03. 07. 2020

Årets Profil i 2. division har niveau til mere

Nicolas Mortensen er noteret for 18 mål for FC Helsingør i den her sæson. Men præstationerne har krævet et stort mentalt arbejde, for den 26-årige angriber følte sig for god til at spille i 2. division.

Forud for denne sæson var Nicolas Mortensen på nippet til et skifte til en superligaklub. Men det glippede. Og i stedet kiggede han ind i at skulle spille et år i 2. division. Det ramte ham hårdt mentalt, for det matchede ikke selvforståelsen for angriberen, der to år forinden var skiftet til Helsingør, der dengang var en superligaklub.

Men efter to nedrykninger var det realiteterne. Og det tog tid at acceptere.

- Det følte jeg, at jeg var lidt for god til. Jeg følte godt, at jeg kunne præstere på et højere niveau. Og det tør jeg godt sige, fortæller Nicolas Mortensen.

Vundet, scoret og været dominerende

Det krævede noget af ham at acceptere. Men efter samtaler med Helsingør-manager Morten Eskesen fandt han igen motivationen.

- Det handler om at have en accept af, hvor man er som fodboldspiller. Acceptere der, hvor man spiller. Og have et mål for øje og have en plan for, hvad der skal ske.

Og Nicolas Mortensen havde en plan. Den var at »bevise sit værd« og »knokle røven ud af bukserne«. Det har båret frugt i en sådan grad, at kollegaerne i 2. division har kåret ham som Årets Profil i 2. division 2019/2020.

- Det har været en super sjov sæson at spille oppe i Helsingør. Vi har vundet mange kampe, vi har vundet stort, og vi har været dominerende. Og så har holdet hele vejen rundt været skarpe og været i god form, og de har haft en kæmpe del af, at jeg har fået den her kåring, fordi jeg er blevet sat op.

- Det er jo det, jeg gerne vil. Jeg vil gerne score mål. Om det er i 2. division, 1. division eller i Superligaen, så er det bare sjovt at score mål. Det er den samme følelse hver gang.

Pludselig stod markedet stille

Den 26-årige angriber havde i går, torsdag, sin første arbejdsdag i sin nye klub, Østers IF. Men skiftet til den svenske Superrettan-klub – eller nogen anden klub for den sags skyld – så dystre ud, da fodbolden blev lukket ned og coronakrisen.

- Da vi kom på den anden side af nytår, og jeg havde et halvt år tilbage, og jeg kunne begynde at snakke med andre klubber, havde jeg jo forestillet mig, at det var dér, jeg endnu mere skulle udfolde mig som fodboldspiller.

Men som for de fleste andre stod den på hjemmetræning for Nicolas Mortensen. Og selvom han kiggede ind i et kontraktudløb, så stod markedet fuldstændig stille.

- Til at starte med kommer der en masse katastrofetanker ind i hovedet på én, i og med at man også har en familie, man skal være med til at forsørge. Men jeg fandt ret hurtigt ud af, at jeg skulle holde mig i sindssyg god form og så bare holde mig klar til den udfordring, der kommer.

Skal tænke på sig selv

Den 5. juni blev Nicolas Mortensens skifte til Östers IF offentliggjort.

- Jeg ville rigtig gerne have spillet de sidste to kampe i Helsingør. Det ærgrer mig, at jeg ikke kan være med. Vi har prøvet at finde en løsning, men det kunne ikke være anderledes, siger Nicolas Mortensen.

Selvom han gerne ville have gjort arbejdet færdigt i Helsingør, og gerne ville have hjulpet klubben i kampen om oprykning til 1. division, er den professionelle fodboldkarriere kort, og derfor er man som fodboldspiller nødt til at tænke på sig selv.

- Man bliver også nødt til at tænke på sig selv i det her game. Jeg har haft det rigtig godt i Helsingør,
jeg har spillet for klubben i tre år, og nu skulle der ligesom ske noget nyt. Og det forstår alle godt.

- Man skal tage de muligheder, der kommer til én, og så skal man lade være med at kigge tilbage, fastslår Årets Profil i 2. division.

Back

SENESTE NYT

14.08.2020

I en mareridtssæson gik Alves’ drøm i opfyldelse

LÆS MERE
29.07.2020

Studiejob: Brug din kreativitet til at styrke Spillerforeningens visuelle udtryk

LÆS MERE
15.07.2020

Nanna Christiansen om stipendieordning: »Det betyder faktisk rigtig meget for mig«

LÆS MERE
14.07.2020

Sørensen skifter til Everton: Kaffemøde i Algarve blev starten på drømmeskiftet

LÆS MERE
10.07.2020

FCM-chef vil have bedre baner i de kolde måneder

LÆS MERE
10.07.2020

28: Erik Sviatchenko og Svend Graversen efterspørger bedre baner

LÆS MERE