OM OS

Spillerforeningen er interesseorganisationen og fagforeningen for fodboldspillere på eliteplan i Danmark samt danske fodboldspillere i udlandet.

Foreningen blev stiftet i 1977 og er blandt de mest udviklede spillerforeninger i Europa.

Virkeligheden for langt størstedelen af de danske fodboldspillere er, at det er nødvendigt hele tiden at overveje forhold som pension, forsikringer og videreuddannelse for at kunne klare sig, når støvlerne bliver sat på hylden for sidste gang. Desuden er antallet af skader og utidige karrierestop meget højt blandt fodboldspillere, hvis karrierer ofte ender før de 30 år.

Kæmper for bedre arbejdsvilkår

Derfor har Spillerforeningen sat pensionsordninger, forsikring, uddannelse og en række andre vigtige forhold i system, så alle fodboldspillere kan få en effektiv hjælp, når det mest gælder.

Alle Spillerforeningens medarbejdere er dedikeret til at arbejde for at forbedre arbejdsvilkårene for fodboldspillere i Danmark og kæmper en benhård kamp for at nå målet.

Spillerforeningens arbejdsområder dækker over alt fra kollektive overenskomstforhandlinger med Divisionsforeningen til klubbesøg og rådgivning af enkelte spillere om f.eks. forsikring, skat og skader.

Som medlem af Spillerforeningen er du med til at sikre, at der findes en solid frontkæmper, som slås for bedre forhold for alle danske fodboldspillere. Spillerforeningens medlemmer kan altid se hinanden i øjnene, fordi medlemskabet er en stærk erklæring om solidaritet spillerne imellem. Ingen opgave er for lille eller for stor, og du er derfor altid velkommen til at kontakte os omkring de spørgsmål, du måtte have.

Gensidig opdatering

Spillerforeningens arbejde gør, at det er helt grundlæggende nødvendigt, at vi har så tæt kontakt med vores medlemmer som muligt. Kun på den måde kan vi holde os opdateret omkring dine og andre spilleres kår i klubberne. En stor del af det arbejde foregår via klubrepræsentanten i den enkelte klub.

Men samtidig tager vi på klubbesøg to gange årligt i Superliga-klubberne og en gang årligt i klubberne i 1. og 2. Division samt Elitedivisionen. Her holder vi dig som medlem opdateret om vigtige emner som feriepenge, pension, uddannelse og meget mere. Vi kan derfor ikke understrege nok, hvor vigtigt det er, at du dukker op, når vi er på besøg. Vi kan helt sikkert fortælle dig noget, som du ikke var bevidst om i forvejen.

En del af den løbende opdatering foregår også via nyhedsbreve, sms og brev. Derfor er det vigtigt, at du fortæller os, når du skifter mail-adresse, telefonnummer eller adresse, så vi kan holde dig opdateret om stort og småt.