3

Presse3.5.2021

Spillerne i Vendsyssel FF har fået udbetalt løn

Efter at rådgivere fra Spillerforeningen i dag har været på besøg i Vendsyssel FF, har spillerne fået udbetalt løn.

Spillerne i Vendsyssel FF har fået udbetalt løn

Af Martin Dons

I sidste uge kom det frem, at lønnen var udeblevet for spillerne i Vendsyssel FF. I den forbindelse har Spillerforeningens rådgivere i dag været på besøg i den nordjyske klub, hvor foreningens repræsentanter har haft en god snak med spillere såvel som Vendsyssels midlertidige direktør og klubbens sportschef.

Efter dagens møder står det klart, at spillerne har fået deres aprilløn til rådighed. Og det vækker glæde hos Spillerforeningens direktør, Michael Sahl Hansen.

- Spillerne fortæller, at de har fået udbetalt deres løn for april måned. Det er en god nyhed, fastslår Michael Sahl Hansen.

Spillerforeningen har været i kontakt med spillerne fra Vendsyssel FF, siden det stod klart, at deres løn ikke var blevet udbetalt.

- Vores spillerrådgivnings-team har i dag været til møder med både klubledelsen og spillerne, og det er glædeligt, at vi efterfølgende har kunnet erfare, at lønnen er tikket ind på spillernes konti, siger Michael Sahl Hansen.

Få opdateringer fra os

Bliv opdateret på det seneste omkring Spillerforeningens aktiviteter og det danske fodbold miljø. Få nyheder og annonceringer af events direkte i din indbakke.