10. 10. 2016

Ligegyldigt hvem jeg står over for, tror jeg på, jeg er bedre

Det handler om at nå så langt som muligt, så hurtigt som muligt. Jeg havde en ambition om landsholdet, da jeg var til prøvetræning i Brønshøj, og den ambition er ikke blevet mindre med tiden. Jeg tror på mig selv. Det er den tro, der har fået mig frem.

AF EMIL BERGGREEN

Der stod jeg så. På en træningsbane i Tingbjerg. Min nu forhenværende klub, FC Nordsjælland, var lige blevet danske mestre for første gang i klubbens historie. De andre spillere havde kvalificeret sig til Champions League, mens jeg skulle til prøvetræning i en 1. divisionsklub.

Det er bare fire år siden. Der er sket en del siden da.

Folk må nogle gange have troet, vi var sindssyge. For eksempel da Bo engang inden kampstart sagde, at han lige havde afsløret gameplanen for modstanderholdets træner; "Vi spiller bolden op på Emil hver gang, og I kan ikke gøre noget ved det"

Jeg kan huske, at jeg, selv om jeg var til prøvetræning på jagt efter en ny kontrakt, var sikker på, at jeg nok skulle komme på landsholdet på et tidspunkt. Jeg har altid troet på mig selv på den måde. Det gjorde Bo Henriksen, der dengang var træner i Brønshøj, gudskelov også. Folk må nogle gange have troet, vi var sindssyge. For eksempel da Bo engang inden kampstart sagde, at han lige havde afsløret gameplanen for modstanderholdets træner; "Vi spiller bolden op på Emil hver gang, og I kan ikke gøre noget ved det." Vores fælles tro på mit talent var stærkt medvirkende til, at jeg lynhurtigt faldt til i mine nye omgivelser.

Jeg havde det godt lige fra starten. Jeg kunne mærke, at det var mig at spille derude. Jeg følte, at angriberne blev tilgodeset. Vi havde en masse intervalspil og afslutningsøvelser, og der var altid knald på. Selv om jeg startede som indskiftningsspiller, var det i Brønshøj, at det rigtig blev sjovt at spille fodbold.

Jeg elskede det i Brønshøj. I anden sæson blev det endnu bedre, for der fik jeg for alvor mit gennembrud. Jeg scorede en del mål og gjorde mig bemærket. Jeg fik en masse tilbud. Der var blandt andet interesse fra etablerede hold i Superligaen, men oprykkeren fra Hobro var mest interessant for mig. Jeg kunne se, at jeg i Hobro både kunne få en fornuftig frikøbsklausul, og at jeg havde udsigt til fast spilletid i Superligaen.

Ikke bare hyggebold og traktorkørsel

Hobro var min mulighed for at bevise mig i Superligaen. Det var min plan. At vise, hvad jeg kunne, og blive solgt hurtigt videre.

Jeg frygtede overhovedet ikke for niveauet i klubben. Med Brønshøj mødte vi dem tre gange i 1. division, og vi tabte alle tre. Derfor var jeg ikke så nervøs for, at Hobro skulle blive en rigtig prygelknabe i Superligaen, som eksperterne forudså. Jeg vidste, det var et godt hold.

Hobro var et skridt op i forhold til Brønshøj. Det var et højere niveau, hvilket blandt andet skyldtes, at der var en masse spillere i truppen med et uforløst potentiale. Spillere, der ikke havde fået nok ud af deres talent. Mads Justesen, Martin Thomsen, Jonas Damborg. De var og er rigtig gode fodboldspillere, men de havde spillet på et lavere niveau, end deres talent egentlig berettigede til. I hvert fald indtil de kom i Superligaen.

Det var fedt i starten, men vi nåede også en grænse, for det var irriterende at bruge al sin tid på at spille fodbold og dygtiggøre sig, men samtidig at blive set på som deltidsprofessionel. Det var irriterende, at man spillede på U21-landsholdet, og alle troede, at man ikke lavede andet end at køre traktor og spille lidt hyggebold ved siden af

Vi vandt kampe lige fra start. Der var en god synergi i truppen, og vi red på en bølge, som var fantastisk at være en del af. Vi lavede gode resultater på banen, og det var fedt at gå til fodbold. Det handlede bare om at spille.

Der var en sindssyg interesse fra mediernes side. Den der historie om, at det var bondemænd og halvtidsprofessionelle, blev solgt godt. Den blev også solgt for godt. Den blev oversolgt, hvis du spørger mig.

Læs også: "The Dane is fucking crazy"

Det var fedt i starten, men vi nåede også en grænse, for det var irriterende at bruge al sin tid på at spille fodbold og dygtiggøre sig, men samtidig at blive set på som deltidsprofessionel. Det var irriterende, at man spillede på U21-landsholdet, og alle troede, at man ikke lavede andet end at køre traktor og spille lidt hyggebold ved siden af, for sådan var det ikke. Vi gjorde alt, hvad vi kunne, for at optimere vores niveau. Og mange af os trænede vanvittigt meget.

Det skal ikke misforstås. Vi bidrog selv til det, fordi vi spillede med på den vanvittige interesse, der var. Men på et tidspunkt bliver man altså træt af, at man ikke bliver taget seriøst som de andre hold i ligaen, når man faktisk præsterer bedre end flere af dem.

Kulturbærere rådede til skifte

Mit ultimative krav, da jeg skiftede til Hobro, var at have en frikøbsklausul. Efter kort tid i klubben kom jeg på U21-landsholdet, fik scoret for U21 og fik scoret i Superligaen. Derefter begyndte tilbuddene stille og roligt at tikke ind.

De tilbud, jeg fik, var blandt andet fra andre Superligaklubber, som jeg ikke vurderede var det rigtige. Der var også tilbud fra Norge, men da transfervinduet var ved at lukke i, besluttede jeg at spille sæsonen færdig i Hobro. Jeg var glad for at være der og ville gerne se, hvad vores gode sæsonstart kunne ende med. Men så kom tilbuddet fra Braunschweig. Pludselig gik det ekstremt hurtigt.

Jeg hørte først om interessen, da vi spillede en venskabskamp mod Vendsyssel. Det var tre dage før, vinduet lukkede. Dagen efter havde de indløst min frikøbsklausul, jeg fik fremlagt nogle overordnede betingelser og indvilligede i at tage ned for at se på forholdene. Det gjorde jeg dagen inden, vi med Hobro skulle på træningslejr i Tyrkiet. Jeg kom tilbage fra besøget og tyggede lidt på tilbuddet, men endte faktisk med at tage med på træningslejren.

Jeg havde også samtaler med Mads Justesen og Martin Thomsen. Jeg kunne bare se ilden i øjnene på de to gamle rotter, der ærgrede sig over, at de ikke selv forfulgte drømmen, da de var yngre. De to dage i Tyrkiet var enormt følelsesladede, fordi jeg var så splittet

På det tidspunkt var jeg i løbende dialog med Braunschweigs træner. Jeg fik indtrykket af, at de rigtig gerne ville have mig. Jeg havde også samtaler med Mads Justesen og Martin Thomsen. Jeg kunne bare se ilden i øjnene på de to gamle rotter, der ærgrede sig over, at de ikke selv forfulgte drømmen, da de var yngre. De to dage i Tyrkiet var enormt følelsesladede, fordi jeg var så splittet.

Vi havde et fantastisk sammenhold og var i gang med en vanvittig sæson, men Braunschweig var en stor chance. De var med i kampen om oprykningspladserne, var en stor klub og ville være et naturligt næste skridt for mig. Til sidst besluttede jeg at skifte og fløj derned direkte fra træningslejren.

IKEA-mandat og paradedragt

I min første tid i Braunschweig havde jeg kun min Hobro-paradedragt og mine støvler, som var det, jeg havde med på træningslejren. Derfor fik jeg en hel bunke Braunschweig-tøj, som jeg gik rundt i – også når jeg var nede at handle eller gik en tur i byen. Jeg kunne heller ikke tysk i starten, så jeg må have virket som en underlig type.

Uden for banen var det hele lidt rodet. Der var det med tøjet, og så boede jeg på hotel de første seks uger. Men på banen fandt jeg mig hurtigt til rette. Efter to indhop fik jeg chancen fra start mod Leipzig, hvor jeg scorede. Og så var det første pres ligesom væk, fordi jeg havde vist over for mine nye holdkammerater, at jeg kunne tilføre holdet noget. Når man har scoret, så er man på plads, synes jeg.

Efter seks uger fik jeg også min lejlighed. Da jeg fik den, skulle vi møde Darmstadt ude om fredagen, Bayern München i pokalen om onsdagen og St. Pauli hjemme om lørdagen. Det var ekstremt vigtige kampe, og det hele gik så stærkt. Der var så meget pres på. Der havde jeg ikke energi til at traske rundt i IKEA. Derfor fik mine søstre og min gode ven Anders mandat til at indrette min lejlighed. Det klarede de gudskelov rigtig godt.

Braunschweig brød løfte

Da jeg skrev under med Braunschweig, forsøgte jeg at få indført en frikøbsklausul i kontrakten, ligesom jeg havde det i Hobro. Det gik de dog ikke med til. Det gjorde de ikke af princip, fik jeg fortalt, men vi lavede en mundtlig aftale om, at de ville lade mig skifte, hvis der kom et fornuftigt bud fra 1. Bundesliga. De ville ikke stå i vejen. Det stolede jeg på. Efter en god første halvsæson blev jeg dog klogere.

Jeg startede med at være andetvalg efter Håvard Nielsen, som var Norsk landsholdspiller, men slog ham af og lavede 5 mål i 13 kampe, hvilket var godkendt. Allerede efter den første halvsæson opstod der på ny interesse. Der var blandt andet konkret interesse fra Hamburger SV og to andre store klubber, men Braunschweig brød den aftale, vi havde indgået. De ville ikke lade mig skifte, medmindre der blev betalt en overgangssum på mere end 20 gange de penge, de havde købt mig for et halvt år forinden. Det endte med, at jeg blev i klubben og måtte knokle videre.

Læs også: Mit (foreløbige) farvel til fodbold

Det var nu ikke fordi, jeg unbedingt ville væk, for jeg nød min tid i klubben. Men der var konkrete henvendelser fra bedre klubber på et højere niveau. For mig handler det om at komme til at spille på så højt niveau, så hurtigt som muligt. Det har det altid gjort. At tage chancen, når den opstår, og stole på sig selv. Det var det samme, jeg havde gjort, da jeg skiftede fra Brønshøj til Hobro og fra Hobro til Braunschweig.

Et halvt år senere var jeg noteret for 11 mål i mine 26 optrædener. Det skifte, jeg ikke fik lov til at gennemføre om sommeren, fik jeg så lov til om vinteren. De vidste godt, at de ikke kunne holde mig længere. Det gik igen sindssygt stærkt. Jeg hørte, at Mainz var interesserede. Dagen efter bød de på mig. Den her gang stod Braunschweig ikke i vejen, men det var ikke fordi, alt var fryd og gammen.

”Håber du bliver invalid”

Der var en del negativ opmærksomhed om min person fra Braunschweig-fansene i den periode. Da jeg skiftede, fik jeg en masse hadebeskeder og trusler. Spillerne kunne sagtens forstå mit valg, men det kunne fansene ikke. Det er jeg ærgerlig over. Jeg sad tilbage med sådan en ”var-det-bare-det”-følelse. Jeg ved godt, at spillere kommer og går, men jeg havde arbejdet hårdt for klubben, altid været god ved fansene og min transfer var den største i klubbens historie. Hvad havde de forventet?

I opslaget jublede de over, at jeg skulle under kniven. Det opslag fik mange likes, og kommentarerne var lige så grove som mange af de private beskeder, jeg fik. Selvfølgelig påvirker det én

I forbindelse med min knæoperation efter skiftet linkede en Facebook-side, der har flere tusinde Braunschweig-fans, en artikel med nyheden om, at jeg skulle opereres. I opslaget jublede de over, at jeg skulle under kniven. Det opslag fik mange likes, og kommentarerne var lige så grove som mange af de private beskeder, jeg fik. Selvfølgelig påvirker det én. Jeg gik ikke grædende i seng, men jeg ville lyve, hvis jeg sagde, at jeg ikke blev skuffet. Det kunne jeg ikke undgå.

Efter operation har jeg ikke været på banen endnu. Derfor har det også været en ærgerlig start, fordi jeg gerne vil gøre en forskel fra dag 1.

Brønshøj-mentaliteten

Det hele er gået stærkt. Men der har også været behov for, at det skulle gå stærkt, for når man spiller i 1. division som 21-årig, har man travlt, hvis man vil nå alt det, man drømmer om. Der inspirerede Bo Henriksen mig med en britisk mentalitet. Vi sparkede typisk opstarten i Brønshøj igang med en druktur, hvorefter vi havde en hviledag før vi så skulle have første træningskamp mod FCK eller Brøndby. De havde været igang et par uger i forvejen, mens vores trup maks havde trænet én gang. I kampene havde de bolden mere end os, men vi kom altid derfra med en uafgjort og æren i behold. Og krampe.

Det handlede om, at uanset hvad der stod på papiret, skulle man ikke finde på undskyldninger, have ondt af sig selv eller gemme sig. Vi snakkede mere om, at vi skulle ud at afsløre hvor dårlige de andre var. Det har jeg taget til mig. Jeg er ikke bange for udfordringer og tror på mig selv, lige meget hvem jeg står over for.

Det mindede han mig for nyligt om. Han sagde, at jeg var skingrende sindssyg, men at det også var det, der gjorde, at jeg ville sprænge rammerne

Hvis der er nogen, der er gode, så skal jeg se det, før jeg tror det. Den mentalitet vil jeg altid have med mig. Ligegyldigt hvem jeg spiller i mod, tror jeg på, at jeg er bedre end dem. Det var også den selvtillid, som Bo godt kunne lide ved mig.

Selvfølgelig blev han pisse irriteret, når jeg, selv om jeg er 194 cm, troede, at jeg skulle lave lækre finter og tage dribleture. Han ville hellere have, at jeg sparkede på mål. Men den selvtillid gjorde, at han fra start af troede på, at jeg ville nå rigtig langt.

Det mindede han mig for nyligt om. Han sagde, at jeg var skingrende sindssyg, men at det også var det, der gjorde, at jeg ville sprænge rammerne.

Jeg er kommet et stykke allerede, men der er mere at komme efter. Den landsholdsdrøm, jeg altid har haft, lever mere end nogensinde. Men nu er første mål at komme tilbage og spille Bundesliga for Mainz.

Om Emil Berggreen

  • Født den 10. maj 1993
  • Angriber i Mainz 05
  • Har tidligere spillet i FC Nordsjælland, Brønshøj BK, Hobro IK og Eintracht Braunschweig

Tilmeld dig Spillernes Stemmes nyhedsbrev

Tilbage

06.10.2017

Hver dag skal ikke være en badekåbedag

LÆS MERE
03.10.2017

Min fyring i min barndomsklub er det bedste, der er sket

LÆS MERE
05.09.2017

Spansk kaos har rustet mig til fremtiden

LÆS MERE
21.08.2017

Mødet med soccer: Fantastiske faciliteter og store udfordringer

LÆS MERE
08.08.2017

Få fokus på fodbolden

LÆS MERE
25.07.2017

Opgøret med den stereotype fodboldspiller

LÆS MERE
19.07.2017

Det er svært at vænne sig til at tabe

LÆS MERE
29.06.2017

Drømmen om professionel fodbold gik i opfyldelse

LÆS MERE
26.06.2017

Der er altid sprækker i døren

LÆS MERE
22.05.2017

Jeg tror, de andre spillere troede, jeg var en praktikant

LÆS MERE
29.03.2017

”For fanden, Jensen, jeg brænder aldrig”

LÆS MERE
13.03.2017

Guide: Sådan slår du ikke igennem i FCK

LÆS MERE
15.02.2017

SPIS ELLER BLIV SPIST: JEG BLEV DET DYR, DE EFTERLYSTE

LÆS MERE
13.02.2017

Ikke nok at være lige så god, når man er fra Danmark

LÆS MERE
08.02.2017

Ville væk fra folkeskolelærernes socialistiske fodbolddanmark

LÆS MERE
03.02.2017

Da fodboldspilleren blev pædagog

LÆS MERE
12.01.2017

Stenkast og bål og brand i Beograd

LÆS MERE
20.12.2016

Mit liv blev sat fuldstændig på standby

LÆS MERE
17.11.2016

Så stod Auri der kraftedeme igen

LÆS MERE
08.11.2016

Mistede lysten til fodbold i Viborg

LÆS MERE
24.10.2016

Når der ikke er mere fodbold tilbage i knæet

LÆS MERE
11.10.2016

»The Dane is fucking crazy«

LÆS MERE
10.10.2016

Ligegyldigt hvem jeg står over for, tror jeg på, jeg er bedre

LÆS MERE
10.10.2016

Mit (foreløbige) farvel til fodbold

LÆS MERE
10.10.2016

Spillerforeningen lancerer Spillernes Stemme

LÆS MERE