03. 12. 2015

Spillerforeningen hjælper FCV-spillere

Spillerforeningen er i fuld gang med at hjælpe spillerne i FC Vestsjælland, der har indgivet konkursbegæring.

FC Vestsjælland har ikke udbetalt løn til spillerne for november måned. I Spillerforeningen er man opmærksom på den situation, det har sat spillerne er i.

- Vi har holdt møder og været i tæt kontakt med spillerne fra det øjeblik, vi blev opmærksomme på, at der var økonomiske problemer i FC Vestsjælland, som kunne få direkte betydning for spillerne, siger Thomas Lindrup, formand i Spillerforeningen.

Efter klubben har indgivet konkursbegæring, har skifteretten i Næstved, meddelt at der afholdes første møde i skifteretten om sagen på onsdag den 9. december kl. 14.00, hvor Spillerforeningen har bedt sine advokater fra Kromann Reumert at give møde.

- Der har naturligvis været en masse bekymringer og spørgsmål blandt spillerne, som vi har hjulpet dem med at få svar på. Vi har været bindeled mellem spillerne og klubben, og vil møde op i skifteretten for at pege på en kurator, siger Thomas Lindrup.

Med hele vejen
I Spillerforeningen har man informeret spillerne om, hvordan de skal forholde sig til den aktuelle situation og i den kommende tid. Derfor har man også planlagt et møde med alle spillerne senere i eftermiddag i dag torsdag.

- Der er rigtig mange ting at tage stilling til i den nuværende situation. Der er en masse dokumenter, de skal have styr på og en masse andre formaliteter, såsom hvornår de må skrive kontrakt med en anden klub og meget mere. Og alt det hjælper vi dem med at få styr på, så vi kan beregne deres krav korrekt, siger Thomas Lindrup.

Det drejer sig bl.a. om indhentning af lønsedler og kontrakter samt at skabe overblik over tilgodehavender, bonusser, feriepenge, pension, sportsopsparing og medarbejdergoder, såsom fri bolig, fri bil osv. Dette forarbejde er nødvendigt for at LG's sagsbehandling kan speedes op i det tilfælde at det ender i den forventelige konkurs. Som andre lønmodtagere i Danmark har spillerne mulighed for gennem LG at få dækket den løn de har til gode, ligesom der er mulighed for at få dækket manglende feriepenge og pensionsbetalinger.

Står til rådighed 24-7
- Vores primære opgave i det her er at hjælpe vores medlemmer. Det er helt centralt, at der kommer ro på, og de føler, at de er i gode hænder og kommer godt og hurtigt videre fra den her meget ærgerlige situation. Vi står derfor til rådighed for vores medlemmer i FC Vestsjælland 24 timer i døgnet, hvis der skulle være det mindste, siger Thomas Lindrup.

I Spillerforeningen vil man nu koncentrere sig om rådgivning af spillerne og har ikke yderligere kommentarer til sagen.

Back