23

Presse23.5.2022

Mathias Kristensen er Årets Profil i 1. division 2021/22

For andet år i træk er der hæder til Mathias Kristensen. Spillerne i 1. division peger på Nykøbing-topscoreren som Årets Profil. Kristensen løber med 25 procent af stemmer, foran AC Horsens’ Casper Tengstedt på andenpladsen og Tonni Adamsen fra FC Helsingør på tredjepladsen.

Mathias Kristensen er Årets Profil i 1. division 2021/22

Af Martin Dons

For et år siden løb Mathias Kristensen med prisen som Årets Profil i 2. division, da han bombede mål ind for Nykøbing FC, der sikrede sig førstepladsen og en oprykning til landets næstbedste række.

Selv om angriberen nu er rykket et niveau op, så er målene forsat, og i skrivende stund topper han også topscorerlisten i 1. division med foreløbigt 17 mål med to kampe tilbage.

De mange mål – krydret med mange gode præstationer – er der blevet lagt mærke til blandt modstanderne i rækken. De har nemlig stemt på Mathias Kristensen som Årets Profil i 1. division.

»Det da klart, at Superligaen herhjemme ville være stort. Jeg har lige været oppe og snuse lidt til det i en periode, men uden den helt store succes«

- Det er jo en mega anerkendelse, at det er ens direkte modstandere hver weekend, som er med til at stemme på en. Det er et kæmpe skulderklap, at de også har bidt mærke i, at jeg har leveret nogle gode præstationer i ny og næ og har klaret mig godt.

- Der er så mange dygtige spillere i den række, vi spiller i, så jeg er megaglad og stolt over det, siger Mathias Kristensen.

Vil spille så højt som muligt

Han har nu både bevist sig i 2. division og 1. division, og drømmen er da også klar hos den 28-årige angriber.

- Det er helt klart at spille så højt som overhovedet muligt. Så jeg vil selvfølgelig gerne endnu højere op, hvis det kan blive muligt på et tidspunkt.

Han var i 2018 oppe at flirte med Superliga-bold, da han fik en sæson hos AC Horsens. Dengang blev det til otte kampe i landets bedste række uden den succes, han drømte om. Det er i dag brænde på bålet for at bevise, at færdighederne også kan være afgørende i landets bedste række.

Tilladelse Påkrævet

For at kunne se dette indhold skal du minimum give samtykke til samling af markedsføringscookies

- Det da klart, at Superligaen herhjemme ville være stort. Jeg har lige været oppe og snuse lidt til det i en periode, men uden den helt store succes.

- Jeg føler også, at jeg er bedre rustet nu, end jeg var dengang. Så jeg er sikker på, at hvis jeg en dag får muligheden for at skulle spille Superliga igen, så vil jeg være mere klar til det den her gang.

- Jeg føler ikke, jeg har nået grænsen. Jeg føler godt, at jeg stadig kan lægge mere på. Jeg er overbevist om, at jeg stadig har mere at byde ind med, og jeg kan godt udvikle mig på mange parametre. Så mon ikke jeg godt kan blive dygtigere, siger Mathias Kristensen.

Målsætning kom i mål

Han kan se tilbage på en flot sæson både individuelt og for holdet i Nykøbing.

- Det har været en fremragende sæson. Vi lykkedes jo med vores målsætning om at komme i top seks. Og det er jo stort, når vi er oprykkere og spiller mod så mange andre dygtige hold.

- Personligt har det jo også været en god sæson for mig. Altså jeg har jo også været med til at bidrage til holdets succes ved at score en masse mål, siger Mathias Kristensen, der vinder prisen med 25 procent af stemmer, foran AC Horsens’ Casper Tengstedt på andenpladsen og Tonni Adamsen fra FC Helsingør på tredjepladsen.

Den 201 centimeter høje angriber modtager prisen som Årets Profil i 1. division i forbindelsen med aftenens hjemmekamp mod Lyngby Boldklub.

Om prisen

Sammen med spillerne hylder vi i Spillerforeningen hvert år Årets Profil i 1. division. Det er altså spillerne, der stemmer og vælger Årets Profil. Det er i afstemningen ikke tilladt at stemme på en spiller fra sit eget hold.

Få opdateringer fra os

Bliv opdateret på det seneste omkring Spillerforeningens aktiviteter og det danske fodbold miljø. Få nyheder og annonceringer af events direkte i din indbakke.