22. 12. 2016

App skal hjælpe i bekæmpelse af matchfixing

Den 1. januar 2017 lancerer Spillerforeningen Red Button - en app, der skal gøre det lettere for fodboldspillere at rapportere matchfixing sikkert og anonymt.

I et samarbejde med Anti Doping Danmarks anti-matchfixinginstans lancerer Spillerforeningen Red Button, en app udviklet af den finske spillerforening, der skal hjælpe fodboldspillere med at rapportere matchfixing eller anden mistænkelig adfærd relateret til matchfixing.

- Matchfixing er desværre en af de største trusler i moderne fodbold. Det er et udbredt fænomen, som vi ikke kan være forskånet for i Danmark, siger Mads Øland, direktør i Spillerforeningen.

I en nyligt offentliggjort rapport fra FIFPro, den internationale spillerforening, kom det frem, at 3% af fodboldspillere i Danmark har oplevet at blive kontaktet med henblik på matchfixing eller har kendskab til, at matchfixing er foregået i deres række, et tal man ifølge Mads Øland er nødt til at forholde sig alvorligt til:

- Som en del af FIFPro’s undersøgelse spurgte vi vores medlemmer, der primært spiller i Alka Superligaen, 1. division og 2. division, om matchfixing her i Danmark, siger han og fortsætter:

- Vi må gøre alt, hvad vi kan, for at oplyse vores medlemmer om farerne ved matchfixing og give dem de bedste muligheder for at rapportere det sikkert og anonymt, og her ser jeg Red Button-appen som et stærkt værktøj, siger han.

Selvom man ser et stort potentiale i appen, er man i Spillerforeningen dog også realistiske omkring effekten.

- En app er jo ingen mirakelkur, der får matchfixing til at forsvinde med et trylleslag. Vi må forholde os realistisk og se det som en del af en større indsats, der skal sættes ind på alle niveauer i dansk fodbold.

- Vi skal passe på, at der ikke kommer til at herske en forestilling om, at matchfixing kun er noget, der sker i Asien eller Østeuropa. Det sker også her, og det har alle i fodboldfamilien et ansvar for at forholde sig til og handle ud fra, slutter han.

Om Red Button

Red Button er udviklet i Finland af den finske spillerforening.

Red Button er fuldstændig sikkert og anonymt for spillerne at benytte. For at kunne bruge appen modtager den enkelte spiller en pin-kode, der ikke kan spores. Samtidig foregår al kommunikation og brug af appen via en krypteret forbindelse, der ikke efterlader noget som helst spor. Det er helt op til den enkelte spiller, og han eller hun vil foretage en anonym anmeldelse eller ønsker at give sine informationer videre til anti-matchfixinginstansen via den krypterede forbindelse.

Back

SENESTE NYT

23.11.2017

”Den dårligste bane, jeg har spillet på”

LÆS MERE
22.11.2017

Spillerne har talt: Her er de nominerede til Årets Kvindelige Fodboldspiller 2017

LÆS MERE
20.11.2017

Ekspert: ”Altid dyrere at vedligeholde kunstgræs end naturgræs”

LÆS MERE
19.11.2017

De kæmper om titlen som Årets Mandlige Fodboldspiller 2017

LÆS MERE
13.11.2017

Vintertræning: Forebyg eller genoptræn med Team Spillerforeningen og ProTreatment

LÆS MERE
10.11.2017

Ny undersøgelse sætter fokus på mentale problemer i fodbold og håndbold

LÆS MERE
Nyheder