hjalp til at holde mit humør oppe og lykkes på andre områder, hvis det haltede med præstationerne. Det gav også en følelse af mere modstandskraft i de dårlige perioder på banen, fordi jeg følte, jeg havde mere at stå i mod med.

Fik tag på udlandet i andet forsøg

Da Nicoline Sørensen igen havde fået rammerne på plads udenfor banen, smittede det hurtigt af på hendes præstationer på banen, der blev bedre og bedre. Det resulterede blandt andet i endnu et dansk mesterskab og titlen som ligatopscorer. Derfor meldte interessen sig igen fra udlandet.

Denne gang var det bl.a. den engelske storklub Everton FC, der ville have Nicolines underskrift. Det begyndte med et kaffemøde på Algarve. Og efter grundige overvejelser besluttede hun sig for at skrive under med englænderne, hvilket hun ikke har fortrudt en eneste dag.

- De grundige overvejelser har virkelig været gavnlige, for jeg har det sindssygt godt og er glad for at være i Everton, og tanken om at skulle hjem får jeg slet ikke. Det tænker jeg helt sikkert skyldes den læring og det forarbejde, som jeg og min familie gjorde forud for mit skifte.

Læs også: 57: Mads Bech Sørensen om udlandsskifte, ensomhed og succes

- Det vigtigste for mig er, at jeg er et sted, hvor jeg er glad, og det er jeg her. Det er jeg, når jeg udvikler mig; når træneren virkelig tror på mig og synes, jeg er god; når jeg er i et godt træningsmiljø, hvor jeg udfordres; og når der tages hånd om mig som både fodboldspiller og menneske, siger Nicoline Sørensen, der – belært af dårlige oplevelser – har haft fokus på at trives uden for banen.

- Derfor har jeg også min kæreste med herover, fordi han giver mig ro og tryghed, og uden ham var jeg ikke taget afsted. Sammen med mit studie skaber han den hverdag, som jeg trives bedst i, fastslår hun.

Selvom Nicoline Sørensen er blevet klogere på sig selv, og hvad der fungerer godt for hende, så mener hun ikke, at hendes opskrift nødvendigvis er den rigtige for andre, da det er meget individuelt. Men for hende har det været vigtigt at skabe modvægt og balance til ’fodboldboblen’, og huske sig selv på; ’at, der også er andre ting i denne her verden’.

Tilbage

SENESTE NYT

21.10.2021

59: Emil Scheel jagter vejen gennem endnu et nåleøje

LÆS MERE
05.10.2021

58: To hjerteanfald kostede Frederik Møller karrieren: »Jeg troede, jeg skulle dø«

LÆS MERE
01.10.2021

Spillerforeningen søger jurist

LÆS MERE
30.09.2021

Store Larsen klar til stort slag mod Rieper

LÆS MERE
29.09.2021

Overlæge: Professionelle fodboldspillere er ikke i øget risiko for hjerteproblemer

LÆS MERE
08.09.2021

Spillerforeningen indgår samarbejde med Liiteguard: Giver medlemsfordele på performanceprodukter

LÆS MERE