11. 10. 2016

»The Dane is fucking crazy«

I et splitsekund tog fanden ved mig. Jeg vendte mig om, tog kvælertag på ham og smaskede ham op ad væggen ved siden af vores omklædningsrum.

AF MADS TIMM

Dette er uddrag af bogen ’Rød Djævel: Sådan blev jeg (ikke) stjerne i Manchester United’.

Jeg havde været i Manchester United i mindre end et år, da en af de andre ungdomsspillere bestemte sig for at sætte mig på plads, én gang for alle. Vi kæmpede om den samme plads i angrebet, og han var arrig over, at jeg fik al opmærksomheden. Kalam Moooniaruck, hed han.

Når man forsøger at blive en del af en gruppe, viser man meget ydmyghed. Jeg havde selv inviteret til konfrontationen, ikke ved at opføre mig som en idiot, men ved at bøje nakken for meget.

Til sidst gad jeg ikke mere. En dag på vej ud til banerne begyndte Kalam som sædvanlig at kalde mig alt muligt nedladende; et par af de andre fnisede lidt, men Kalam stoppede ikke, som han plejede, han blev bare ved, som ville han knække mig helt denne gang. I et splitsekund tog fanden ved mig. Jeg vendte mig om, tog kvælertag på ham og smaskede ham op ad væggen ved siden af vores omklædningsrum. »Hvis jeg nogensinde hører et eneste ord mere fra dig, så får du så mange tæsk, at du aldrig kan spille fodbold igen,« sagde jeg. Siden den episode hørte jeg ikke mere fra ham.

En dag ikke så lang tid efter kom jeg ind i støvlerummet, hvor en gruppe af de ældre spillere fra U19-holdet stod. En af dem, Daniel Nardiello, stod og drak en juice. Han var halvt walisisk, halvt italiensk og var allerede udråbt til et stort angrebstalent. Der lå en bold på gulvet, som jeg nonchalant ville chippe over ham. Desværre ramte den hans hånd, så juicen plaskede ned ad hans træningstrøje. Hans holdkammerater, sprængfulde af testosteron, lugtede straks lidt drama og begyndte at råbe op. »Hvad fanden, så I lige, hvad rødtoppen gjorde?«

»Hva’ så, Danny, finder du dig i det?« De var som rovdyr på jagt. Daniel Nardiello ville nok ikke tabe ansigt, så han tog resolut juicen og tømte resten ud i hovedet på mig. Det skulle han aldrig have gjort. Jeg er 185 centimeter høj og havde bænkpresset 120 kilo allerede som 16-årig, og tilsat adrenalin var det de færreste, der kunne klare mig, hvis jeg flippede ud. Nardiello vejede næppe mere end 70 kilo, og jeg skubbede ham 5-10 meter hen gennem lokalet. Jeg vil sige, han nærmest fløj, inden han landede på alle fire. De andre stod bare med åben mund og gloede, og jeg blev selv helt chokeret. Dum, som han var, rejste Nardiello sig op igen, og så fik han en tur mere. Anden gang han prøvede at rejse sig, stoppede en af hans holdkammerater ham.

Episoder som den var der masser af, og der var aldrig nogen, der blev straffet for det. Dårlig opførsel var bare en indarbejdet del af machokulturen og opretholdelsen af hierarkiet på ungdomsholdene. I dag er der meget fra den tid, jeg ikke er stolt af, men dengang stivede det selvtilliden af. »The Dane is fucking crazy,« hørte jeg en af de andre sige, da jeg var på vej ud af støvlerummet.

Det var selvfølgelig ikke alle de andre spillere, jeg havde et anstrengt forhold til. Målmanden Luke Steel blev en af mine gode venner. Han spillede for Peterborough i den tredjebedste række, var til prøvetræning i 2001 og fik sommeren efter kontrakt med United. Vi var jævnaldrende, og indimellem gik vi i biografen eller ud for at spise sammen.

Læs også: Mit (foreløbige) farvel til fodbold 

Luke var en af de få, jeg gad se udenfor Carrington. Jeg fik simpelthen nok af det miljø og de mennesker, når jeg var på arbejde. Selv Bojan og Ben, som jeg boede sammen med, havde jeg et mærkeligt dobbeltsidet forhold til. På den ene side var vi venner, på den anden side var vi konkurrenter. Vi ønskede dybest set ikke det bedste for hinanden. Ligegyldigt hvad vi lavede, også uden for banen, var der derfor en undertone af jalousi. Alle teenagere oplever måske den slags, men her var det bare ekstremt. Vi stod i vejen for hinandens drøm, og selv når vi sad og foregav at have det sjovt sammen på værelset på Cecil Avenue, var det med skjulte forhåbninger om, at ham overfor ville falde ned ad trappen og brække lårbenet, når Carol kaldte os ned til aftensmad.

Det blev også et paradoks, der kom til udtryk, når vi spillede. På den ene side skulle vi lægge gyldne afleveringer til hinanden og spille sammen på et hold. På den anden side mærkede man et stik i selvtilliden, når ens makker scorede et mål og fik ros. Så tit skød man bare selv, selvom man egentlig burde have afleveret. Man var meget alene i hele den stræben, og for at stå det igennem og blive en vinder, måtte man tilsidesætte en masse ellers naturlige menneskelige følelser.

Empati, for eksempel. Jeg skulle lære mig selv, at de andre var fuldstændig ligegyldige og kun eksisterede for at hjælpe med at færdiggøre mit billede af mig selv. Fordi jeg trods alt ikke kunne spille kampene alene. Manchester United var selvfølgelig ikke alene om præge os fodbolddrenge på den måde.

Forråelsen, som jeg vil vove at kalde den, foregik og foregår alle steder i fodboldverdenen, og jeg oplevede den også, når jeg var hjemme i Danmark for at spille på ungdomslandsholdene. Jeg var engang til en træning med U19-landsholdet i Brøndby sammen med blandt andre Daniel Agger, Thomas Kahlenberg og Michael Krohn-Dehli, hvor det hele bare blev for meget. Den tunge stemning blev for tung. Til sidst måtte jeg sige til vores træner, Per Andersen, at jeg var nødt til at tage hjem. Bag den hårde facade havde jeg brug for at være sammen med folk, jeg kunne mærke, og som ville mig noget godt. Jeg savnede min familie og min kæreste.

»Det er altså ikke så godt,« sagde Per Andersen forbløffet og så helt forkert ud. Han kunne slet ikke lægge skjul på, at han aldrig før havde oplevet nogen, der bad om at blive fritaget fra at spille på landsholdet. »Jeg er her slet ikke,« sagde jeg. »Prøv nu, Mads, prøv nu,« sagde han. Det svarer til at sige til en deprimeret person, at han bare skal smile lidt. Men han kunne jo ikke rigtig gøre andet. Efter hvad jeg ved, er den menneskelige vinkel generelt fraværende i DBU’s træneruddannelser, og han forsøgte sikkert bare at håndtere det, som enhver voksen mand. Da jeg bagefter ringede til min far, gentog han nærmest ord for ord, hvad Per Andersen havde sagt. »Prøv nu, Mads, prøv nu.« Min far var svag, syntes jeg, han var så autoritetstro. Ganske vist havde han altid bakket mig op og givet mig frihed til at træffe mine egne valg, men han var også meget styret af, hvad andre tænkte. Ikke mindst DBU.

Det endte med, jeg blev i landsholdslejren, og bagefter var der en avis, der i et kampreferat direkte skrev, at jeg var »den eneste, der virkede til at være til stede.« Det kunne ikke have været mere forkert. På en senere tur lykkedes det mig at ryge i unåde hos først Flemming Serritslev, der til daglig havde ansvaret for U21-landsholdet, og siden hos Danmarks Radio.

Læs også: Ligegyldigt hvem jeg står over for, tror jeg på, jeg er bedre

Vi skulle spille en træningskamp i regnvejr, og da Serritslev så, at jeg havde taget støvler med korte knopper på, hidsede han sig op. »Hvad laver du, mand? Det regner. Du skal spille med lange knopper,« sagde han. Han mente ikke, jeg kunne stå fast med korte knopper. »Ved du hvad, du. Jeg spiller altid med korte knopper. Jeg kan ikke mærke bolden med de lange,« svarede jeg. »Skift støvler nu,« kommanderede Serritslev. »Lad os tage den her snak efter kampen,« sagde jeg – og gik ud og brillerede med et par oplæg og mål. Efter kampen gik jeg hen til Serritslev. »Så du mig derude? Jeg spiller kun, når jeg kan mærke bolden. I’m making love to it,« sagde jeg, alt for kæk. Han rystede bare opgivende på hovedet.

Dagen efter ville en DR-journalist tale med mig. Om alt det, som alle journalister, der ringede til mig i de år, ville tale om. Var det hårdt at flytte hjemmefra som 15årig? Hvor svært er det at begå sig i Manchester United? I dag kan jeg sagtens forstå, at de gerne ville vide det. Men jeg var træt af de ensformige spørgsmål, og jeg var træt af, at jeg allerede havde fået en identitet som ’drengen fra Odense, der spiller i United’. Jeg havde ikke engang dannet mig min egen identitet endnu. Så da DR-journalisten pludselig stak en mikrofon op i hovedet på mig og begyndte at stille spørgsmål, som om jeg bare var et stykke kvæg, gik jeg i baglås. »Jeg har ikke noget at sige. Det er jeg ikke forpligtet til,« sagde jeg.

Journalisten stod bare og måbede. DBU’s pressechef, Lars Berendt, havde overhørt ordvekslingen og hev mig til side. »Mads, vi ser altså helst, at du stiller op til de her ting,« prøvede han. »Nå, men det gider jeg altså ikke,« sagde jeg bare og gik. I Manchester United havde vi løbende kurser i, hvordan vi skulle håndtere pressen. De havde ikke haft den store effekt på mig.

Vind et eksemplar af bogen

Vil du læse hele historien om Mads Timm? Køb bogen her. Du kan også vinde bogen. Følg med Spillerforeningens Facebookside, hvor vi de kommende dage udlodder flere eksemplarer af 'Rød Djævel – Sådan blev jeg ikke stjerne i Manchester United'. 

Mads Timm

  • Født den 31. oktober 1984
  • Tidligere fodboldspiller
  • Har tidligere spillet i Manchester United, Viking, Lyn, Walsall, OB og Lyngby BK

Tilbage

13.03.2017

Guide: Sådan slår du ikke igennem i FCK

LÆS MERE
15.02.2017

SPIS ELLER BLIV SPIST: JEG BLEV DET DYR, DE EFTERLYSTE

LÆS MERE
13.02.2017

Ikke nok at være lige så god, når man er fra Danmark

LÆS MERE
08.02.2017

Ville væk fra folkeskolelærernes socialistiske fodbolddanmark

LÆS MERE
03.02.2017

Da fodboldspilleren blev pædagog

LÆS MERE
12.01.2017

Stenkast og bål og brand i Beograd

LÆS MERE
20.12.2016

Mit liv blev sat fuldstændig på standby

LÆS MERE
17.11.2016

Så stod Auri der kraftedeme igen

LÆS MERE
08.11.2016

Mistede lysten til fodbold i Viborg

LÆS MERE
24.10.2016

Når der ikke er mere fodbold tilbage i knæet

LÆS MERE
11.10.2016

»The Dane is fucking crazy«

LÆS MERE
10.10.2016

Ligegyldigt hvem jeg står over for, tror jeg på, jeg er bedre

LÆS MERE
10.10.2016

Mit (foreløbige) farvel til fodbold

LÆS MERE
10.10.2016

Spillerforeningen lancerer Spillernes Stemme

LÆS MERE