16. 09. 2017

Spillere klar til at forhandle trods DBU’s deadline

Kl. 13.00 i dag lørdag udløb den deadline, som DBU selv har valgt at sætte for spillerne. Spillerne er ærgerlige over, at DBU har valgt at stoppe ellers gode forhandlinger, da en løsning var tæt på i dag.

Pressemeddelelse lørdag den 16. september

Spillerne er skuffede over, at DBU har valgt at holde fast i den deadline, som DBU selv har valgt at sætte, da man blandt spillerne mener, at man kunne have forhandlet sig frem til en løsning på et par timer.

- DBU har valgt at stoppe vores ellers gode forhandlinger for at holde fast i den ultimative deadline, som DBU har opfundet til i dag, siger Pernille Harder, landsholdsanfører og en del af Spillerrådet, og fortsætter:

- Vi er selvfølgelig enormt skuffede over DBU’s valg. Vi havde en klar fornemmelse af, at vi nærmede os hinanden inde i forhandlingslokalet, og at vi i løbet af et par timer mere kunne have fået en god aftale på plads for alle parter.

En anden af Spillerrådets medlemmer, Sanne Troelsgaard, fortæller, at spillerne selvfølgelig er klar til at fortsætte forhandlingerne.

- Vi er klar til at forhandle døgnet rundt. Men jeg er sådan set overbevist om, at vi kunne finde en løsning på et par timer fra nu. Så det er utroligt ærgerligt, at DBU vælger at stå til hinder for, at vi når helt i mål, siger Sanne Troelsgaard, og fortsætter:

- Vi står selvfølgelig til rådighed for forhandlinger med DBU, fra nu og til vi har en løsning. Vi skal have en ny aftale på plads – og ikke en eller anden lappeløsning. Vi må sammen tage ansvar og løse det her. Vi spillere er klar til at forhandle døgnets 24 timer. 

- Vi kommer ikke til at lave midlertidige løsninger eller forlængelse. De vil være som at tisse i bukserne, fordi man fryser. Vi er fortsat klar til at tage tyren ved hornene og få en aftale på plads, og det håber jeg også, DBU er, slutter hun.

Hele Spillerrådet var med til forhandlingerne.

Back