05. 01. 2018

Beæret Bruun Årets Kvindelige Talent

Signe Kallesøe Bruun har scoret masser af mål i 2017. Nu har hun også scoret sig titlen som Årets Kvindelige Talent i dansk fodbold.

Selv om Signe Kallesøe Bruun kun er 19 år, så har angriberen allerede fået debut på det danske A-landshold. Det fik kun i slutningen af 2017, da hun blev sendt på banen i andet minuts overtid. Selv om der ikke var meget tid at gøre godt med, nåede angriberen alligevel at fejre sit første landsholdsmål, der blev sendt i netmaskerne i det 94. minut i den danske 4-0-sejr over Kroatien.

Det er dog ikke fremmed for Signe Kallesøe Bruun at score mål. For de danske ungdomslandshold står Fortuna Hjørring-angriberen i 41 kampe noteret for imponerende 28 mål.

Nu har hun også scoret sig prisen som Årets Kvindelige Talent 2017.

Glad og overrasket

- Jeg er selvfølgelig rigtig glad for og beæret over prisen. Det havde jeg slet ikke regnet med, så det kommer lidt som en overraskelse, siger Signe Kallesøe Bruun.

- Det er et ekstra skulderklap, når det er spillerne, der har stemt. Det er rigtig stort, og jeg er glad for, at de synes, jeg gør noget rigtigt, siger den målfarlige angriber.

Det er dog ikke kun i rødt og hvidt, at Fortuna Hjørring-spilleren scorer mål på samlebånd. Hun gik på juleferie som nummer et på topscorerlisten i 3F Ligaen, hvor hun har scoret 14 mål i første halvdel af sæsonen. Også i Champions League fik hun vist, at hun kan finde vej til netmaskerne. På udebane scorede hun Fortuna Hjørrings enlige mål mod Fiorentina.

Målet er A-landsholdet

- Prisen betyder rigtig meget. Det er en anerkendelse af på det, man laver og de mange timer, man træner. Det er ekstra motivation for at blive ved, siger Signe Kallesøe Bruun, der har sat sig mål for det nye år.

- Jeg kunne godt tænke mig at være inde omkring A-landsholdet, som jeg har været på det sidste, lyder det fra Årets Kvindelige Talent, der også drømmer om at vinde the double med Fortuna Hjørring. 

Det er spillerne selv, der har stemt på Årets Kvindelige Talent. Spilleren, som modtager prisen, skal på stemmetidspunktet være under 22 år.

I morgen afsløres det til Sport 2017, hvem der bliver Årets Kvindelige Fodboldspiller.

Facts:
Navn: Signe Kallesøe Bruun
Fødselsdato: 06-04-1998
Position: Angriber
Klub: Fortuna Hjørring

Back