18

Artikel18.9.2017

Delaftale indgået mellem Spillerforeningen og DBU

Foto: Per Kjærbye

Spillerforeningen og DBU nåede i nat til enighed om en fælles delaftale, der sikrer, at kvindelandsholdet kan deltage i kvalifikationskampen til VM i Ungarn i morgen.

Af Spillerforeningen

DBU og Spillerforeningen har med bistand fra DIF og LO indgået en delaftale for DBU's Kvinde-seniortrupper og Herre-U21-landsholdstrupper. Det er aftalt, at DBU og Spillerforeningen senere på ugen fortsætter forhandlingerne med deltagelse af LO og DIF.

Aftalen betyder, at Kvindelandsholdet senere i dag rejser til Ungarn for at spille VM-kvalifikationskamp i morgen. Det glæder DBU’s administrerende direktør, Claus Bretton-Meyer:

- Det er godt for Kvindelandsholdet og for alle i dansk fodbold, at vi kan spille den vigtige VM-kvalifikationskamp og igen få fokus på det sportslige, siger Claus Bretton-Meyer.

- Delaftalen er et skridt i den rigtige retning, og kvindelandsholdsspillerne er glade for, at de på det grundlag nu kan fokusere fuldt og helt på kampen i Ungarn i morgen,” siger Spillerforeningens direktør Mads Øland.

I respekt for spillernes behov for ro til at koncentrere sig om kvalifikationskampene til VM har DBU, Spillerforeningen og spillerne aftalt, at ingen af de involverede parter samt deres organisationer udtaler sig til offentligheden om delaftalen. Parterne har ligeledes aftalt ikke at kommentere de afsluttende forhandlinger, der vil finde sted efter kvalifikationskampen i Ungarn med bistand af DIF og LO. DIF og LO bakker til fulde op om, at der nu skal være ro om forhandlingerne, så parterne kan opnå den bedst mulige løsning til gavn for hele fodbolddanmark.

Få opdateringer fra os

Bliv opdateret på det seneste omkring Spillerforeningens aktiviteter og det danske fodbold miljø. Få nyheder og annonceringer af events direkte i din indbakke.