1977

Spillerforeningen stiftes den 19. maj. Initiativtagerne var den daværende landsholdsangriber, Torsten Andersen fra KB og B1903’eren Jørgen Lorentzen. Torsten Andersen blev foreningens første formand. Foreningen stiftedes for at divisionsspillerne i Danmark kunne organisere sig over for et enerådigt DBU. Spillerne følte, at DBU ofte bare trak ting ned over hovedet på dem, når der skete nye tiltag i fodboldverdenen.

Det er en tid, hvor man i Danmark står på tærsklen til betalt fodbold. Torsten Andersen er med til at presse på og føre forhandlinger, som fører til indførslen af betalt fodbold i 1977. Torsten Andersen er blandt andet i kontakt med Helge Sander og Harald Nielsen, der er klar med en halv­professionel ”piratliga” uden om DBU. Den bliver ikke til noget men fremprovokerer, at DBU indfører betalt fodbold i Danmark. Der er dog bestemt ikke tale om betalt fodbold i den grad, vi kender det i dag. Der var nemlig ingen, som kunne leve af at være betalt fodboldspiller i Danmark dengang.